Joan Didion: "At skrive den var som at sætte sig ned og græde"

I oktober 2014 startede filmskaberen Griffin Dunne en online kickstarter-kampagne for at rejse penge til en dokumentar om sin berømte tante, forfatterinden Joan Didion, som for nylig var aktuel i en kampagne for Céline, som beviste, at voksne og erfarne kvinder i dén grad hitter hos de store modehuse. Dokumentaren fik titlen We Tell Ourselves Stories in Order to Live, et citat taget fra Didions ikoniske essaysamling The White Album fra 1979.

"Utroligt nok er der ikke nogen, der før har lavet en dokumentar om Joan Didion," fortalte Griffin Dunne i den promovideo, der gik internettet rundt for at skabe opmærksomhed omkring projektet. 80.000 dollars havde han brug for for at kunne færdiggøre filmen, der bl.a. skulle indeholde interviews med en lang række af Joan Didions kendte venner og fans såsom sangerinden Patti Smith, stjernefotografen Annie Leibovitz, Vogue-chefredaktøren Anna Wintour, skuespillerinden Michelle Williams, forfatteren Bret Easton Ellis, filminstruktøren Cameron Crowe m.fl. Efter blot et par uger blev kampagnen afsluttet. Dunnes projekt havde fået over 220.000 dollars af 3.500 ivrige donorer.

Således er arbejdet på den første dokumentarfilm om vor tids mest indflydelsesrige kvindelige essayist lige nu godt i gang i New York. Og filminstruktøren kunne dårlig have valgt et bedre tidspunkt at ære sin 80-årige tante på. Dette forår oplever Joan Didion nemlig en fornyet interesse for sin litterære kanon blandt yngre generationer og modeentusiaster takket være sin overraskende medvirken i Célines seneste accessorykampagne. Det er ikke nogen nyhed, at modeverdenen i de senere år har flirtet med brugen af modne kvinder som blikfang, herunder Carmen Dell'Orefice, Iris Apfel, Joni Mitchell m.fl. Men der gik alligevel et sus igennem fashionistaer såvel som bogfans, da Célines chefdesigner Phoebe Philo i januar trumfede tendensen ved at caste Joan Didion. Og dermed knyttede visuelle bånd imellem et af verdens mest feterede modehuse og et litterært fyrtårn, hvis pen og personlige stil har inspireret generationer af kvinder siden 60'erne.

Enkelte har dog rynket på næsen ad Célines kommercialisering af Didion:

"Det er ærlig talt deprimerende at se sine helte udnyttet til at sælge dyrt tøj," skrev den engelske klummeskribent Hadley Freeman således i The Guardian.

Selv virker Joan Didion ganske indifferent omkring kampagnen og har, adspurgt hvorfor hun samarbejder med Céline, blot svaret:
"Fordi de kontaktede mig."

Det er da heller ikke Didions modeldebut. I 1989 medvirkede forfatterinden i en GAP-reklame sammen med datteren Quintana. Og er der noget, Joan Didion aldrig er faldet på halen over, er det hendes millioner af fans' gudedyrkelse samt deres opfattelse af, hvad man som litterær heltinde kan og ikke kan tillade sig. En Didion går sine egne veje.

Sky kultstjerne
"Joan Didion befriede alle fastlåste ideer, jeg nogensinde har haft omkring død, sygdom, gode og dårlige tider, ægteskab og børn og minder, om sorg ... og om livet selv."

Ordene tilhører den berygtede og frygtede Pulitzer-prisvindende boganmelder Michiko Kakutani fra The New York Times. Kakutani har i årtier været en stor beundrer af Didion, og den ovenstående hyldest reflekterer mangen en læsers oplevelse af forfatterindens skriverier.

Den lille, tændstiktynde Joan Didion med pagefrisuren og det sky blik er særligt kendt for sine essaysamlinger Slouching towards Bethlehem (1968) og The White Album (1979), hvori man finder nogle af Didions mest citerede essays: On Self-Respect, On Morality, On Keeping a Notebook og Goodbye to All That om forfatterindens farvel til New York som 28-årig. Her skyder Didion fra hofte, hoved og hjerte med ligefremme og personlige observationer om bl.a. kvinders selvrespekt og mangel på samme og sine oplevelser af livet i sine drømmes barske by New York som ung, idealistisk tilflytter i 50'erne. Alt sammen i et poetisk sprog, der rangerer fra det excentrisk flagrende til det brutale, næsten komiske. Som kvinde er det svært ikke at nikke genkendende til en lang række af de tanker, Joan Didion gør sig om sig selv og sine omgivelser, sine usikkerheder, sit ægteskab og rollen som mor. Og af samme grund har forfatterinden måttet se sig ophøjet til kultfigur. Især i USA, hvor horder af litteraturstuderende og unge forfatterspirer troligt kan observeres med tårer i øjnene og rystende hænder, når Joan Didion holder oplæsninger.

"De kvinder, som opdagede Joan Didion, da de var unge, har af hende fået serveret en tilgang til at være kvinde og skribent, som ingen anden ville kunne give dem. Hun var vores Hunter S. Thompson, og Slouching towards Bethlehem var vores Fear and Loathing in Las Vegas," skrev den amerikanske kulturkritiker og forfatter Caitlin Flanagan i magasinet The Atlantic i 2011.

Men at Didions skriverier har ramt en nerve hos så mange mennesker, er ofte kommet bag på forfatterinden selv, for hvem stjernestatus i årevis var et begreb, hun analyserede på afstand som journalist og manuskriptforfatter.

"Jeg skriver udelukkende for at finde ud af, hvad jeg tænker, hvad jeg betragter, hvad jeg ser, og hvad det betyder. Hvad jeg vil, og hvad jeg frygter," skrev Joan Didion i essayet Why I Write fra 1976. Hun har aldrig lagt skjul på, at hun er en egoistisk forfatter uden den store interesse i andre mennesker. Didion udforsker sit eget verdenssyn, og selv i hendes fiktive værker minder den kvindelige hovedperson som regel umiskendeligt om forfatterinden selv. Typisk for sin samtid så Didion i mange år sine romaner som langt vigtigere værker end de kortere essays. Sidstnævnte var trods alt skrevet som hurtige pengejobs for diverse magasiner, mens romanerne krævede flere måneders hårdt arbejde. I dag, hvor Joan Didion har fem romaner mod 12 essaysamlinger og selvbiografiske bøger på samvittigheden, er få imidlertid i tvivl om, at Didions prosa sjældent flyver højere, end når hun skriver fra virkeligheden.

En kvinde in Vogue
Joan Didion blev født i 1934 i Sacramento i Californien og begyndte allerede som femårig at nedskrive tanker og historier. Som 11-årig forelskede hun sig i Ernest Hemingways skrivestil, og Didion har ofte senere i livet nævnt ham som en af grundene til, at hun selv ønskede at blive forfatter. Hun har også indrømmet, at hun følte sig udenfor som ung, og at hun var et yderst "genert og bogligt barn".

I 1956 dimitterede den 21-årige Didion fra Berkeley University i Californien med en bachelor i engelsk og flyttede derefter til New York, hvor hun havde vundet en essaykonkurrence i Vogue – den prestigiøse Prix de Paris. Prisen udløste et job hos modemagasinet, og i løbet af de næste fire år arbejdede Joan Didion sig op til en position som artikelredaktør. Fra 1961 skrev hun små essays og klummer for Vogue, hvoraf flere blev til helt tilfældigt. Fx skrev Didion udelukkende sit nu så berømte essay On Self-Respect, fordi en anden journalists artikel faldt igennem og måtte erstattes i en fart.

Joan Didions år på Vogue var med til at forme både hendes observante skrivestil:

– få forfatterinder har et bedre øje for mode- og interiørbeskrivelser – såvel som hendes eget signaturlook. Den Didion'ske hverdagsuniform bestod fra 50'erne og årtier frem af en enkel nederdel og bomulds-T-shirt, komplet med oversize solbriller og en cigaret. Et look, der blev foreviget i litteraturen, da Didion i 1979 inkluderede sin pakkeliste i essaysamlingen The White Album. Listen, som Didion i sine år som berejst journalist havde tapet til indersiden af sit tøjskab, lyder som følger:

2 nederdele
2 bomulds-T-shirts eller bodystockinger
1 sweater
2 par sko
Strømpebukser
Bh
Natkjole, badekåbe, sutsko
Cigaretter
Bourbon
Taske med shampoo, tandbørste og tandpasta, sæbe, skraber, deodorant, aspirin, piller, Tampax, ansigtscreme, pudder, babyolie

I håndbagagen:
Et mohairtørklæde
Skrivemaskine
2 notesblokke og kuglepenne
Noter
Nøgler

"Den liste gjorde mig i stand til at pakke til enhver opgave, jeg skulle på. Bemærk outfittets bevidste anonymitet," skrev Joan Didion i The White Album.

Og netop listens attråværdige simplicitet gør, at den da også til stadighed hives frem i modeverdenen som den ultimative pakkeguide for stilige kvinder på farten.

Hollywood-karrieren
Som 28-årig havde Joan Didion fået nok af livet i New York. Hun kæmpede med depression, men formåede dog at skrive sin første roman, Run River, som blev udgivet i 1963 uden de store fanfarer og med blandede anmeldelser. Dette hjalp ikke ligefrem på hendes sindsstemning. Snart dukkede dog et lyspunkt op i form af vennen og forfatteren John Gregory Dunne. Dunne og Didion havde kendt hinanden i et par år, men da forholdet udviklede sig romantisk, gik der ikke længe, inden parret besluttede sig for at blive gift og flytte til Californien. Her slog de sig ned i først Malibu, siden Brentwood, og begyndte et kreativt partnerskab, der, ligesom parrets intense symbiotiske parforhold – de færdiggjorde hinandens sætninger både privat og professionelt – skulle vare helt frem til Dunnes død. Didion og Dunne arbejdede begge som journalister, mens de forsøgte at slå igennem som manuskript- og romanforfattere. Efter at have forsøgt at blive gravide i to år adopterede de datteren Quintana, og rollen som mor blev et tilbagevendende tema i Didions skriverier.

I 1968 kom gennembruddet endelig for Didion med essaysamlingen Slouching towards Bethlehem. Modtagelsen var denne gang hovedsagelig positiv, og New York Times Book Review kvitterede:

"Forhåbentlig vil denne essaysamling blive anerkendt, som den bør: ikke som et bedre eller værre eksempel på, hvad nogle kalder 'bare journalistik', men som et rigt eksempel på noget af den bedste prosa, der bliver skrevet her i landet i dag."

Et par år senere fik Didion og Dunne ligeledes hul på Hollywood, da de sammen skrev manuskriptet til filmen The Panic in Needle Park. Dennes succes og parrets efterfølgende manuskripter til Play It as It Lays, baseret på Didions anden roman, og A Star Is Born, som blev filmatiseret med Barbra Streisand, gjorde Didion/Dunne til Hollywoods mest feterede forfatterduo.

Tragedie og heling
Men alt var ikke rosenrødt bag Joan Didions litterære succeser. Quintana viste allerede som barn tegn på sindsforstyrrelser, og Didions egen skrøbelige natur forhindrede muligvis forfatterinden i at bemærke faresignalerne i sin datters natur. Som voksen fik Quintana problemer med alkohol og et svagt helbred, og i december 2003 udviklede en lungebetændelse sig til septisk chok og koma. Mens Quintana var indlagt, indtraf endnu en tragedie i den lille familie, da John Gregory Dunne døde pludseligt af et hjertetilfælde, midt under aftensmaden.

Ud af sin enorme fortvivlelse skrev Didion i efteråret 2004 bogen The Year of Magical Thinking (da. Et år med magisk tænkning, 2006). I romanen blotlægger forfatterinden sin sorg, og hvordan hun fx ikke kan få sig selv til at smide hans sko ud, fordi hun håber på, at han kommer tilbage. Dermed bearbejder hun sine følelser på den eneste måde, hun kan. Ved at se døden i øjnene. Det er hjerteskærende læsning og en roman, der ved sin udgivelse blev hyldet ikke bare som et af Didions absolutte hovedværker, men som en af de bedste bøger om sorg nogensinde.

"At skrive den var som at sætte sig ned og græde. Jeg følte ikke engang, at jeg skrev," har hun fortalt om sin til dato bedst sælgende roman.

Forfatterindens strabadser var dog langtfra overstået. Bedst som hun havde skrevet sig ud af efterdønningerne af én tragedie, døde Quintana af en hjerneblødning i 2005. Quintana var ellers akkurat kommet sig over sin sygdom i 2003, og chokket over hendes død så godt som tog livet af hendes mor. Efter flere års sort apati kanaliserede Didion endnu en gang sine følelser ned på papiret i romanen Blue Nights fra 2011 (da. Blå timer, 2012). Her udforsker Didion sit og datterens forhold og stiller sig selv smertelige spørgsmål omkring sine evner som mor. Hvor meget kunne have været forhindret? Er det ønsketænkning at tro, at noget kunne have forløbet anderledes? Det er spørgsmål, Didion uden tvivl vil bearbejde resten af sine dage.

Sin samtids stemme
I 2013 modtog Joan Didion The National Medal of Arts and Humanities, overrakt af præsident Barack Obama.

"Hun er en af de mest indflydelsesrige forfattere i sin generation. Jeg er overrasket over, at hun ikke allerede har fået en af disse," sagde han ved ceremonien i Det Hvide Hus.

Og Joan Didion har i sandhed skrevet sig ind i historien som både essayist og forfatter såvel som en skarp observatør af sin samtid. Som journalist har hun rapporteret kritisk om politik og kultur, mens hendes forfatterskab er blevet sammenlignet med Virginia Woolfs, der ligesom Didions skriverier gennemsyres af en kronisk dyster tone.

"Kan man ikke gøre noget for at muntre den kvinde op?" skrev New York Magazine om The White Album.

Men for de fleste læsere er det netop melankolien i Didions skriverier, der giver værkerne deres særegne, genkendelige skønhed. Det anerkender bl.a. skuespillerinden Diane Keaton, som har været stor fan af Joan Didion siden sin egen ungdom:

"De ting, Joan Didion skriver om, især i Slouching towards Bethlehem, er meget kraftfulde. På en måde er hendes ord blevet en del af min personlige historie. Hun vil altid være der," sagde Keaton i 2012 til Vanity Fair.

Et af de mest kendte Didion-citater fra netop denne essaysamling lyder:

"Jeg tror, vi gør klogt i at holde os på god fod med de personer, vi engang har været, uanset om vi betragter dem som attraktivt selskab eller ej. Ellers dukker de op uanmeldt og overrasker os og banker på bevidsthedens dør kl. 4 på en dårlig nat ... Vi glemmer alt for hurtigt ting, vi aldrig troede, vi kunne glemme. Vi glemmer både kærlighed og forræderier, glemmer, hvad vi hviskede, og hvad vi skreg, glemmer, hvem vi var."

Kloge ord fra en dengang ung kvinde, som dog efter alle sit livs tragedier i dag, som 80-årig, ville være lovligt undskyldt for at hengive sig til alderdommens glemselståger. Men Didion husker. Husker og skriver. Og derfor vil hun aldrig selv blive glemt.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ: