Q&A med Owlle

Q&A med Owlle

Eurowoman.dk har snakket med den 27-årige franske sangerinde Owlle, som varmede op for Jenny Wilson i Vega i februar og udgav sit debutalbum i januar. Kender du ikke allerede hendes dreampop-univers, er hun værd at tjekke ud. Hør her, hvilke kunstnere hun har ladet sig inspirere af - både til selve albummet og det visuelle udtryk.

Du udgav i januar dit debutalbum – tillykke med det! Hvordan føltes det, efter at have arbejdet så lang tid på det?

"Mange tak! Jeg var så spændt aftenen før udgivelsen... Du ved, det første album, man udgiver, det er virkelig spændende! Jeg jeg glædede mig til at dele det med offentligheden, men det er selvfølgelig også skræmmende, for så tilhører det pludselig ikke længere kun en selv.

Jeg nød virkelig at arbejde på albummet, og jeg lærte en del i løbet af indspilningen – især fordi jeg arbejdede sammen med meget talentfulde individer som Pierrick Devin, Myd fra Club Cheval, som producerede sangene og Dan Parry, som miksede."

Hvornår besluttede du dig for alvor for, at du ville lave musik?

"Jeg har altid elsket at synge, men jeg besluttede egentlig relativt sent, at det var musikken, jeg skulle arbejde med. Da jeg var studerende på kunstskole, oplevede jeg kunstinstallationen ‘Quiet Club’ af Brian Eno, og det var en åbenbaring. Så jeg begyndte at komponere mine egne sange med simple og begyndervenlige instrumenter. Jeg er selvlært musiker, så det tog mig noget tid at lære at spille – jeg ville jo gerne lære det ordentligt, før jeg gik i gang."

Hvis du ikke var blevet sangerinde/performer?

"Så tror jeg, jeg var blevet billedkunstner. Samtidskunst inspirerer mig meget generelt, og der er en del referencer til kunsten i min musik, mine videoer m.m."

Hvor stor indflydelse har du haft på dit albums og musikvideoernes visuelle udtryk?

"Jeg er en meget visuel person, og jeg havde en ret klar idé om, hvad jeg ville have, så jeg har haft meget at sige. Man Ray og surrealisterne er nogle af mine helt store inspirationskilder, især da vi skulle designe albummets visuelle identitet - i videoen til ‘Don’t Lose it’ er jeg inspireret af mønstre fra Art Nouveau. Jeg er så heldig at have haft så talentfulde sparringspartnere som Leif Podhajsky og Ines Marzat (som instruerede musikvideoen til ‘Don’t lose it’). De har virkelig forstået at oversætte mine tanker til konkrete effekter og udtryk."

Hvor finder du stil- og modeinspiration?

"Jeg har altid været vild med mode – især Hussein Chalayans design. Og jeg kan især godt lide, når kunst og mode mødes. Det betyder dog ikke, at jeg er en modeslave. Tøjet/moden er en del af mit udtryk og projekt, og når jeg optræder, bliver moden en leg, hvor jeg kan få lov til at være lige den, jeg har lyst til."

De bedste musikvideoen, du har set?

"Videoen til Fever Rays ‘When I grow up’, Michael Jacksons ‘Remember the time’ og M.I.A.s ‘Bad girls’."

Kunstnere, som inspirerer dig?

"Brian Eno, Pierre Huygues, Frank Ocean, Madonna, Little Dragon."

Den seneste sang, du har lyttet til?

"Angel Hazes smukke coverversion af Ellie Gouldings ‘Life round here’."

Det bedste ved København?

"Moden, musikken og dansk design!"

Se musikvideoen til dansehittet 'Ticky Ticky':