Gode film til en regnfuld dag

Redaktionen anbefaler: 8 film til en regnvejrsdag

Sommer i Danmark er lig med sol, jordbær og dyp i bølgerne - når den er bedst. Når den ikke er, kan du forkæle dig selv, trykke play og lade dig underholde med en romantisk klassiker, mens regnen trommer på ruden. Vi har fundet vores favoritter her på redaktionen - så er regnvejr alligevel ikke det værste. God fornøjelse.Some Like It Hot, 1959

Marilyn Monroe spiller hovedrollen i denne filmklassiker, hvor to musikere bliver vidne til en gangstermassakre. I et flugtforsøg iklæder de sig kjole og paryk og får job i et pigeband, hvilket bl.a. kompliceres af, at den ene naturligvis forelsker sig i sangerinden Sugar Kane (Marilyn Monroe).When Harry Met Sally, 1989

Kan gode venner blive kærester uden at ødelægge begge dele? Det spørgsmål forbliver tilsyneladende ubesvaret – det har i hvert fald været temaet i ikke så få romantiske komedier. En af de bedste er denne med Meg Ryan og Billy Crystal, som indeholder en mindst lige så berømt orgasme-scene.Clueless, 1995

Knæstrømper, plisserede nederdele og 'as if'-attitude kan altid tåle et gensyn. Også selv om vi aldersmæssigt for længst har passeret den oprindelige målgruppe. Chers (Alicia Silverstone) turbulente rejse gennem nogle temmelig banale teenage-dilemmaer kan vi sagtens se et par gange til.Vild med Mary, 1998

Cameron Diaz er lige så selvskreven i genren romantiske komedier som førnævnte Meg Ryan. Mary (Cameron Diaz) bliver opsøgt af taberen fra sin highschool, Ted, og deres møde fører til en række falde-på-halen-platte begivenheder, som bare bliver ved med at være sjove.Love Actually, 2003

Nu vi er ved skuespillere, der fylder godt op inden for genren, kan vi naturligvis ikke glemme Hugh Grant – selv om briten deler vandene på redaktionen. Men med bl.a. Emma Thompson, Liam Neeson og Colin Firth på rollelisten appellerer filmen et stykke ud over Hugh Grant-tilhængerne.Matchpoint, 2005

... og Annie Hall, Vicky Cristina Barcelona og Midnight in Paris. Det er nærmest umuligt at vælge den bedste Woody Allen-film i denne genre.

Instruktøren har sin helt egen, subtile og overlegne måde at skabe romantiske komedier på. Matchpoint stjal vores hjerter med historien om den tidligere tennisspiller, der forelsker sig hovedkulds i filmens femme fatale

spillet af Scarlett Johansson.Bridesmaids, 2011

Hvis det var så sjovt at blive gift, var der måske endnu flere, der gjorde det. Eller måske netop ikke. For det går ikke ligefrem stille for sig, når en flok intrigante kvinder med hver sin agenda skal forberede deres venindes bryllup. Skuespillerinderne Kristen Wiig og Rebel Wilson er med til at tage den romantiske komedie til nye niveauer i Bridesmaids.Crazy Stupid Love, 2011

Da den midaldrende Cal bliver forladt af sin kone og ungdomskærlighed, som oven i købet har været ham utro, er gode råd dyre. (U)heldigvis render han ind i den erfarne ungkarl Dylan (Ryan Gosling), som sætter kampen ind for at gøre Cal til en attraktiv singlefyr, der kan nedlægge damer på stribe. Det kan selvfølgelig kun gå galt.

LÆS OGSÅ: Netflix vs. HBO: Hvilken er bedst?