Cascais
SPONSORERET indhold

Kakkelklædte huse og små, hyggelige gader: Besøg Portugals gemte perle

Cascais giver dig smagsprøver på alt det bedste ved Portugal. Flotte strande, fremragende mad, storslået natur og verdensarv lige om hjørnet. Ugebladsdirektør i Egmont og chefredaktør på hjemmet, Marianne Gram, har besøgt byen adskillige gange. Her får du hendes bedste tips til den portugisiske ferieby.

Af:: Cille Lewinsky Foto: Privat
24. maj. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Cascais har det hele, ifølge Marianne Gram. Derfor har hun tilbragt mange somre i den portugisiske kystby, hvor hun har nydt de flotte strande, den lækre mad og brugt tid på at besøge de små, fine museer, der ligger i gåafstand fra centrum.

– Cascais er en charmerende, gammel ferieby. Den er eksklusiv, men på en meget hyggelig måde med små, fine gader fyldt med kakkelbeklædte huse. Mit favorithus er et lyserødt et med kakler, hvor alle dyr har prikker, uanset om det er løver eller elefanter. Og så ligger Cascais kun en halv time fra Lissabon og Portugals største seværdighed, slotsområdet Sintra.

Cascais er en charmerende, gammel feriebyCascais er en charmerende, gammel ferieby. Foto: Privat. 

Bedste spisesteder

Tapas på markedet
Det fine, gamle marked er lavet om til et populært sted at spise tapas og klassiske portugisiske fiskeretter. Her er flere lækre, moderne restauranter med fornuftige priser. Prøv noget med Bacalao (saltet torsk). På Marisco na Praca kan du få alle de skaldyrs- og fiskeretter, du kunne drømme om. Hele markedet har en herlig og livlig aftenstemning. Og om formiddagen kan du komme tilbage og handle friske fisk og grøntsager på det lokale marked, der også har til huse her. Localcascais.com

LÆS OGSÅ: Magisk sommer: "Jeg har aldrig følt mig mere hjemme end i Toscana"

Blæksprutte i historiske omgivelser
Hvis du er til blæksprutter, skal du prøve den lille, hyggelige Polvo Vadio, der ligger i den historiske del af byen. Restauranten har simpelthen specialiseret sig i blæksprutteretter. Prøv eksempelvis blæksprutte på en bund af hjemmelavede chips og toppet med bløde løg. Thefork.com

historiske omgivelserHistoriske omgivelser. Foto: Privat. 

Bedste kulturelle steder

Helvedes Mund
Paula Rego museet er et utrolig fotogent museum lige ved centrum af Cascais. Dets røde farve og former tegner sig uhyre grafisk mod den koboltblå himmel. Lige nu er der også en fin udstilling med nyere billeder af Paula Rego. Men man skal også tage en tur ud til Boca do Inferno – Helvedes Mund. Det er en stor klippeport, som Atlanterhavsbølgerne banker helt utroligt og effektfuldt igennem. Det giver et sug i maven, når man ser ned i ”mundens” hvide skum.
Bedste udflugter

I de kongeliges fodspor
Du skal selvfølgelig en tur til Sintra, slottene oppe i de nærliggende bjerge, hvor kongefamilien plejede at svale sig om sommeren. Er du det mindste legesyg, må du simpelthen ikke overse fantasihaven ved det lille Regaleira slot. Her kan du gå i et underjordisk net af gange inde bag vandfald og op gennem en dyb brønd  – havens clou. Her er både smukt og sjovt, og der er en virkelig glimrende café ved slottet.

Regaleira slotRegaleira slot. Foto: Privat. 

Atlanterhavsdramatik
Har du bil, så brug en dag på at udforske strande nord for Sintra. Colares er så pittoresk, at man må knibe sig i armen. Her er atlanterhavsdramatik, men også et inddæmmet basin, hvor børn kan bade. Kør videre til Ericeira og Rio Lisandro, hvor du kan bade i floden, lige inden den løber ud i havet.

LÆS OGSÅ: Træt af Mallorca og Costa del Sol? Prøv disse seks alternative soldestinationer

Surf og sandklit-café
Vi fik dette hemmelige tip fra vores vært. Tag ud til caféen ved Cresmina’s Dune, der, som navnet angiver, ligger midt i en stor sandklit. Herfra kan du se ud over Atlanterhavet og op mod det farvestrålende Sintra slot. Kør langs vandet derud, for det er en storslået tur, hvor man også passerer et af Portugals populære surfområder. Familiens mindste vil sætte pris på caféens generøse servering af pandekager med is, og bagefter kan man gå en fin tur i klitten på de anlagte træbroer.

Praia da DuquesaStranden Praia da Duquesa. Foto: Privat. 

Hemmelige steder

Lokal strandtur
Tag en tur ned til stranden Praia da Duquesa om formiddagen. Her er byens børnehaver på besøg, hvor hvert hold har sin farve og placeres i en rundkreds. Det ser simpelthen så nuttet ud! Sidst på dagen er det byens teenagere, der hænger ud i store – fredsommelige – grupper i vandkanten. Selvom man er midt inde i Cascais, er det alligevel her, hvor det herligste lokale liv holder til.

Anbefalet til dig