Vejene til Hoven i Vestjylland bliver stadigt mere øde. Her er langt til nærmeste nabo, vestenvinden bider i kinderne, og det er her, Rikke Friedrichsen driver sit økologiske landbrug.
Familien er lige vendt hjem fra ferie i Lissabon.
– Vi rejser væk flere gange om året, bekræfter den 52-årige økologiske mælkeproducent, medlem af bestyrelsen på Thise Mejeri, p.t. ”synlig” landmand på mælkekartonerne og mor til en 19-årig, der ”bare ikke kan få storby nok”. Planen er da også, at hendes storbyhungrende teenager rykker til Aarhus eller Berlin til sommer, efter gymnasiet.
Som 19-årig rejste Rikke Friedrichsen selv den modsatte vej fra by til land – og med alle odds imod sig. Hun ville være landmand, men havde det forkerte køn og kom fra København. Faren var nationaløkonom, moren socialrådgiver.
– Det var en rigtig middelklassefamilie. Vi skal nok tilbage til mine tipoldeforældre for at finde en landmand, så jeg kunne nemt være blevet skolelærer, konstaterer hun nøgternt. Og siger så:
– Jeg kunne måske være gået via Landbohøjskolen og fået en akademisk tilgang, men det praktiske og det handlingsorienterede var vigtigt for mig.
Fra Nørrebro til Lars Tyndskid
Så Rikke Friedrichsen pakkede sit habengut og hoppede på bussen til Nordjylland, hvor hun straks blev sat i sving som landbrugsmedhjælper på et landbrugskollektiv, drevet af en flok entusiastiske københavnere.
– Jeg kom fra Sankt Hans Torv og endte langt ude på Lars Tyndskids marker, så selvfølgelig savnede jeg mine venner og hele miljøet i København. Men som 19-årig har du følelsen af, at hele verden står åben for dig, så jeg kunne jo altid rejse tilbage igen...
Eller videre ud i verden, for egentlig var det et ønske om at blive U-landsfrivillig, der fik Rikke Friedrichsen til at blive landmand:
– Jeg havde en drøm om at rejse til Afrika og hjælpe kvinder i landbruget, fordi fødevareforsyningen dengang som nu var problematisk. Der var brug for kvinder til at hjælpe kvinder, og det var lige noget for mig, troede jeg.
Fire år senere stod hun med det såkaldt grønne kort, en jysk kæreste – og en fremtid i det flade, forblæste Vestjylland, hvor de gik ind i et andelslandbrug og fik aflivet drømmen om Afrika på et besøg i Zimbabwe, hvor et landbrugsprojekt var kørt helt skævt.
Kæresten præsenterer hun som ”min bondemand”, da han kommer ind for at lave sig en kop nespresso.
LÆS OGSÅ: Henriette Zobel: Det var en kæmpe, kæmpe sorg
Mælken til kaffen kommer fra gårdens 160 økologiske køer. De går på et tykt lag halm i en nybygget stald, der har to lindetræer i midten og teltdug som tag. Køerne kan gå ind og ud, som det passer dem – eller hen til en rundbørste som i en bilvask og få kløet nakken.
Den slags gør køer glade – og giver bonden god samvittighed.
– Overordnet set handler det om ansvarsfølelse over for dyr og miljø, siger Rikke Friedrichsen.
Ikke tilbage til stenbroen
Men hvorfor er det lige, at københavneren aldrig kunne drømme om at vende tilbage til stenbroen, men tværtimod bliver ”glad i låget”, som hun siger, over at se en ko komme på græs om foråret?
– I gymnasiet var jeg i et politisk miljø fuld af idealisme. Vi var en gruppe 3.G’ere, der snakkede om at skabe vores fælles økologiske eller biodynamiske landbrugskollektiv. I det hele taget snakkede vi meget dengang, og det var vigtigt for mig at sætte handling bag al snakken. Så tanken om landbrugskollektiver og økologi trak i mig. Jeg var en skæv person, både hvad angik køn og dialekt, men jeg kom ind i alternativt tænkende miljøer i landbruget, hvor man kunne arbejde sammen i et kollektivt fællesskab og med fælles ansvar. Fællesskabet har altid været drivkraften for mig. Og så det, at der er handling bag tanken – at folk arbejder for at efterlade en bedre jord til næste generation.
Den holdning – og hensynet til bæredygtig produktion af kvalitetsråvarer – fik for ti år siden Rikke Friedrichsen til at tage skridtet ind i bestyrelsen på Thise Mejeri, hvor gården er blandt 80 mælkeleverandører. Igen var hun enlig kvinde i en mandsdomineret verden, men dog stadig en verden, hvor engagement var drivkraft:
Samtidig giver det en vis stolthed at levere til et mejeri, der forstår værdien af den gode råvare. Netop derfor står hun nu frem på Thises mælkekartoner for at fortælle om filosofien og værdien bag produkterne.
– Jeg synes jo ikke selv, at det er ret mange penge ud af et stort budget, man som forbruger skal betale ekstra for at vælge økologisk. For tænk på alt det, man får oveni: Renere grundvand og bedre dyrevelfærd. Det synes jeg, er værd at betale for.
At supermarkederne så har gjort mælk til en slagvare, er en anden sag:
– Det kan pisse mig af at se, at man kan købe en flaske vand, der er tre gange så dyr som en liter mælk, som jo er et højtforædlet produkt. Når jeg ser det, tænker jeg, at vi er nødt til at holde liv i diskussionen om den måde, vi behandler vores dyr og vores jord på.
LÆS OGSÅ: Sussi La Cour: Alt det rebelske ER mig
