Hvordan var din barndoms somre?
– Det er minder, der kredser meget om min mormor og morfar. I min tidlige barndom tilbragte jeg somrene sammen med dem ved Henne Strand ved Vesterhavet i et stort, fantastisk sommerhus, hvor de havde mulighed for at samle alle børnebørnene. Det er nogle underlige ting, jeg kan huske. Duften af huset og dets træværk. Det havde sådan en lækker duft. Og fornemmelsen af bare tæer på stengulvene, der var kolde og varme på en gang. Om morgenen skulle vi altid have fletbrød. Jeg har aldrig fået det andre steder, men når vi var i sommerhuset, gik vi hver morgen med min morfar ned til købmand Hansen og købte fletbrød.
– Sommerhuset var nærmest en stor legeplads, hvor vi fik lov til at boltre os. Der var fliser hele vejen rundt om huset, så man kunne cykle rundt, og vi var meget optaget af, at der var hugorme, og at det var farligt. Jeg kan huske, at min mormor og morfar havde nogle døde hugorme i flasker med sprit. Det var vi meget fascinerede af. Det var ret vildt, hvad vi fik lov til. Det var et hus i to etager, og ovenpå var der så meget plads, at vi kunne cykle rundt. Jeg ved ikke helt, hvordan min mormor fik renset de gulve for bremsespor! Vi kunne også godt lide at bygge huler. Min mormor ringede derfor til tømmerhandleren og fik sendt en masse brædder, søm og hammere ud. En anden gang bestilte hun en masse pil, fordi vi ville flette indianerhytter. Det var sådan nogle Pippi-dage, hvor det nærmest var okay at spise slik til morgenmad. Bedsteforældre kan et eller andet, som forældre ikke kan. Det er tilladt at forkæle igennem, og for os var sommerhuset et sted, hvor der var videre rammer end derhjemme. Vi fik lov til ting, som jeg aldrig selv ville sige ja til i dag.
– Da jeg blev ældre, tilbragte jeg ferierne i Frankrig sammen med mine søskende og mine forældre, og så mødtes vi med min mormor og morfar dernede. Vi var i Nice i flere år i træk, hvor vi blev slæbt med på markeder og proppet med gode oliven, modne tomater og gedeost. Så lækkert. Da jeg blev teenager fik vi sommerhus ved Grønninghoved ved Lillebælt, så vi gik fra den vilde Vestkyst til den rolige Østkyst. Måske fordi vi var så glade for vand, og vandet er mere børnevenligt ved Lillebælt. Vi var stort set på vandet hele tiden. Små både, små katamaraner, joller, speedbåd, vandski og vindsurfing.
Dit bedste sommerminde?
– En af de bedste somre, jeg har haft som voksen, var en sommer, hvor jeg arbejdede. Jeg lavede radioprogrammet ”Højtryk” i 2001 sammen med Jesper Bæhrenz hen over 13 sommeruger. Vi havde det bare skidesjovt, og der er faktisk mange, der stadig kan huske programmet. Lytterne kunne udfordre mig, og hvis jeg tog udfordringen op og klarede den, skulle de sende en T-shirt til mig. Men hvis jeg ikke klarede den, så skulle jeg af med en ”Højtryks-T-shirt”. Og det var sjovt, for folk ville virkelig gerne have fingre i de T-shirts. Jeg kom af med fem T-shirts ud af 60 udfordringer. Jeg klarede f.eks. at springe i faldskærm, bungyjumpe, være røgdykker, indfange køer på hesteryg, være falkoner, malke og være turguide på Kanalrundfarten på tre sprog. Da jeg skulle tage en køreprøve, dumpede jeg, ha, ha. Jeg prøvede også at slå verdensrekorden i oksekødspisning, det var jeg overbevist om, at jeg godt kunne. Man skulle spise 1.280 gram, og jeg spiste 840 gram på en time. Det var da meget godt gået. Men ikke nok.
LÆS OGSÅ: Surrugue: Jeg bliver jo forkælet, når jeg er i Frankrig
Dit værste sommerminde?
– Det er regn. Våde, kolde, regnfulde somre, hvor man tænker: Hvorfor kørte jeg ikke af sted sydpå noget før i stedet for at blive ved med at håbe. Når vejret er godt i Danmark, er der ikke noget sted, jeg hellere vil være, så jeg strækker mig virkelig langt i håbet om en god dansk sommer.
Din bedste sommerflirt?
– Det må være med min kæreste, som jeg mødte sidste sommer. Men det var ikke bare en flirt, det var jo kærlighed. Jeg så hans øjne og tænkte, at han var enormt pæn og havde udstråling. Han har en ro, som er vidunderlig.
Hvor skal du hen på sommerferie i år?
– I 2003 købte jeg et sommerhus i Vejby ved Tisvilde, og der skal jeg holde sommerferie. Jeg plejer at flytte derop til sankthans og bo der i to måneder. Det sker noget, når jeg træder ind på matriklen, skuldrene falder virkelig ned, og jeg er rigtigt god til at slappe af, når jeg er der. Jeg slapper f.eks. rigtigt godt af med at lave praktisk og fysisk arbejde. At have et projekt og se det blive færdig. Dengang jeg lavede radio, holdt vi redaktionsmøde, fik en idé, lavede et program, åbnede for mikrofonen og så var det ude i æteren. Færdig. Og så kunne man begynde forfra. Sådan arbejder jeg ikke i dag. I Rudolph Care er det meget sådan et langt, sejt træk. Selvfølgelig er der mange små mål undervejs, men det er en lang proces, man bliver aldrig rigtigt færdig. Derfor nyder jeg at tage i sommerhuset og male et havemøbel eller slå græsset og så se, at jeg er færdig.
Hvad skal du have med i din feriekuffert?
– Svanemærket Solcreme. Jeg satser på, at det bliver solrigt.
– Jeg har lige købt Geos bog ”Ikk’ for sjov” som handler om hans kræftforløb. Den skal jeg helt klart have læst over sommeren, fordi det er en relevant historie, dog skrevet med så tilpas meget humor, at jeg kan klare det. Jeg har også lige bestilt ”Det gennemsnitlige menneske” af Morten Albæk og Stig Matthiesen. Den handler om at lede sig selv og andre i en global verden, den glæder jeg mig til. Vi skal også læse bunker af børnebøger – alt af Jakob Martin Strid og samtlige bøger i serien ”Trolde Liv” af Sissel Bøe.
– Jeg hører meget musik, så det skal jeg også have med. Jeg skal høre Le Gammeltofts nye samling ”Sound of Copenhagen” til minde om Kjeld Tolstrup. Hun er helt vildt dygtig. Jeg skal også høre ”The XX”, for dem elsker jeg bare. Og så bliver der sikkert også plads til en del pop med Rihanna, som jeg også var nede og høre på Roskilde. Jeg skal høre ”Gi’ Os Christiania Tilbage”, som Natasjas mor står bag, det er en remix-nyfortolkning af Natasjas sange fra albummet ”I Danmark Er Jeg Født”, og overskuddet går til Christiania. Endelig skal jeg høre noget bossa og noget andet sydlandsk. Min kæreste har boet syv år i Spanien, så der har vi en fælles passion.
– I år har jeg fået købt lidt ind hos Ganni. De har nogle ting med palmer på, som jeg har forelsket mig dybt i, og jeg har købt både top, bukser og kjole. Det er lyserødt med grønne palmeblade. Jeg blev så glad, da jeg så det print, der er knald på farverne, plus det er let og sommerligt og noget, man kan trække vejret i. Det minder mig også om Acai-palmen fra Brasilien, som jeg holder så meget af. Jeg købte også et guldsæt fra Ganni, så jeg håber, at jeg får lidt glød, så jeg kan have det på. Jeg skal have nogle ting fra Malene Birger med, blandt andet mine gamle yndlingssandaler, som snart ikke kan mere. Endelig bliver der plads til nogle kjoler fra Aiayu. De laver lækkert, tynd strik, som er dejligt at tage på en kølig sommeraften. Og ja, så har jeg købt lidt nye bikinier.
Hvad er dit bedste sted at hænge ud?
– København er fantastisk om sommeren, synes jeg. Jeg holder af Vesterbro, området ude ved Toldboden, Christianshavn og også Bryggen, hvis man tager derud, hvor der ikke er så mange mennesker. Hvordan har dine sommerferier ændret sig gennem livet? – Jeg synes jo desværre, at de bliver kortere og kortere. Engang var det sådan, at man nåede at blive træt af at holde ferie og glæde sig enormt meget til at skulle tilbage til skolen og sine venner. Sådan har jeg det ikke længere. Altså, jeg er glad for at komme tilbage på arbejdet og se mine kollegaer igen, men ferierne føles slet ikke så lange mere. Og jeg er jo pludselig selv den, der har ansvaret for, at ferierne bliver vellykkede, så der er mere organisering og planlægning, end der var dengang, jeg var barn.
LÆS OGSÅ: Anne Glad: Sommerferie er mad, mormor og ingen mails
Andrea Elisabeth Rudolph
Andrea Elisabeth Rudolph, 37, er opvokset i Vejen med sine tre søskende. Derudover har hun to søskende fra sin fars første ægteskab.
✚ Uddannet radiovært på DR og har også været på Radio 100FM og værtinde på ”Vild med dans”. Andrea har i dag firmaet Rudolph Care med skønhedsprodukter som både er Svanemærket og EcoCert-cerficeret.
✚ Kæreste med håndboldspilleren Claus Møller Jakobsen. Andrea har datteren Isolde på 7 år fra et tidligere forhold, og hendes kæreste har sønnen Oskar på 6 år og Alma på 1 år fra et tidligere forhold.