Unge og festival
SPONSORERET indhold

Sådan sender du din teenager sikkert på festival

Få eksperternes bedste råd til, hvordan du sender dine store børn på festival med ro i maven.

Af:: Amalie Holm Foto: Sundhedsstyrelsen
02. jul. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Festivalsæsonen er over os, og måske er du en af de forældre, der har ladet din teenager prøve kræfter med musik og fest flere dage i træk for første gang. Det kan give uro i maven. Men hvordan får du sendt din teenager afsted så i begge kan sove trygt om natten? Hvilke grænser skal du sætte hjemmefra? Og skal du overhovedet sættes nogle? Skal du advare om de risici, der kan være forbundet med fuldskab og festivaler, eller skal du tro på, at dit barn klarer sig på egen hånd?

LÆS OGSÅ: Vi lyver for vores børn

Det og meget mere har vi spurgt to eksperter om, der begge har bred erfaring med unges alkoholvaner og adfærdsmønstre. Den ene er Maria Koch Aabel, der arbejder i Sundhedsstyrelsen, hvor hun blandt andet er ansvarlig for kampagnerne "Music Against Drugs" og "Mindre Druk Mere Fest", der sætter fokus på de unges brug af rusmidler. Den anden ekspert er sociolog og foredragsholder Nicolai Moltke-Leth, der med sine kurser og sit arbejde på efterskolen True North arbejder med at udvikle personlige og sociale kompetencer hos unge mellem 14-19 år. De to eksperter kommer her med deres bud på, hvad du som forældre skal kommunikere og hvordan, inden din teenager drager afsted.

LÆS OGSÅ: Når en donor er bedre end en forkert far

Giv din egen holdning til kende
Som projektleder for kampagnen "Mindre Druk Mere Fest", der sætter fokus på at give unge en god førstegangsoplevelse på festivaler, har Maria Kock Aabel stor viden om, hvordan du sender dit barn sikkert afsted. Hun påpeger, at det gør en forskel, at du giver din egen holdning om alkohol til kende overfor din teenager.

"Mange tror, at det ikke har nogen effekt at lave aftaler med ens børn om, hvor meget de må drikke. Men Sundhedsstyrelsens undersøgelser viser, at unge drikker mindre, hvis de har talt med deres forældre på forhånd om mængden af alkohol, der må indtages. Det kan godt være, at de unge ikke altid overholder aftalerne, men vi ved, at det trods alt får dem til at drikke mindre," siger hun og fortsætter:

"Fortæl hvor mange genstande du mener, det er passende, at din teenager drikker. Og gør det i en positiv tone. Sig eksempelvis: 'Musikoplevelsen bliver langt bedre, hvis ikke du er for fuld. Du skulle nødigt risikere, at du ikke kan huske koncerten dagen efter.'"

Det skal her siges, at der, som Maria Koch Aabel forklarer det, er forskel på, om din teenager er seksten eller atten år. Men uanset alder, skal du markere dine egne holdninger fra starten.

"Du sender et bedre signal til dine børn, hvis du ikke kører dem til Roskilde med en bil fuld af rammer med øl, men i stedet pakker bilen med drikkevarer uden alkohol."

LÆS OGSÅ: ”Børnene betaler en høj pris for det liv, vi lever”

Snak med vennernes forældre
Hvis du er i tvivl om, hvor meget du synes, det er rimeligt, at din teenager drikker, kan du ifølge Maria Koch Aabel med fordel tage kontakt til vennernes forældre.

"Det er ikke fordi, I skal være hundrede procent enige om, hvor meget der må drikkes, men det er nemmere for de helt unge festivaldeltagere at styre alkoholmængden, hvis jeres aftaler ikke er for langt fra hinanden."

Fortæl dem om risikoen ved at drikke for meget
Det kan ifølge Maria Koch Aabel ligeledes være en god idé at snakke med din teenager om, at det ikke kun er tømmermænd, der er den eneste konsekvens af at drikke meget.

"Snak med dem om, at alkohol er med til at nedsætte evnen til at vurdere forskellige situationer. Det kan betyde, at der let kan ske ting, som vil gøre festivalen til en dårlig oplevelse. Skænderier, slagsmål, ulykker og eksperimenter med stoffer er for eksempel noget af det, der kan følge i kølvandet på indtagelse af for meget alkohol."

Send de rigtige signaler selv
Maria Koch Aabel påpeger endvidere, at det ikke kun er afgørende for dit barns alkoholvaner, hvad du siger til dem, men også hvordan du selv omgås alkohol.

"Hvis du selv drikker meget alkohol, er det selvfølgelig sværere for dit barn at forstå, at de skal passe ekstra meget på med at få for meget. Du skal være en god rollemodel," siger hun.

Kommunikation i øjenhøjde
For Nicolai Moltke-Leth er det vigtigste, du kan gøre, inden din teenager tager på festival at indgå en dialog med dem, hvor du udviser tillid.

"Det er for sent at tro, at du kan opdrage på dit barn fem minutter inden, han eller hun tager på festival. Men dermed ikke sagt, at det ikke er en god idé at give dem en hilsen med på vejen. Dog er det afgørende, at du kommunikerer i øjenhøjde. Min egen kommunikation ville gå i retning af: "Kære skat. Jeg ved godt, at du har styr på det. Og jeg ved, at du passer på dig selv. Men du kan komme i situationer, hvor du kommer i tvivl om, hvad du skal gøre. Og så ringer du til mig."
Nicolai Moltke-Leth anbefaler ligeledes, at du giver dine børn følgende fem miniråd med på vejen:

  1. Drik et glas vand for hver øl, du drikker
  2. Check ind med fine forældre morgen og aften, så de lige ved, at du er ok
  3. Del ikke drinks med nogen og tag ikke imod noget, du ikke med sikkerhed ved, hvad er
  4.  Sørg for at lave aftaler med dine venner, så I kan holde lidt øje med hinanden og hjælpes ad
  5. Søg hjælp hos personale på pladsen, hvis I kommer i problemer

Du kan læse mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger om unges alkoholindtag, hvis du er i tvivl om, hvor meget og hvor lidt, det er rimeligt, at din teenager drikker.