Emmelie de Forest

Emmelie: Jeg nåede faktisk at blive nervøs

Planen er lagt for, hvordan Emmelie de Forest skal vinde dette års Melodi Grand Prix. Men selvom bookmakerne er sikre på hende, så sad nerverne ude på tøjet.

Lørdag d. 18. maj går det løs med den store finale i årets Melodi Grand Prix, hvor danske Emmelie de Forest blandt andet skal stå på scenen.

Hun gik som bekendt videre fra semifinalen, der blev afviklet tirsdag, hvor hun blandt andet sang om kap med astronauter fra Montenegro og hollandske Anouk, der er kendt for sin vrede grungesang "Nobodys wife" fra 1997.

- Jeg nåede faktisk at blive nervøs. Så jeg er utrolig lettet og meget glad, fortæller hun til Tv2.dk og fortsætter:

- Jeg kunne bare se danske flag over det hele og høre folk råbe mit navn, så selvom jeg normalt ikke smiler i starten af sangen, kunne jeg bare ikke lade være, siger hun til Tv2.dk.

Det særlige er, at Danmark står til at vinde hele ballet i weekenden. Både ifølge bookmakerne og udenlandske journalister, der af samme grund udviste stor interesse i Stockholm, da der var pressemøde og mulighed for at få et par ord fra den 20-årige sanger. Selv er hun meget tilfreds med situationen.

- Det giver god energi at være favorit og en masse god presse. Men bookmakere har jo før taget fejl, og jeg har jo ikke vundet noget endnu, siger Emmelie de Forest til bt.dk.

Vinder Danmark, er det 13 år siden sidst, hvor brødrene Olsen vandt med "Fly on the wings of love" i Stockholm. Hvem ved, måske Sverige er den lykkeamulet, der skal til, for at vi endnu en gang kan stå øverst på sejrsskamlen i Melodi Grand Prix'et – eller Eurovision Song Contest, som konkurrencen hedder i dag.

Ved en afstemning blandt 39 medlemmer af grandprix-fan netværket OGAE, som hvert år afgiver deres stemmer som en form for spådom om det endelige resultat, fik Emmelie således 12 point af 18 lande og vandt. Det ser lyst ud.

Til showet i morgen er planen ikke, at bringe en masse nyt og overraskende på banen. Eller scenen rettere. Det er derimod at holde sig til det, der virker. Det forklarer sceneinstruktør Niclas Bendixen til Dr.dk.

- Vi prøver at lave en næsten-kopi af det, vi lavede i Herning, fordi hele verden har været inde og se på Emmelie inde på nettet og de ved godt, hvad de vil have. Det vil have dét. Så at lave et helt nyt udtryk, ville være synd, for man skal også huske at møde publikum på halvvejen, siger han.

Og Emmelie er glad for den plan.

- Det er ligesom strammet op. Det er en forbedret version. Det er bare bedre, men alligevel mere simpelt, synes jeg. Det passer bare rigtig godt til scenen og det hele, siger Emmelie de Forest selv om hele set-uppet til Dr.dk.

Klokken 21 18. maj går det løs på DR 1.