"Jeg liker for at fremstå rigere, klogere, mere politisk korrekt eller mere cool, end jeg er"

Et like er ikke bare et like. Der findes fedterøvslikes, selvpromoveringslikes, nådes- og pligtlikes. Derudover er der dem, der er løse på like-tråden, og dem, der bestemt ikke er.

Likes gør ikke en afgørende forskel i forhold til nogens selvværd. Likes svarer jo til at hælde varmt vand i et badekar med hul i bunden eller drikke et glas champagne. Snart holder de op med at lune eller boble i blodet – og vi er på jagt efter et nyt fix. Jeg kan dog godt lide bobler, selvom de kun kilder flygtigt, og jeg deler flittigt ud.

Mit like er stangtøj, mens de mere næriges like er haute couture, som man skal spare op til og værdsætter højere.

Vi definerer os gennem dét, vi liker, og ikke mindst dét, vi ikke liker. Og mere interessant er det, at vi sjældent bare liker et opslags indhold, men mere personen eller firmaet bag. Det er der mange grunde til.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Feminisme må aldrig blive din lækre selvhjælpsløsning"

Tag for eksempel fedterøvs-/netværksliket. Det er dét, du giver til din chef, en kendt eller en anden, du ser op til, eller som har magt over dig. Den gives især for en halvdårlig joke eller banal betragtning, der sagt af andre højst ville kaste et høfligt nik af sig. Overordnet skal alfa-mennesker bare dukke op på Facebook, og så går vi klik-amok. Det er lidt ligesom i skolegården, hvor lederskikkelsernes udtjente Nike-sko fik mere positiv opmærksomhed end de splinternye, du havde okset op ad djævlebakker med reklametryksager på cyklen for at kunne købe.

Ikke, at jeg er bitter...

Og så dog: For jeg smider ofte det socialt retfærdige eller måske endda trodsige like på sociale medier på posts, der ikke har fået så mange i forvejen. Jeg forsøger at udligne det sociale hierarki lidt – den del er helt sympatisk. Desværre kan jeg ikke sige det om alle mine likes.

For jeg bruger også flittigt det her selvpromoveringslike, der får mig til at fremstå rigere, klogere, mere politisk korrekt eller mere cool, end jeg er. Det giver jeg til firmaer med den rette miljø- og CSR-profil eller virksomheder som Manolo Blahnik og MoMA, der kan få mig til at fremstå berejst og tjekket, mens virkeligheden i høj grad består af ostehaps og Bianco-sko. Jeg folder mig en skammel af de pågældende brands, som jeg kan stille mig op på og glimte foran vennerne i den digitale virkelighed. Jeg liker også kloge venners kryptiske reference til f.eks. Immanuel Kant eller "Kongens Fald" uden nødvendigvis at forstå den sådan helt. Men et like er heldigvis gratis: Jeg er lidt med i hulen.

Det klør også mere i min like-finger, når jeg ser updates med børn, der f.eks. har en form for handicap, også selvom det i bund og grund er et virkelig kedeligt billede af Konrad, der spiser knækbrød på en gråvejrsdag. Jeg liker Læger Uden Grænsers mindste move på Facebook, men har taget mig selv i på en slesk måde at stoppe min flaskebon i lommen frem for at donere den til dem.

LÆS OGSÅ: Aura: "Det er en del af livet at blive slået ud af kurs. Og du skal selv slå dig tilbage"

Uærligt, hyklerisk – afgjort. Men det er også på en måde sødt, at vi som voksne aldrig helt forlader skolegården eller slipper den barnlige frygt for, at de store ikke vil lege med os. Vi går stadig rundt i kridhvide, nye sneakers og håber, de andre kan lide dem. Og vi griner stadig lige en tand for skingert af Smukke Jonas' jokes.