Siden hvornår er vi blevet en nation af krammere?

KLUMME: Skrækscenarie: En krydstogt-turist-venlig konstellation af shorts, polo, klip klappere og ølvom nærmer dig. Dette kan sagtens ske til en firmafest (eller andet obligatorisk teambuilding-nonsens).

Han er enten din kollega, IT-fyren, vedkommende som leverer Barolo til bestyrelsen, et cetera. At I kender til hinanden er enten et uheldigt geografisk tilfælde eller det skete, at du hilste på vedkommendes ven.

LÆS OGSÅ: 20 erfaringer, jeg vil give videre til min teenagedatter

Nu sker det: I skal kramme, og du skal i nærkontakt med alle de efterladenskaber, som solens glohede stråler, har produceret. Og hvis du nægter, hvis du så meget som rækker hånden ud, bliver du mødt med det misbilligende udtryk, der stempler dig som en social paria.

Siden hvornår er vi blevet en nation af krammere? Var det som følge af post-68'er bevægelsen, hvor man erstattede det ellers så udmærkede håndtryk med et soft-core hippie-diktatur, hvor vi skal skilte med forloren næstekærlighed? Det tvungne kram er jo i familie med den fællesskabs-fetisch, som hele landet kribler med: gruppearbejde, team-building, kollektiv, højskole samt "Roskilde", for at nævne de populære.

Nu er jeg bestemt klar over, at Roskilde Festival ikke er tvungen, men hvis du nu tilhører min generation, og du ikke befinder dig på Roskilde om sommeren, har du – implicit – meldt dig ud af Læderdelle-fællesskabet. Sagt med andre ord: Krammet er det tvungne fællesskabs form for håndtryk. Det fællesskab som hviler på en social konsensus om overtrædelse af intimsfæren.

I mange tilfælde er et håndtryk faktisk bedre end et kram. Den indikerer klart, at vi kender ikke hinanden (derfor håndtrykket). Håndtrykket sender et ærligt og ydmygt signal. Et kram mellem to bekendte eller fremmede, derimod, bygger på en usandhed. Krammet er her en utroværdighed gestikuleret af en vulgær overflod af varme og tvungne smil.

Intimsfæren er en velsignelse, og den er et værn mod sindssygen for mange, navnlig introverte. Hvorfor skal de stakkels mennesker udsættes for netop din kramme-mani? Og lige en fodnote til dig som bare må kramme alle: Skam dig, din pleaser!

Jeg har en teori om, at grunden til vi kæmper vores små kampe med kærligheden, grunden til vi kæmper med identiteten, ja, såfremt hele den eksistentielle kamp, beror på en hungren efter klarhed: klarhed bag ordet, klarhed bag gestus, klarhed bag vores plads hos den anden. Vi længes efter klarhed om, hvem der er vores veninder, venner og hvem som er, og forbliver, bekendte eller fremmede. Hvem fortjener et stykke af os, og hvem skal gøre sig fortjent til at blive lukket ind?

Et menneske kan kun rumme at give så meget af sig selv. Hvis man skal kramme alle uanset tilhørsforhold – som var de ens bedste venner – og tilmed tale med samme over-entusiastiske indlevelse, bliver klarheden begravet. Alt imens man selv bliver drænet. Lige pludselig har man ikke energi til dem, som virkelig gavner dit liv – dem som gør dig til et rigere menneske.

Nu bør det siges, at min hensigt er ikke, at fremstille mig selv som en berøringsangst OCD'er. Jeg siger ikke nej til et varmt kram fra en barmfager blondine, en studine (tillykke til jer!) eller to-tre tætte venner. Jeg begrænser blot krammet til det, det oprindelig var tiltænkt: en undskyldning for enten at mærke en gnist fra det modsatte køn eller vise en oprigtig, kropslig værdsættelse af en, man anser som udvidet familie.

LÆS OGSÅ: Derfor skriver han ikke tilbage til dig

LÆS OGSÅ: "Med ligestilling ophører romantikken"

LÆS OGSÅ: Tør mænd ikke kæmpe for kærligheden?