Sidste arbejdsdag

Sidste arbejdsdag i denne omgang. Den efterfølges ligesom de andre af en ooooordentlig lur.

Jeg sover gerne mellem halvanden og to timer, men på onsdage efter sendetid skal der sættes i banken på sovekontoen, så jeg kan have en aften med min kæreste eller venner og få vendt mit døgn. Så der sover jeg så længe, jeg overhovedet orker. For nedrullede gardiner.

“Det er en underlig fornemmelse at være på en anden tidsskala end flertallet. Når jeg henter min datter om eftermiddagen er det typisk med renskuret ansigt, blodskudte øjne og lagenmærker på kinden, evt., tilføjet lidt indtørret savl på uheldige dage.”

Man føler sig udenfor selskabet, når man går på en travl gade med morgenrod i hår og tanker, mens andre er i fuld gang med deres eftermiddag.

Det minder mig altid om den fornemmelse, jeg havde, da jeg - for en hel del år siden efterhånden - havde et noget mere festligt socialliv og af og til skulle bevæge mig hjemad på den i vores vennekreds meget omtalte og frygtede "walk of shame". Den, der foregår dagen EFTER en bytur. Fra et andet hjem. Man ikke kender. Iklædt festtøj, muligvis delvist kamoufleret af "ham ders" sweatshirt, tømmermændsånde og sølle rester af makeup og værdighed spredt ud over et blegt ansigt.

“Hvorfor havde fyrene aldrig en makeupfjerner på hylden? De fleste havde da kvindelige besøgende nok til, at den ville blive både brugt og påskønnet!”

Til alle de heteroseksuelle, single, mandlige læsere af denne blog (??!): KØB en makeupfjerner og red den næste pige, du tager med hjem.