Signe Lindkvist og Iben Hjejle deler samme sorg: ”Man kommer sig ikke over det”
Foto: Les Kaner Signe Lindkvist og Iben Hjejle har podcasten 'Sitter' sammen.

Iben Hjejle og Signe Lindkvist: "Vi mistede vores mødre, før vi var helt færdiglavede"

Hvornår bliver man voksen? Og bliver man nogensinde rigtigt voksen, når man har mistet sin mor meget tidligt og dermed ikke har haft en at blive voksen fra? Signe Lindkvist og Iben Hjejle mistede begge deres mødre, da de var i 20’erne, og det har givet deres venskab en særlig klangbund.

Signe Lindkvist var bare 23 år, da hun mistede sin mor. Moren var meget hårdt ramt af Parkinsons sygdom og valgte det, som Signe kalder livsudfrielse. Hun tog sit eget liv. Signe og hendes søskende vidste det godt, fik sagt farvel, og alt var på en eller anden mærkelig måde, som det skulle være, fordi Signes mor altid havde været sådan en – med Signes ord – kraftkarl, der tog kontrol over sit eget liv. Hun ville simpelthen ikke ende som en, der skulle have hjælp til alt. Det er tidligt at miste sin mor som 23-årig. Alt for tidligt. Men måske er tabet af moren i så ung en alder netop en af de ting, der binder Signe så stærkt sammen med Iben Hjejle. Hendes makker på podcasten ”Sitter” og nu også i bogen ”Er der en voksen til stede?”, som de to er aktuelle med. Iben mistede nemlig også sin mor alt for tidligt. Hun var 26 år, da hendes mor døde af cancer. 26 år og med en to måneder gammel søn på armen. Måske var det lige der, hun blev voksen? Eller måske bliver man aldrig helt voksen, når man mister sin mor så tidligt? 

LÆS OGSÅ: Tv-vært Gertrud Højlund: "Da min far døde, gik alt i stå"

Signe og Ibens bog handler netop om, hvornår man bliver voksen. Den handler også om andre ting, men det med at være – eller blive voksen – er den røde tråd, og det er det, vi skal tale om denne formiddag på et lille redaktørkontor på forlaget Lindhardt og Ringhof. Signe har lige været med til at vælge bundfarve til bogens omslag, og hun er i gang med en vigtig telefonsamtale med sin datter, da Iben kommer varm ind ad døren. Iben har taget en form for kimono på, som er lavet af ”noget bambus”, men på vejen herind er det gået op for hende, at det materiale er noget, man bruger i stedet for uld. ”Og det er jo virkelig godt sådan en dag som i dag”, siger hun grinende, mens hun åbner vinduerne ud til den skyfri himmel og en alt for svag brise. 

Hvem af jer to er den mest voksne? 

Iben: – Årh … jeg er det på andre punkter end Signe. 

Hvilke? 

Iben: – Jeg tror, det er nemmere for mig at sige, hvordan jeg synes, at Signe er voksen. Og nu kan det måske lyde kedeligt, men det er noget, jeg virkelig beundrer Signe for: Hun er enormt god til at planlægge …

Signe: – Og strukturere …

Iben: – Ja, Signe kan sige: ”Pissegod idé, vi lige fik, den kan vi eksekvere sådan og sådan”. Hvor jeg måske går i gang i den anden ende og sidder og tænker over, at aj, så skal jeg have noget flot tøj på, når jeg kommer derhen og så … nå, hvad … skal vi skrive noget først, det havde jeg ikke lige forstået, ha ha. Og det er jo også en voksenting at tage telefonen og tale med sin datter om, hvordan hun løser et eller andet lille problem, som Signe lige gjorde. Da min søn var mindre og ringede fra skolen med et problem, kunne jeg godt komme til at sige: ”Er der ikke en anden voksen, du lige kan spørge om det?”. Ikke hvis han var ked af det eller havde slået sig, selvfølgelig, men i nogle situationer. 

Signe: – I virkeligheden synes jeg, at man kan sige, at Iben er som et voksent menneske i Renæssancen. Og jeg er et voksent menneske i 2020. Altså, Iben er lidt leksikonagtig. Iben vil vide, hvilken blæktype du skal bruge, hvis du skal skrive et brev med en fjer eller en fyldepen. Og Iben vil vide alt om Versailles-slottet eller hvilke planterødder, der er gode til hvilken te. Sådan nogle ting, som jeg INTET aner om. Til gengæld ved jeg, hvad en podcast er, og det ved Iben overhovedet ikke. 

Iben: – Nej, stadig ikke. Jeg kender kun vores egen! 

Signe: – Alt med elektronik, moderne ting og praktiske håndværksmæssige ting, der er Iben helt på månen. Til gengæld ved hun alle mulige andre voksenting, som jeg slet ikke ved noget om. Og så har vi begge to den vidunderlige ting, synes jeg, at en meget stor del af os er ekstremt langt fra ”voksen” …

Iben: – Vi er barnlige på en måde …

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "På vej herhen i bilen blev jeg rørt..."

Signe: – I virkeligheden synes jeg måske, at barnlig er et forkert ord. Jeg vil hellere sige, at vi ikke er færdiglavede. På en eller anden mærkværdig måde. Vi har begge følelsen af, at vi ikke er helt færdige, og det er mere lystfyldt, end det er barnligt. Nysgerrigheden og evnen til at undre sig, lade sig begejstre og flyde af sted, ejer vi begge to. 

Iben:  Og den inderste kerne i vores venskab og makkerskab handler om, at vi begge to godt kan finde på at smide et kanonslag ned i lagkagen, når det hele er allerflottest. Vi har begge brug for at grine lidt, når det hele bliver for fint eller alvorligt. 

Signe: – Samtidig synes jeg, at vi begge to gør os enormt meget umage med netop også at være voksne. Og det at være voksen handler rigtig, rigtig meget om at være sig selv og være sig sit ansvar og sin funktion bevidst. Altså, at man ikke glider af. At man ikke ignorerer. At man tør gå ind i de problemer og de situationer og alt det bøvl, som livet byder en og de mennesker, man elsker. At man tør gøre noget alvorligt ved det. Og at være voksen handler også rigtig meget om – synes jeg – at have mod på livet og ikke være bange for livet. Det handler om ikke at være bange for, at det kan gå galt, at man kommer til at træffe nogle forkerte valg, eller at man kommer til at gå en omvej eller være et ucharmerende eller ubehageligt menneske. Det er vi alle en gang imellem. Og som Jonatan Løvehjerte siger til sin lillebror, Tvebak, i ”Brødrene Løvehjerte”: ”Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!”. Jeg synes, at Iben og jeg tør gøre farlige ting somme tider. 

Iben: – Jeg er helt enig med den tilføjelse, at man også er forpligtet til, når man har gjort sig nogle erfaringer og er blevet voksen, at dele de erfaringer med sine børn og eventuelt andre børn og unge, der gider høre på det. 

Signe Lindkvist og Iben Hjejle.jpg

Fylder livet ud

Signe har en datter på 15 år, og Ibens søn er 22. 

Blev I voksne, da I fik børn?

Iben: – Jeg gjorde i HØJ grad. 

Signe: – Det mest definerende øjeblik for mig i forhold til at blive voksen, det var, da min mor døde. 

Iben: – Ja, det var det også for mig, og der var jeg lige blevet mor to måneder tidligere. Jeg var først lige gået i gang med at forstå det ansvar, det er, at få et barn, og så døde min mor. Og Signes mor døde, inden Signe fik sin datter. For os, der var tæt på vores mødre, var det som at blive skubbet ud fra 80-meter-vippen i forhold til at blive voksen. 

Og samtidig siger du i jeres bog, Signe, at man måske aldrig bliver RIGTIG voksen, når man mister sin mor så tidligt? 

Signe: – Ja, men det er fordi, jeg tror rigtig meget på, at det at blive voksen handler om at blive voksen fra noget. At man ligesom trækker sig fra der, hvor man var barn, hen til et sted, hvor man siger: ”Så, nu er jeg voksen”. Hvor man kan løsrive sig fra sin mor og sige, at det kan godt være, du synes noget andet, men det her er mit valg. At man klipper navlestrengen, som det så populært hedder. Det, at Ibens og min mor døde, før vi var blevet rigtigt voksne, gjorde, at vi ikke havde noget at blive voksne fra. Vi havde ikke nogen navlestreng at klippe, og det gør, at selvom vi måske har fået realkreditlån og alt muligt – og også ER voksne i mange situationer – så mangler vi det sidste stempel. Vi er som det maleri, kunstneren ikke fik signeret. Vi mangler signaturen, der siger, at NU er du voksen. Og det har helt klart været en af de besværlige ting i vores liv, men det har også givet os den legesyge, lystne og nysgerrige side, som jeg talte om lige før. Vi har aldrig rigtig fået vores vokseneksamen. 

Iben: – Det er rigtigt. Og for mig er der også det i det, at min mor kun var 56 år, da hun døde. Det er altså kun seks-syv år fra, hvor jeg selv er nu, og jeg har en kæmpe bevidsthed om, at man kan dø fra den ene dag til den anden. Livet kan ændre sig fra den ene dag til den anden. Og derfor handler det for mit vedkommende også om at ”maxe” tiden ud. Fylde det liv, der er, ud. Og det handler ikke om at gøre alt muligt, det kan sagtens bestå i at være stille med en kop kaffe ude på sin balkon, mens man glor på en skøn form for plante, man har plantet, mens man tænker ihhh, hvor er den fin. Eller at være sammen med nogle børn og mærke, at der er brug for en. Gøre noget i stedet for at lægge sig på sofaen, mens man spiser vingummier og har ondt af sig selv, fordi man tænker, at man alligevel skal dø om ikke så længe. Nej, man skal ”maxe” livet ud. 

Signe: – Og det handler også rigtig meget om at finde ud af, hvordan MIT liv skal være. At det ikke bare er en skabelon, man fylder ud med parcelhus, Volvo og en dreng og en pige, mens man husker, at man skal gå til pilates. For det er ikke sikkert, at det er det, der er vigtigt for mig. Man skal finde ud af, hvad der gør en glad, og det kan være et kæmpe hårdt arbejde. Og det arbejde synes jeg, at både Iben og jeg har taget meget seriøst. Det er en af de ting, der viser, at vi faktisk også ER voksne i mange sammenhænge. At vi tager os selv og vores liv alvorligt. 

Har fortjent at blive mormor

Iben: – Jeg er bange for at dø lige så ung som min mor, men det får mig ikke til at lægge alt slik, alkohol, fest og ballade på hylden, nærmest tværtimod. Altså, ikke at jeg så bliver en kæmpe alkoholiseret idiot – håber jeg – men …

Signe: – Carpe diem Iben …

Iben: – Ja! Men selvfølgelig tager jeg da nogle forholdsregler. Og det er meget voksent, for jeg forsøger faktisk at tage nogle forholdsregler rent økonomisk i forhold til, at jeg har en søn, og at der gerne skulle være et eller andet tilbage i testamentet til ham, så han ikke bare arver en skuffe med plastikbrocher. Jeg har – hele mit liv – forholdt mig til den alder, min mor havde, da hun døde, og jeg glæder mig til, at jeg – forhåbentlig – kommer forbi det punkt. For så er hvert år derefter – juhu – bonus! Jeg klarede den! Men når det er sagt, så bliver min gamle far altså 80 næste gang, min mormor blev 90 og min farmor 93 …

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg er allernærmeste pårørende til et menneske, som har fået demens"

Signe: – Jeg tænker også, at du bliver mere end seks år mere…

Hvor gammel blev din mor, Signe?

Signe: – Hun blev 67. Hun var 42, da hun fik mig, og havde fået tre børn før mig. Og min far blev kun 64. Min mor røg 40 Gauloises uden filter om dagen og gik som keramiker rundt i glasur- og keramikdampe 24 timer i døgnet. På den måde tror jeg, at der er sket noget omkring min egen sundhed i forhold til mine forældres. 

Så du er ikke bange for at dø for tidligt? 

Signe: – Min kæreste har et mere problematisk forhold til døden, end jeg har, fordi han ikke rigtig har prøvet at miste. I min verden er det mere – og det lyder absurd – men det er næsten mere normalen end undtagelsen, at man dør tidligt. Jeg har mistet begge mine forældre, alle mine bedsteforældre og et par af mine virkelig gode kammerater. Så for mig er det ret naturligt at forholde sig til døden. Jeg kan godt sætte mig ind i ”ekstra bonusår”, som Iben taler om, men jeg regner ikke med at blive over 70. 

Hvorfor?

Signe: – Fordi det er der nærmest ikke nogen i min familie, der er blevet, så det vil komme virkelig bag på mig, hvis jeg bliver en 90-årig gammel dame, der går rundt i min have med en masse katte. Jeg har ikke noget problem med døden, og under coronaen har jeg faktisk tænkt over, at okay, hvis jeg dør i dag, så må jeg bare sige, gud, hvor er jeg stolt af det, jeg har opnået. Hvor er jeg stolt af mit barn og af min familie og venner. Jeg synes sgu, jeg har gjort nogle gode ting. Det eneste, jeg i virkeligheden går rigtig op i med døden, det er at sørge for et godt netværk til mit barn. At der er nogle onkler, tanter og gode kammerater, hvor hun kan bo en weekend, som husker at spørge, om hun vil med på campingtur, og som kan fortælle historier om, hvor fjollet og vidunderlig hendes mor var, ha ha. 

Signe Lindkvist og Iben Hjejle1.jpg

Din mor nåede ikke at se, at du fik barn, har du tænkt over, at du gerne vi se din datter blive mor?

Signe: – Ja, når jeg har haft mine mol-perioder i livet, er den eneste grund til, at jeg ikke er begyndt at eksperimentere med euforiserende stoffer og gamble alting væk, at TÆNK, hvis jeg skulle være så heldig, at jeg fik lov til at blive mormor. Der er vi virkelig ude i nogle bonuspoint, som ville være vidunderlige. Og der er da ikke nogen tvivl om, at jeg synes, at jeg har fortjent det. Når nu min mor ikke var der, da jeg blev mor, så tænker jeg, at sådan noget ikke må ske i to generationer i streg. Der må sidde nogen oppe hos Sankt Peter, der siger, nu er det simpelthen deres tur. Det er jo en forfærdelig sorg, at min mor ikke så mit barn, og det er en sorg, der aldrig forsvinder. Jeg har stadig lyst til at ringe til min mor og fortælle hende et eller andet om min datter. Den der ubegrænsede kærlighed, der er mellem mødre og børn, den er jo bare ikke så mange andre steder. Eller … den ER ikke andre steder. 

Den store sorte hund

Signe og Iben vender hele tiden tilbage til deres mødre, når de skal definere sig selv. Der er ingen tvivl om, at det at miste tidligt har sat sig dybe spor. Og de har begge gjort sig mange tanker om, hvordan det har præget deres liv.  

Iben: – Fordi jeg ikke har haft min mor, har jeg været sindssygt god til at genkende livsmentorer på min vej. Voksne mennesker, hvor jeg har tænkt, at dér er noget, jeg kan bruge. Signe og mine to ældste veninder er for eksempel mennesker, der har haft – og har – betydning for mig, og som jeg kan lære noget af. 

Signe: – Jeg oplever, at jeg har et enormt behov for at skabe situationer, hvor det næsten er som om, min mor stadig var her. Situationer, hvor jeg tænker, at sådan ville min mor også have gjort det. Det kan være en gåtur i skoven, en frokost eller en vinterdag, hvor det hele er ad helvede til, men hvor jeg gør mig umage med at skabe et rigtig dejligt moment for mig selv og nogle andre. For det er helt klart en af de ting, jeg savner ved min mor. Jeg savner at komme ind i et rum eller en situation, som er som en mental stor omfavnelse af mig. 

Iben: – Den omfavnelse må man selv lave. 

Signe: – Ja, for den er ikke i vores liv. Men jeg kan mærke, at det er et enormt privilegium at have lært det. For det har givet både mig og mine nærmeste meget godt.  

Tårerne er begyndt at trille ned ad Ibens kinder. Hun tørrer øjnene, mens hun lytter til Signe. 

Signe: – At være i stand til at skabe sådanne oplevelser og omfavnelser er noget af det, der gør, at jeg synes, jeg er et ordentligt menneske. At jeg kan give den der ubegrænsede kærlighed. I går havde min kæreste for eksempel haft en lortedag, og så gik jeg ud og plukkede en buket liljekonvaller, som jeg satte ved siden af ham. Og selvom han er sådan en stor og stærk direktørmand, så er jeg sikker på, at han var glad for at kunne sidde og tjekke sine irriterende mails i duften af liljekonvaller. Det er sådan noget, jeg har lært ved at miste min mor tidligt. At vise omsorg for andre.  

Hvorfor bliver du så berørt lige nu, Iben?

Iben har svært ved at svare. Hun tørrer øjne igen. Og begynder at tale, mens hun græder. 

Iben: – Åh, det er jo fordi, jeg kan genkende det. Det med, at man må gøre tingene selv …

Hun holder en pause igen og kæmper med den næste sætning. 

Iben: – Det med, at man er nødt til at være sin egen mor … Nej, undskyld altså, at jeg græder sådan. Men det her med, at man ikke længere har den ubetingede kærlighed i sit liv … Jeg har den selvfølgelig fra min far, men han er blevet en ældre, dement herre. Jeg siger ikke, at kærligheden er betinget fra en far, men den indeholder bare noget andet, når man er en datter. I klassisk forstand. Så jeg bliver virkelig rørt over det, som Signe siger, for dels er det heldigvis lykkedes os at lære at skabe de vigtige øjeblikke for dem, vi holder af, men det er altså samtidig hårdt, at man også er nødt til at give sig selv de øjeblikke …

Stemmen knækker helt over igen. 

Signe: – Første gang, jeg begyndte at have de følelser, boede jeg alene i en lejelejlighed på Vesterbro. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at købe en lejlighed, men jeg havde bare ikke nogen, der kunne kautionere. Jeg havde også lyst til at give lidt mere slip, rejse ud og være vild, men jeg var ikke sikker på, at der var nogen, der ville samle mig op, hvis noget gik galt. Hele tiden den der forsigtighed i forhold til, at jeg blev nødt til at passe på mig selv.  

Iben: – Der ER kun en selv!

Iben slår hårdt i bordet for at understrege sine ord. 

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: Svend Brinkmann har lært mig noget vigtigt

Signe: – Ja, og vi taler tit om det. Det er som om, man har boet hele sit liv i en vidunderlig stue, hvor lyset vælter ind ad vinduerne, og pludselig er der nogen, der har åbnet to kæmpe fløjdøre til et MØRKE. Og man ved, at det mørke skal man bare leve med hele sit liv. Det er lige der. Den der sindssyge smerte og ansvarsfuldhed og sorg. Og det er hele tiden noget med at sige: ”Det er fint, du er der, men bak lige tilbage”.

Iben: – Men nogle gange er man nødt til at gå ind i det mørke rum og bare lige stå lidt derinde og sige: ”Hallo … jeg er her, jeg er godt klar over, at det her også er en del af mig, og det er jeg stolt af”. Jeg er stolt af at have begge dele i mig. Det er inde fra mørket, alting kommer. Sådan helt Starwars-agtigt. Der er ikke noget lys uden mørke. 

Signe: – Jeg har en rigtig god ven, hvis kones mor døde i et trafikuheld, og den forståelse, vi to har sammen, er helt speciel. Det er fordi, vi er medlem af ”De Døde Mødres Forening”. Man aner simpelthen ikke, hvordan det er at miste en elsket mor, før man har prøvet det. 

Iben: – Når man har mistet, kan man godt få sætninger som: ”Når du nu er kommet dig over det …” eller ”Når du nu er kommet igennem det …” Nej! Det er simpelthen ikke sådan, det fungerer. Man kommer sig ikke over det. Man kommer ikke igennem det. Men til gengæld lærer man at gå med det. Mørket. Som sådan en stor, sort hund ved siden af en. En gang imellem har man ikke kontrol over den, og så suger den en ind et sted, hvor det bliver svært og kompliceret. Andre gange har man hundrede procent styr på, hvor den er, og hvad den består af, og så kan den sætte sig roligt ned ved siden af en. Det kan den det meste af tiden. Og det er fint. Men sorgen er aldrig noget, man kommer igennem. Aldrig noget, man kommer over. Aldrig noget, man kan skille sig af med. 

Signe: – Nu lyder det måske absurd, men man kan godt finde glæden i at være en af dem, der går rundt med en stor, sort hund ved siden af sig. Det betyder, at man kan nogle andre ting, end andre mennesker kan. Ikke dermed sagt, at man er bedre, men man er mere følsom. Og man har formodentligt på en eller anden måde nemmere ved at bearbejde sorg. Jeg oplever det tit som om, at jeg kan spille på flere tangenter på klaveret. Jeg spiller ikke nødvendigvis bedre end andre, men mit register er en lille smule bredere, fordi jeg har oplevet de ting. 

Iben: – Ja, der er lidt flere toner. Det er en fin måde at sige det på.  

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte, Døden og Mor