Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Signe Molde
Foto: Franne Voigt

Interview med Signe Molde

Signe Molde: Kontrolfreak med trætte bryster

Brysterne hænger, men hun vil ikke have silikone i dem – det ser nemlig fjollet ud med unge bryster og rynker i fjæset. Mød kontrolfreak og tv-vært Signe Molde kendt fra ”Quizzen” på DR2, som hænger sig i detaljen, selv når hun sætter tapet op. Bare ikke lige, når hendes 9-årige datter spørger ind til Hitler og Mussolini – så lyver hun og siger, at H’et og M’et står for Hennes & Mauritz.

Udgangspunkt
– Jeg er vokset op i Jægersborg i et pænt rækkehuskvarter. Jeg husker det som meget idyllisk. Det var 80'erne, så jeg kan selvfølgelig alle Kirsten og Sørens sange, som min storesøster og jeg stod oppe i mine forældres seng og optrådte med.

– Min søster ville helt klart helst lege med nogle andre. Det var almindelig kendt, at jeg var Marias irriterende lillesøster, der altid – iført velourjoggingsæt og skævt pandehår – plagede om at være med til alting.

– Jeg var utrolig temperamentsfuld som barn. Virkelig! Det handlede meget om at få sin vilje og blive meget hidsig, hvis man ikke fik det. Det har jeg selvfølgelig lært at styre i en eller anden grad som voksen. I dag vil jeg mere kalde det "passioneret". Jeg har mine følelser med i alt, jeg laver. På godt og ondt. Jeg kan stadig godt blive rasende. F.eks. mærkede jeg forleden dag en gennemskylning af raseri, da jeg troede, min chef var på vej med en skideballe. Først efter et par minutter af samtalen gik det op for mig, at jeg havde taget fuldstændig fejl.

– Jeg kan genkende nogle mønstre fra min søster og mig , når jeg ser på mine to piger, Penny og Evelyn. Meget af tiden er de så søde ved hinanden, men den store synes også, den lille er pisseirriterende af og til. Og det er hun også, men hun vil jo bare gerne være med. Den store er meget mild og nem, og den lille er utrolig hidsig.

– Jeg synes, jeg er god til at opdrage, men det er bare meget sværere med Evelyn. Jeg har tit stået i situationer og tænkt, at okay, det var så helt forkert, det jeg gjorde – hvor man føler sig magtesløs, fordi man ikke kan styre dem. Det fortalte jeg mine forældre og var meget alvorlig omkring det – at hun jo er det sødeste, men også fuldstændig ustyrlig. De tog det slet ikke alvorligt, de var smadrede af grin og sagde: "Nu ved du, hvad vi har kæmpet med i tyve år!

LÆS OGSÅ: Mathilde Norholt: “Pludselig var der en sorg i familien, der lagde en tung dyne over mit barndomshjem”

Vendepunkt
– Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan huske, at ­Peter og jeg lige havde mødt hinanden, da vi gik ind i Irak. Meget mærkelig og uromantisk kobling. Vi mødte hinanden ude i den gamle tv-by i Gladsaxe. Jeg skulle ned og hente ­kaffe i ­U-caféen, som vi unge hang ud i, og da jeg åbnede døren, trådte jeg direkte ind i Peter. "Hej!" Jeg tænkte, at han havde nogle vildt flotte tænder. Et helt lige tandsæt, som jeg altid selv havde drømt om. Jeg tænkte også, "okay, han virker virkelig sød". Ikke "wow, good looking!", men bare sød og ordentlig. Det lyder næsten ­kedeligt, men jeg tænkte: "Gud, tænk, hvis man havde en kæreste, og så var han sådan en, der bare var helt vildt sød".

– Jeg havde en kæreste i nogle år, da jeg var teenager, som betød meget for mig. Men siden havde jeg ikke rigtig haft nogen i længere tid. Kun meget kort.

– Nogle måneder efter vores første møde i døren var der en fest i det gamle radiohus, og så hang vi bare ud hele aftenen. Han insisterede på, at han skulle med hjem og have kaffe. Midt om natten. Og så drak vi en kop kaffe, og han gik med det samme. Jeg var helt forvirret. Men meget ædelt jo! Og så ringede han bagefter... Det virkede bare rigtigt og meget naturligt.

– Senere fortalte han, at han havde lagt mærke til mig derude. Og han havde tænkt, at jeg så sød ud, og at jeg havde en lidt stor røv. Haha. Det havde jeg også! Dengang. På det tidspunkt boede jeg sammen med en veninde og var i byen hele tiden. Vi levede af cup-noodles og shawarma – jeg har aldrig rigtig kunnet lave mad. Da vi blev gift, holdt han en tale, der kun handlede om, at han syntes, min røv var stor, da vi mødte hinanden. Det var der mange – især piger – der var forargede over. Jeg synes, det var den sjoveste tale. Præcis fordi jeg ved, at det aldrig har været noget issue for ham. Han har aldrig nogensinde sagt, at han syntes, jeg var tyk, eller om jeg skulle gå mindre i joggingtøj eller farve mine grå hår. Det kunne han aldrig finde på. Og noget af det, jeg virkelig elsker ved Peter, er, at han er så sindssygt ukorrekt.

– Peter og jeg har det sjovt sammen, og det er et virkelig godt udgangspunkt. Og så kan vi have lange perioder – hvis jeg f.eks. arbejder helt vildt og er sindssygt kedelig og bare træt – hvor man bare glemmer det. Men forleden, hvor børnene var faldet i søvn, sad vi og drak et glas hvidvin og havde det vildt sjovt, mens vi aflyttede min telefonsvarer! Det siger vist meget om os, at vi kan have det så sjovt over noget, der er så dumt og fjollet.

Balancepunkt
– Jeg er næsten ved at kaste op, når jeg hører mig selv sige det... for jeg er så træt af at læse laaange indlæg skrevet af forældre med overskud til både at skrive og få sendt en hel kronik af sted med titlen: "uh, det er så svært at finde balancen mellem familie og arbejdsliv". Hør her, så lav det om! Du er jo selv ude om det, når du har truffet de valg, du har. Jeg skal virkelig ikke brokke mig, for jeg føler, at jeg er enormt heldig, men det er bare enormt svært.

– Jeg synes, jeg er enormt privilegeret og heldig og har alle rammer for at have et dejligt liv. Og det har jeg også. Jeg står bare af, når noget bliver lidt for navlepillende – "det er synd for mig, for jeg har jo også vildt meget lyst til alle de her fritidsaktiviteter, og jeg har også brug for denne her tid alene, men jeg har også brug for at få tilfredsstillet alle mine behov igennem mit arbejde – og så synes jeg, det er synd for mig, at jeg ikke har mere tid sammen med mine børn..." Man kan hurtigt blive upopulær, hvis man anfægter den slags udmeldinger, men jeg får mest lyst til at sige "hey, sådan er livet – og er du klar over, hvor heldig du er!" Sådan får jeg det. Især når jeg hører mig selv sige det. Jeg skammer mig over, at jeg ikke selv kan finde den balance. Det er jo ikke liv eller død. Mit arbejde er en skide quiz – det er jo fuldstændig ligegyldigt, og jeg ville godt kunne få et job, hvor jeg arbejdede mindre. Vi ville jo godt på en eller anden måde kunne få det til at løbe rundt. Og skulle vi bo et andet sted, ville vi nok også overleve det.

– Nogle gange – og det handler lige så meget om mig selv – har vi nogle lidt forskruede forventninger til, hvordan livet skal være, for man kan ikke det hele.

– Når jeg laver Quizzen, arbejder jeg helt vildt meget. Jeg kan ikke lade være, jeg nørder. Men for et par uger siden, kunne jeg bare mærke, at jeg ­havde presset den for meget. Jeg kunne ikke sove. Jeg syntes hele tiden, at alting kunne blive lidt bedre. Og uh, det kunne være sjovt, hvis man liiige... Jeg synes jo heller ikke, at det er en dårlig ting at have det sådan. Men det kan også hurtigt blive en selvopfyldende profeti – "det blev godt, fordi jeg gik op i det, og derfor bliver jeg nødt til at knokle mig selv ned under gulvtæppet".

– Her i foråret var der en helligdag, hvor Peter og børnene skulle ud og sove i telt og op til bedsteforældrene, og jeg skulle blive herhjemme og arbejde. Så ja, jeg arbejder også med at finde den balance. Nogle gange er jeg megagod til det, andre gange er jeg elendig.

LÆS OGSÅ: Rie Helmer: 7 skift der ændrede mit liv

Kontrolpunkt
– For mange år siden var der nogen, der sagde til mig, at "du er sgu også sådan en kontrolfreak". Det blev jeg ret ked af. Det er bare ikke positivt at være det. Eller ­særligt charmerende. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvad de mente. Men det kan jeg godt i dag. Jeg kan godt se, at gud, det er jeg. Jeg synes også godt, man kunne finde et pænere ord for det, som kunne være "grundig", "ambitiøs" eller "detalje-orienteret". Kontrolfreak – så er det selvfølgelig bare, fordi der er nogle andre, der tænker, "hey, prøv lige at have lidt tillid til os".

– Mine kolleger på redaktionen synes i hvert fald, at jeg skal vende og dreje tingene lidt for mange gange og hænger fast i nogle ubetydelige detaljer. De driller mig utrolig meget med det, og det er jeg glad for. Jeg elsker, når folk gider drille mig. Man kan faktisk godt blive lidt klogere, når nogen gider lave sjov med ens særheder.

Fikspunkt
– Jeg kan godt lide at sætte tapet op og få det til at passe. Det bliver jeg drillet meget med. Jeg er sygt god til det. Jeg kan lave det, så ingen kan finde de overgange. Det skal være præcist. Ingen andre synes, det er sjovt, men det gør jeg. Når jeg er færdig, kalder jeg folk ind og siger spændt: "prøv at gætte, hvor overgangene er!".

Udviklingspunkt
– Når man er i et parforhold er det vigtigt, at man ikke prøver at lave om på hinanden. Det er også noget, man lærer. Ligesom med sig selv – at man ikke for enhver pris skal prøve at lave om på sig selv.

– Jeg kan f.eks. ikke overskue for ­mange ting ad gangen, har jeg lært. Jeg synes ­ikke, det er sjovt at lave mange ting oven i hinanden. Jeg går op i de få ting, jeg ­laver – om det er arbejde, eller hvis jeg skal lægge et puslespil sammen med Penny. Jeg er slet ikke fan af sådan nogle dage, hvor man skal fra det ene til det andet og det tredje. De der omstillinger. Jeg vil gerne have ro til en ting ad gangen og glæde mig i det. Ikke to aftaler på en dag.

– Min moster, Karin, laver så mange ting, og det lyder så fedt. Hold kæft, hun oplever meget! Hun har tusind veninder og børn og fuldtidsarbejde, og hun ­trives så godt med det. Jeg bliver grundmisundelig, når jeg hører om det, men jeg er ligesom min mor, og min søster er ligesom min moster. Og i mange år troede jeg, at sådan skulle jeg da også være – fuld damp, det er nu man lever – men det er alt for meget for mig. Og det føles totalt rart at have den erkendelse nu – det har taget mig mange år at nå til den.

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: “Det er en kæmpe frihed at bo hver for sig”

Højdepunkt
– Hmm.. hvad har det gjort ved mig at blive mor... ud over at udstyre mig med nogle virkelig trætte bryster! For nogle år ­siden syntes jeg, det var sjovt at tænke på, hvis man nu fik ­lavet nogle bryster, der strittede mere end de hang. Men jeg har ­altid tænkt, at det var forkert, og at det var et symptom på noget helt andet – og at det skulle jeg under ingen omstændigheder. Jeg tror egentlig ikke, jeg kunne finde på det, men det er en sjov diskussion, for det er nemt at sige, "det vil jeg aldrig, for jeg har selvtillid nok", men man kan også sige, "okay, det kunne da være sjovt at have sådan nogle fiksede bryster, der strittede lige ud i luften." Så kunne jeg, når jeg bliver gammel, rende rundt med helt unge bryster, men stadig være rynket i fjæset – det ville sgu også se lidt fjollet ud. Tingene skal også passe sammen. Måske helt grundlæggende så tør jeg ikke. Jeg har ikke lyst til, at nogen skal skære i mig. Og så kan det godt ­lyde lidt helligt... men det ville jeg også bare synes, var et forkert signal at sende til mine piger, for hvad er det så egentlig, man fortæller dem?

– Det er noget mærkeligt noget det der med, hvordan man ser ud, og hvad det betyder for en. Når jeg laver tv, bliver jeg sminket i næsten halvanden time, inden vi skal sende. Penny, min store pige på 9, er ikke så optaget af sminke osv. – kun på børnemåden. Forleden kom jeg hjem fra optagelse og stod så og tog al min sminke af, og så siger hun, "nej, er det ikke helt vildt usundt at have alt det der sminke på?" – "jo, det tror jeg, det er også derfor, jeg kun har det på, når jeg laver fjernsyn en gang om ugen" – "men hvorfor skal du egentlig være ekstra flot, ­bare fordi du er i fjernsynet?" – og ja, ved du hvad, det var da et rigtig godt spørgsmål, min pige. Både Peter og jeg prøver ­altid at give ordentlige og ærlige svar. Det er også noget, jeg har med hjemmefra. Men der kunne jeg simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skulle svare – andet end at give hende ret i, at det da egentlig også lidt mærkeligt.

– Objektivt set ser jeg jo flottere ud i fjernsynet, end når jeg går på gaden. Sådan er det jo. På tv er jeg mere glamourøs. Man kunne også være sådan en uden sminke på tv, men det ville også være for kedeligt. Jeg står slet ikke og sætter mit hår hver dag og tager sminke på, men jeg føler mig bedre tilpas med det, når jeg laver tv – og man kan se, at man har gjort sig umage på alle mulige måder. Så nej, jeg har ikke noget svar. Men jeg var glad for, at hun stillede det spørgsmål.

– Med børn finder man ud af, at man ikke altid kan sige sandheden. F.eks. stod jeg engang på et hotel i Italien, hvor der hang et maleri med soldater, der stod i formation og dannede et H for Hitler og et M for Mussolini. Og så spurgte Penny, hvad det stod for – hun var meget optaget af bogstaver i den periode. Og så kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at sige sandheden, for det krævede jo en lang forklaring om både Hitler og Mussolini, og hvad de havde gjort, så jeg sagde, at det stod for Hennes & Mauritz. Det er en af de få gange, jeg har været sikker på, at det rigtigste var at lyve.

− Det med at blive mor handler heldigvis slet ikke om trætte bryster. Kun lidt. Haha. Helt klicheagtigt så giver livet jo ­bare pludselig mening, når de børn kommer. På en anden måde. Man tåger rundt og piller i sin egen navle og er helt forvirret. Og pludselig får man det der barn, og så står det bare klokkeklart

Ømt punkt
– Jeg er ikke altid så god til at passe på mig selv. En ting er, at jeg kan blive grebet sådan af mit arbejde – men jeg er ikke så god til at lave sport og spise sundt. Peter laver næsten altid mad. Sund mad. Vi spiser sundt om aftenen. Men til frokost vil jeg lige så godt spise en kanelsnegl – fordi jeg synes, det smager bedre, og fordi jeg også er sindssygt doven på nogle punkter. Det interesserer mig ikke.

Blødt punkt
– Jeg har lovet min onkel, Jørgen, en dag at komme med i en artikel. Så han er hermed udnævnt til mit bløde punkt. Jørgen er min fars lillebror og virkelig et af de klogeste mennesker, jeg kender. Utrolig kvik og utrolig sød. Som barn connectede jeg ikke rigtig med ham – der var han bare en af de kedelige voksne – men nu, hvor jeg selv er blevet voksen, er vi blevet tættere, og jeg føler, jeg er ved at kende ham rigtigt nu. Han er faktisk helt vildt sjov, og det anede jeg ikke. Jeg bilder mig ind, at vi har en god forståelse af hinanden, fordi vi ligner hinanden. Jeg ved ikke, om Jørgen vil sige det samme. Men f.eks. har han altid været utrolig passioneret omkring sit arbejde. Vi er også de eneste cirkusheste i familien, de andre vil allerhelst bare være i fred. Jørgen er lidt skør på samme måde, som jeg er – det lyder negativt, men sådan er det ikke ment. Tværtimod.

LÆS OGSÅ: Emil Thorup: "Jeg fandt min kæreste ved at stalke hende på sociale medier"

LÆS OGSÅ: Simon Jul: “Den komplette lykke er en forfærdelig løgn. Det er kun noget, hunde har, når de ser en pølse”

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen og Ghita Nørby: “Vi kan grine og græde og få et spark i røven”

Signe Molde-Amelung, 39

Rapmundet tv-vært med hang til akavede situationer. Har siden 2014 haft sit eget program "Quizzen" på DR2 – et satirisk talkshow forklædt som quiz.

Har tidligere arbejdet på DR's børneradio (2000), været radiovært på P3 (2004), reporter på Anders Lund Madsens "Det nye talkshow" (2010) og vært på DR's X Factor (2012).

Opvokset i Jægersborg og Charlottenlund med sin læge-mor, advokatfar og sin søster.

Gift med Peter Molde-Amelung, som hun har kendt siden 2003. Sammen har de Penny, 9, og Evelyn, 4. Bor i rækkehus på Vesterbro.

Se, hvad vi ellers skriver om: Signe Molde, Interview, Bryster og X Factor