Simi Jan: "Mine veninder kan diskutere, hvilken vej toiletrullen skal vende, og jeg har dilemmaer om, hvordan jeg helst vil dø"
Simi Jan

Simi Jan: Jeg så ikke min far i 15 år

Igennem sit arbejde forholder udenrigskorrespondenten Simi Jan sig ofte til døden. Også sin egen. Mens hun har skrevet og rapporteret om masser af andre menneskers historie i Mellemøsten, har hun først nu lært sin egen at kende, fordi hendes far – efter at have vendt hende ryggen i 15 år – endelig er tilbage og kan give svar.

Hans brune øjne så på hende med noget, der lignede ømhed.
"Hvor stammer du fra? Er du gift? Har du børn?," spurgte han.

Simi Jan svarede venligt og var klar over, at situationen var bizar. Her sad hun – en dansk, kvindelig journalist – og drak te og smalltalkede med en talebanleder fra Helmand-provinsen. En afghansk mand, der kæmpede mod de danske soldater og frydede sig langt ind i sjælen, hver gang en af dem blev slået ihjel. Ikke alene havde han ansvaret for frontlinjen, men også for de dødelige vejsidebomber, der har dræbt de fleste af de danske soldater, der har mistet livet i Afghanistan. På bordet mellem dem stod det hvide porcelæn linet op som skakbrikker, en potte med grøn, afghansk te og småkager. Iført en stor grå turban og et velplejet sort skæg fortalte han, hvordan de danske soldater stod på toppen af Talebans hadeliste.

– Afghanerne hader ikke de andre NATO-soldater så meget, som de hader danskerne. Det er, fordi danskerne krænkede vores profet, forklarede han.

Simi Jan havde kæmpet for at få interviewet i hus og var lykkelig, da det lykkedes at overtale en af Talebans højtrangerende til at mødes med hende og en afghansk ven på et hemmeligt værelse i Afghanistan. Han kiggede hende direkte i øjnene. Og smilede.

– Jeg var ikke bange for ham, og jeg stolede på ham, men indimellem måtte jeg minde mig selv om, at det ikke var fiktion. Han var ansvarlig for danske soldaters død og skammede sig ikke det mindste over det. Samtidig så han mig i øjnene, spurgte mig om helt almindelige ting og lavede jokes, og på den måde fik jeg menneskeliggjort den anden side af den afghanske krig. En talebankriger er nogens far, ægtemand, søn eller fætter, siger Simi Jan.

Hendes egne brune øjne har været vidne til det utroligste. Som her til en talebanleder, der drikker te af nysseligt, hvidt porcelæn. Til ødelæggelserne efter voldsomme naturkatastrofer. Til konsekvenskerne af terrorangreb, de pårørende, de døde, de ansvarlige. Og historierne ligger allerøverst i det indre skuffedarium – klar til hurtigt at blive hevet frem, og det bliver de i særdeleshed i hendes nye personlige bog, "Til te hos Taleban."

En ung Koran-pige
Hun tyggede sig igennem Koranen fra ende til anden, da hun som 6-årig meldte sig ind i Værebroparkens Koranskole. Helt frivilligt og meget tidligere end andre børn. Hendes far var kioskejer, og hendes mor pædagogmedhjælper. De boede sammen med Simi og hendes tre yngre søstre i en lejlighed med ægte, rødt tæppe i stuen, og i weekenderne stod den på tandoori-kylling og Bollywoodfilm på fjernsynet. Hendes forældre blev arrangeret gift af deres egne forældre i 1976, da Simi Jans mor bare var 13 år gammel, og det faktum, at forholdet ikke var drevet af kærlighed, gav efterdønninger i ægteskabet, som blev mere og mere uharmonisk. Og da Simi Jan var 15 år, krævede hendes mor skilsmisse.

– Det gav en dårlig stemning derhjemme med skænderier, og mine forældres pakistanske venner kom hjem til os for at holde krisemøde, for skilsmisser er ikke velsete i den pakistanske kultur – det handler om ære og skam. Det hele endte i retten, hvor min far, for at straffe min mor, sagde, at han ikke ville have nogen forældremyndighed og vendte mig og mine tre søstre ryggen. Jeg så ham ikke i 15 år derefter, fortæller Simi Jan om konsekvensen af skilsmissen, som var en af de første blandt pakistanere i Danmark.

LÆS OGSÅ: Julia brød med sin adoptivfamilie

– Jeg har lige siden beundret min mor for hendes mod til at bryde ud af ægteskabet, for i pakistansk kultur er en fraskilt kvinde intet værd, og derfor bider mange kvinder i det sure æble og bliver i dysfunktionelle ægteskaber. Selvfølgelig var jeg meget berørt af det hele dengang og kan huske, at jeg en dag brød sammen i skolen, da min lærer spurgte ind til det. Men senere hen har jeg tænkt, at der måske var en dybere mening, for modstand gør stærkere, og jeg kan spørge mig selv, hvordan mit liv havde set ud i dag, hvis mine forældre var blevet sammen. Ville jeg have fået den frihed, jeg har haft? Ville jeg have været underlagt en streng social kontrol? Var jeg blevet gift med en fætter fra Pakistan? Min mor har egenrådigt givet mig stor opbakning til at kaste mig ud i det, jeg havde lyst til, og det er jeg hende dybt taknemmelig for.

Efter skilsmissen kastede hendes mor sig entusiastisk ud i livet på ny og blev Danmarks første kvindelige buschauffør med indvandrerbaggrund. Et faktum, der gjorde teenagedatteren så stolt, at hun fik overtalt de danske medier til at fortælle historien.

Blodig debut
Friheden gjorde det muligt for Simi Jan med god samvittighed at forelske sig i lige nøjagtig den mand, hun havde lyst til. Han viste sig at hedde Allan, være pæredansk og personalekonsulent. De to blev gift i 2004, og han var klar på eventyr, da Simi Jan tre år senere fik mulighed for at rapportere fra Pakistan. Uden noget større kendskab til landets hovedstad, Islamabad, drog de dertil med kufferterne fulde af gåpåmod og forventninger.

– Jeg var klar over, at det måske kunne være farligt i nogle situationer, men ærligt talt tænkte jeg slet ikke på risikoen ved at flytte dertil. Jeg skulle bare ned og rapportere og lave fede artikler. Men så eksploderede det jo, siger Simi Jan.

Den 18. oktober 2007 var hun i Pakistans største by, Karachi, for at dække Benazir Bhuttos tilbagevenden til Pakistan efter flere års eksil. Det var Simi Jans første rigtige korrespondentopgave, og historien var vigtigt, fordi Benazir Bhutto var verdens første kvindelige leder af et muslimsk land, og fordi hun i folkemunde ville genindføre demokratiet. Men alt imens Simi Jan sad på et kontor og tappede sin artikel til Politiken færdig, blev Bhuttos kortege udsat for et bombeangreb, og over 100 personer omkom. At nå ud til ulykkesstedet var umuligt, så Simi Jan styrede mod det nærmeste hospital for at rapportere. Der var blod på gulvene, lig lå i lange rækker og en tung dunst af død slog hende i møde. En mand tog Simi Jan i armen og trak hende hen til et gardin.

"Kender du hende her?," sagde han så, da han havde trukket stoffet til side.

Simi Jans øjne stirrede på en overvægtig, midaldrende kvinde i ferskenfarvet tunika på en båre. Hun var død. En følelse af magtesløshed strømmede ind over Simi Jan, mens hun rystede på hovedet.

– Jeg følte mig lidt som en uduelig kælling, der bare rapporterede om folks elendighed. Havde jeg været læge eller sygeplejerske, kunne jeg gøre noget, nu stod jeg bare som journalist, men til hvilken nytte? Med årene har jeg lært at sige til mig selv, at jeg gør nytte på den måde, at jeg informerer folk i verden og får andre til at forstå konflikterne. Når jeg står midt i et katastrofeområde, kan jeg til tider føle mig kynisk, men det tror jeg også, du skal være til en vis grad i mit job, for at det ikke skal ramme dig for meget. I situationen har du travlt med at rapportere, du indsamler fakta og bruger notesblokken som skjold, som et filter, der filtrerer det sværeste fra. Men sommetider kan det være svært at falde i søvn om aftenen.

Læs resten af artiklen på næste side.. Tanker om døden
Siden Simi Jans første store opgave den dag i Karachi, har hun mødt flere talebankrigere, ofre for terrorangreb, kvinder på flugt fra dødstrusler. Hun har været tæt på bomber og selvmordsangreb, og oplevet kollegaer blive kidnappet, tortureret og slået ihjel. Ifølge flere journalistorganisationer toppede Pakistan i 2010 listen over lande, hvor det er farligst for journalister at arbejde. Kidnapninger og de medfølgende løsesummer er en god indtægtskilde for Taleban og al-Qaeda, og listen af kidnapninger er lang.

For eksempel holdt hele verden vejret, da den amerikanske journalist Daniel Pearl forsvandt i Pakistan i 2002, da han var på vej til en interviewaftale med en islamist på en restaurant. Hans kidnappere anklagede ham for at være spion, og ni dage efter blev han halshugget. Hans krop blev senere fundet, skåret i flere dele. Jo, kidnapningstruslen er reel for alle pressefolk, især vesterlændinge, og Simi Jan er bevidst om, at hun falder ind i den allerfarligste kategori: En journalist fra landet Danmark, der laver hånlige tegninger om profeten Muhammed.

– Det ligger konstant i baghovedet. Jeg kan huske en aften, hvor min fotograf og jeg kom gående ned ad en mørk, øde gade i Kabul. Vi gik og snakkede, foran os holdt en bil parkeret, pludselig åbner dørene sig synkront, og to mænd stiger ud. På det sekund nåede jeg at tænke: "Det er sådan, en kidnapning foregår." Det er fuldstændig crazy at tænke på. Men de smilede og gik ind i et hus, husker Simi Jan. Og det er netop risikoen for en dag at blive kidnappet, der jager hende mest.

– Én ting er at blive skudt eller slået ihjel i et bombeangreb, så er du død med det samme. Det kan jeg forholde mig til – mærkeligt nok. Men det der med at blive kidnappet uden at vide, hvad der skal ske, det er det, jeg frygter mest. Ens verden bliver sådan lidt... Jeg mener, det er jo nogle andre ting, jeg forholder mig til end de fleste andre kvinder på min alder. Mine veninder kan diskutere, hvilken vej toiletrullen skal vende, og jeg har dilemmaer om, hvordan jeg helst vil dø. Men jeg tænker: "Det sker jo ikke for mig." Ikke fordi jeg er naiv, det er nok en slags forsvarsmekanisme. Døden bliver meget mere konkret og virkeliggjort. Jeg er hele tiden bevidst om, at jeg kan dø, og at livet er vildt skrøbeligt. Men det er vigtigt ikke at lade frygten overtage hjernen, som kan have svært ved at skelne mellem virkelighed og tanker – jeg er meget bevidst om hele tiden at kontrollere mit eget hoved, når jeg bliver en smule paranoid.

Smidt ud af Pakistan
I 2010 modtog Simi Jan et brev fra de pakistanske myndigheder. Hun læste det i en tilstand, der føltes som et fald. I brevet stod der, at hun skulle forlade landet inden for syv dage. "Af sikkerhedsmæssige årsager." Forud var gået møder med ministerium og ambassade, for hendes visum var blevet tilbagekaldt, og Simi Jan var i de pakistanske medier blevet beskyldt for "skumle aktiviteter," der var skadelige for nationale interesser og blasfemi – noget som kan give dødsstraf i Pakistan.

– Det var fuldstændig forrykt. Da gik det op for mig, at det ikke bare var sjov og ballade, og at jeg befandt mig i et land, hvor nogen holdt øje med mig i kulissen. Jeg gik og tænkte: "Shit, aflytter de mine telefonsamtaler? Står der en mand på gadehjørnet og holder øje med mig?" Jeg begyndte at blive paranoid og var helt nede med flaget, husker Simi Jan, som efter få dage besluttede sig for at efterleve kravet om at forlade landet inden for en uge.

– Jeg ville ikke udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt, men var dybt ulykkelig over, at jeg skulle mudres til på den måde i det land, jeg elskede. Jeg ville gerne selv have afsluttet eventyret, når jeg følte, det var slut, men spørgsmålet er, om jeg nogensinde var blevet mættet. Korrespondenter har det med at blive hængende ude i verden – vi har alle vores grunde, bevidste og ubevidste. Nogle er på flugt fra fortiden, ansvar eller komplicerede familieforhold, andre, fordi de føler, de gør en forskel.

LÆS OGSÅ: Power-par: Børn er bevidst fravalg

Simi Jans mand Allan, som hidtil havde boet med hende i Pakistan, var klar til at tage tilbage til Danmark – han havde ikke lyst til at fortsætte med at være sidevogn til hendes livs motorcykel. Til gengæld ville Simi Jan gerne videre til Afghanistan, og det var begyndelsen på halvandet års langdistance-ægteskab, indtil Simi Jan i foråret vendte tilbage til Danmark. Herfra rejser hun så – med ultrakort varsel – ud til verdens brændpunkter, når det er nødvendigt.

– Mange udenrigskorrespondenter har svært ved at få et parforhold til at fungere, og det er kompliceret. Får jeg et opkald nu, er jeg på vej til en konflikt i udlandet, så man skal have en meget forstående mand, der dagen efter har mod på at sige til familien ved den store konfirmationsfest, at hans kone er væk på grund af arbejde. Det er ikke rosenrødt, og det skaber nogle andre konflikter – ud over de normale. Man kan sagtens skændes over Skype, skulle jeg hilse og sige. Men omvendt får man også tid til virkelig at savne hinanden, siger Simi Jan, der lige nu vænner sig til livet som københavner med materialistiske privilegier og en ægtemand ved siden.

– Allan har skullet stå lidt af hvert igennem, for jeg havde sindssygt svært ved at sige farvel til livet som fastboende korrespondent i Afghanistan og Pakistan. Det lyder helt skørt i andres øre, men jeg følte mig ufatteligt velkommen, og jeg blev nærmest forelsket i de to lande. Men langsomt indså jeg, at jeg var blevet afhængig som en narkoman af det fix, jeg fik i brændpunkterne, at jeg levede et surrealistisk liv på yderkanten, der også var dybt nedslidende – i en konstant undtagelsestilstand, som på en mærkelig måde føltes normalt, siger Simi Jan.

Øjenvidnet havde brug for endelig at stoppe op, tømme øjnene for synsindtryk og flytte tilbage til hjemlandet.

– Det var pinefuldt at sige farvel til Afghanistan og Pakistan, men jeg tror måske, det var sundt og på tide med et break.

Gensyn med far
Mens Simi Jan i så mange år har videreformidlet andres historier, har hun ikke haft helt styr på sin egen. På reportageture i Pakistan og Afghanistan blev hun igen og igen spurgt til sine rødder – uden at kunne give svar. Hun fandt ud af, at hendes farfar var afghaner. Men hvor i Afghanistan var han fra? Hvornår udvandrede han til Pakistan? Hvilken stamme tilhørte han? Grenene fra hendes livs stamtræ strakte sig blindt ud i Mellemøsten – i uforløste knuder og uden punkter at kunne slå rod ved. Med god grund, for Simi Jan havde ikke set sin far, siden hendes forældre blev skilt i 1995, hun kunne ikke stille ham spørgsmålene. Da hun en forårsdag i 2009 sad i en bil på en afghansk landevej på vej mod den iranske grænse for at lave et indslag til 19-nyhederne, ringede hendes telefon. Og da hun genkendte sin fars stemme i den anden ende, fyldtes hendes øjne med vand.

Han ringede for at blive forsonet. Det blev en kort samtale, for bilen var fyldt med kolleger, men da Simi Jan nogle måneder senere var på ferie i København, mødtes hun med sin far. Han havde blomster med, og hun mærkede et sammensurium af følelser indeni: skuffelse, gensynsglæde, men mest af alt hungrede hun efter at få svar:

– Jeg havde mange spørgsmål, og var meget bebrejdende over for ham. Spurgte, hvordan fanden han kunne finde på at vende sine børn ryggen i så mange år. Han forklarede sig, og jeg prøvede at se det fra hans side. Det er stadig meget kompliceret – det er jo mange år, han ikke har været der, siger Simi Jan, der med en ny, fri adgang til historien fik optrevlet sine rødder og fundet sit ophav i Afghanistan.

– Min fars fravær havde efterladt et dybt hul inden i mig, men man skal kunne tilgive og komme videre. At få genskabt kontakten til ham har været følelsesmæssigt svært, men også enormt vigtigt for mig, fordi jeg har fået styr på min identitet. Jeg havde hidtil været den identitetsløse kvinde, der gik og snagede i andre menneskers historie uden at kende min egen. Men nu har jeg fået styr på det, og det er en enorm stor lettelse. Derfor har rejsen til Pakistan og Afghanistan ikke kun været en faglig dannelsesrejse, men også en vild og personlig dannelsesrejse.

Simi Jan, 33 år

Udenrigskorrespondent for TV 2

Opvokset i Værebroparken i Bagsværd med tre yngre søstre og sine forældre. De kommer begge fra Pakistan og blev gift i et arrangeret ægteskab i Pakistan i 1976, før de flyttede til Danmark.

Bosat i København – men har indtil foråret 2012 boet i Islamabad og Kabul i fem år for at rapportere til Politiken og TV2.

Uddannet journalist på Napier University i Skotland i 2003 og har siden læst Mellemøststudier og arabisk ved Syddansk Universitet.

I næsten fem år boede korrespondent Simi Jan i verdens farligste lande Pakistan og Afghanistan. Nu har hun samlet alle sine oplevelser i bogen "Til te hos Taleban," som udkom i oktober 2012 fra forlaget Peoples Press og koster 299 kr.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview