Skrivekonkurrence: Her er finalisterne

Svesken på disken

Af Pia Lysgaard

Betragter du også dig selv som en kyndig og kritisk shopper? De fleste af os tøver sjældent med at prøve en ny kjole, hvorefter vi slynger den hen over disken, enten for at købe den eller for at lade ekspedienten hænge den tilbage, hvor den kom fra. Tænk hvis vi kunne bruge den samme henslængte taktik, når vi prøver mænd?

Jeg ved godt, at shopping ikke er det samme som at date, men i mange tilfælde kan de give mig den samme følelse. På godt og ondt… Begge kan få mig til at føle mig smuk og på toppen eller fed og helt forkert!

En anden fin sammenligning er, at vi tager det nye fund med hjem på prøve – bare lige for at se hvordan det passer sammen med de andre ting i vores liv. Hvis jeg har købt en dyr taske, er det jo vigtigt for mig, at den passer til flere forskellige outfits i min allerede eksisterende garderobe. Derfor må jeg gang på gang minde mig selv om at shoppe de mænd, som passer nogenlunde ind i mit nuværende liv. Selvom de vilde mænd oftest springer mig mest i øjnene, er det som regel også dem, der giver de værste tømmermænd.

Læs også: Prikker: Forførende kjole

Min veninde Caroline havde f.eks. for et år siden besluttet at tage på en anderledes singleferie. Til alles store overraskelse mødte hun den eneste ene på et yoga-retreat, hvor der blev praktiseret stilhed og udelukkende spist vegansk. Ugen efter vendte hun himmelhenrykt hjem til København med en genvækket appetit på livet og skulle mødes med manden igen. Nu kunne han pludselig ikke forstå, hvorfor hun talte så meget, gik til zumba og foreslå MASH som spisested, mens han troppede op i zen tilstand og orange hampkjole.

Mit nøje selvisatte ”Jeg” tror stadig på at modsætninger mødes, men hverken Caroline eller jeg har lyst til at indskrænke vores festlige vennekreds til en meditativ rundkreds, danse til indiske mantraer i stedet for George Michael, udskifte hele vores sorte basis garderobe til storblomstrede genbrugskjoler eller smide vores elskede sko ud til fordel for et barfodet hulemandsliv.

Medmindre vi kalder os selv for ekstreme cougars, kan vi til gengæld med stor fordel betragte de mænd vi dater, som en slags genbrug. Det er meget muligt, at vi har opdaget ham for første gang, men der har unægtelig været andre miljøbevidste kvinder før os. Med alderen er han dermed ikke helt ubrugt, men mange bliver jo ligesom kernelæder (og kvinder) blødere med årene. Takket være Facebook kan vi heldigvis rimelig hurtig stalke os frem til den tidligere ejer og diskret tjekke hendes ”likes” og tøjets farveskala.

Læs også: Et godt køb er ikke nødvendigvis billigt

Vi kender jo alle sammen de forbundne risici med brugt merchandise og velkendte tilfælde af ”manden i hækken”. Før vi bliver for kritiske, bør vi dog minde os selv om, at vi højst sandsynligt også befinder os i afdelingen med luksus second hand (og et blødere bækken).

Et up-to-date tip herfra er derfor at shoppe rundt efter en klassiker i stedet for den nyeste trend. Den klassiske mand passer nemlig ind i de fleste selvhjælpsmodeller og er billigere at knække hos parterapeuten. Derved kan overskuddet for selvudvikling efterfølgende bruges på at tilrette og iscenesætte hans ”Jeg” med en total make-over. 

De fleste kvinder betragter det alligevel som sværere og mere tidskrævende at finde/tilrette en mand end en kjole. Uanset om vores kyndige shoppegen drejer sig om tøj, mænd eller nye livsstil må lektien dog være at forblive tro mod vores lækre holistiske ”Jeg”. Eller simpelthen at kræve fuld returret uden først at smide svesken på disken iført bare tæer, mundkurv og orange genbrugstøj!

Smil til verden – den skal nok smile igen en dag!

Af Louise Taarnhøj

”Jeg synes, du puster rimelig meget – du arbejder nok hårdt, hva’?” Spørgsmålet kom fra en smilende jogger en lørdag morgen ved søerne i København. Min første reaktion var at smile forlegent. Dernæst tænkte jeg, at han måtte være ensom eller underlig, siden han snakkede til et fremmed menneske. Men så gik det op for mig, at der blot var tale om et venligt, snakkesaligt menneske.

Jeg er ked af at indrømme det, men den omtalte jogger var ikke københavner. Han var ikke engang dansker. Ud fra hans accent gætter jeg på, at han var amerikaner. Og så er historien jo ikke overraskende. Men hvorfor kan vi danskere ikke også snakke med hinanden, selvom vi ikke har nogen indbyrdes relation? Hvorfor er det, at det er så svært at tage kontakt til folk, man ikke kender?

Læs også: Vis din skjulte side - og få selvtillid

Det er ikke tit, at jeg begiver mig ud i at tale til fremmede mennesker. Jeg tør ikke, for jeg er rædselslagen over, at de bliver sure og skælder mig ud. Eller endnu værre; tænk hvis de ikke svarer mig! At blive ignoreret må være det værste, der kan overgå en i en sådan situation.

Alligevel bliver jeg altid glad, når et fremmed menneske tager kontakt til mig. Det varmer, når nogen gider at kommentere vejret, mens vi venter på bussen. Eller når nogen prøver at gøre ventetiden i Netto-køen udholdelig ved lige at fortælle, at det jo snart er tid til at bage fastelavnsboller eller at spise koldskål.

Når jeg er i udlandet, og specielt i USA, oplever jeg en helt anden form for kommunikation med folk. De taler sammen, smiler til hinanden, tager hensyn og er generelt høfligere og mere respektfulde overfor hinanden. Generelt, for der er selvfølgelig udadvendte, friske og ekstroverte undtagelser til reglen.

Sidst jeg var i New York kunne jeg ikke stoppe op i fem minutter med mit kort i hånden, før jeg havde dannet en lille kreds af hjælpsomme amerikanere, der ville høre, om de skulle vise vej. Eller hvad med William, kunstner og forfatter, der lige ville slå tiden ihjel i subway’en med en hyggelig smalltalk. Efter 7 minutter vidste jeg præcis, hvor han arbejdede og boede, og at hans kærestes var gravid i 7. måned med deres første barn.

Læs også: Job: Sådan styrker du din arbejdsglæde

Jeg undrer mig dagligt over, hvorfor det er så svært at tale med hinanden. Jo mere, jeg tænker over det, jo mere overbevidst bliver jeg: Vi er alle sammen bange for at blive afvist. Mennesket er et flokdyr, vi kan godt lide at være sammen med andre mennesker. Og vi elsker at fortælle om os selv. Hvorfor benytter vi så ikke de små korte pauser i hverdagen til at fortælle en sjov historie.

Efter den amerikanske joggers puste-kommentar fik jeg mod på at være lidt selskabelig på min løbetur. Jeg prøvede derfor forsigtigt at smile til de folk, som jeg mødte på min vej. Desværre fik jeg ikke mange smil igen. Og jeg forstår godt folk. Hvem smiler, når de løber? Ingen! Ergo må hun være lidt sær, hende den smilende jogger. Jeg ved ikke, om folk tænkte sådan. Måske gik de blot i deres egen verden. Måske blev de overraskede over at blive smilet til en lørdag formiddag. Måske nåede de bare ikke at reagere på smilet, førend jeg var væk! Men ligesom joggeren, så er jeg i mit stille sind sikker på, at mit smil blev husket af en del af modtagerne. Og jeg håber, at de vil sende smilet videre til en ny på deres vej.

Måske kan vi starte en kædereaktion, og snart går alle rundt og smiler?

Nøgleord i denne artikel: Skrivekonkurrence, klumme

Kan jeg gribe bolden?

Af Emilie Lohmann 

Bang. Pludseligt. Som når en snebold kommer flyvende, ud af det blå, og rammer én, lige i hovedet… Skilsmisse! Selve ordet skræmmer nogle fra vid og sans, ja nogle så meget, at det faktisk ender med en skilsmisse. Nogle tackler problemerne, andre lever videre med dem, og så er der dem, der giver op. Det kan godt være at de har kæmpet længe, og bidt smerten i sig, men faktum er, at de simpelt hen giver op.

Jeg har aldrig forstået det. Jeg har aldrig gidet at forstå det. Indtil det var nødvendigt. Pludseligt stod jeg selv midt i det. Så var det min tur, til at kæmpe mig gennem den klamme masse af beslutninger, tårer, usikkerhed, spørgsmål, og akavede kram. Den masse, man har set andre traske rundt i. Man har set deres blikke; tomme, sorte, men alligevel fyldt til renden med sorg, vrede, og ikke mindst skyldfølelse.

Læs også: Kender du dit kærlighedssprog?

Jeg har kigget på sådanne mennesker og tænkt, at det vel nok var synd for dem, at det ikke længere gav mening at dele livets glæder med en anden. Dog har jeg aldrig tænkt videre over det, men så, ramte det også mig i hovedet. Skilsmisse!? Hvad sker der? Alle går fra hinanden, sådan virker det da. Man kan simpelthen ikke længere gå ind i en moderne folkeskoleklasse, uden at høre fra minimum fire-fem-seks stykker, at nej, deres forældre lever ikke lykkeligt sammen, som alle prinserne, og prinsesserne i alle eventyrene ellers gør, til deres dages ende. Igen, skilsmisse. Hvordan skal børn, eller unge dog forstå, hvad det er. Alt braser pludselig sammen, og så skal man til at pakke halvdelen af ens ting, og skille sin ellers ret så uadskillelige viskelædersamling fra hinanden, og så ellers trave frem og tilbage hver fredag, så det bliver fair for både mor, og far. Jeg forstår det ikke, og det er ikke kun fordi jeg er ung, nej det er fordi jeg selv ikke har nogen som helst erfaring med kærlighed, ægteskab, og økonomi. Det handler vel også lidt om, at det ikke er mig der skal skilles, men mine forældre. Jeg er selv kun en uvidende teenager, der selv har sine problemer; drenge, skole, fremtid, aktuelle jobs der aldrig bliver til noget, lommepenge, tøj, udseende, dovenskab, og alt andet der kunne falde en sådan ung, og intetanende pige ind… Men helt ærligt, skilsmisse? Tanken om at skulle rende rundt, og beslutte hvor man har mest lyst til at fejre sin fødselsdag henne, forvirrer mig. Hvis det forvirrer mig, så må mine brødre jo være helt rundt på gulvet. Bekymringer dukker hele tiden op, bag ethvert hjørne. At lukke øjnene er ikke længere et hvilested for øjenlågene, og min stakkels hjerne, der allerede er blevet kvalt i en matematikopgave. At lukke øjnene er nu i stedet blevet en måde at forhindre tårerne, i at bryde ud på.

Læs også: Lær at flirte

Skilsmisse er ikke længere en fjern angst, men en fjende der har sneget sig helt tæt på, og slået mig ned… Bagfra! Og dog. Er det virkelig så slemt. Vi har jo alle ret til at være lykkelige. Hvis skilsmisse er den eneste udvej, for at kunne blive lykkelig, så lad det blive en skilsmisse.

Alle går rundt, med frygten for at blive efterladt, lutters alene. Men helt ærligt, der er omkring syv milliarder mennesker på denne klode, så jeg tror ikke, at man på noget tidspunkt er alene.

Vi kan få en kold skulder. Vi kan blive afvist. Vi kan se en skilsmisse i øjnene. Vi kan blive stående, og få snebolden i hovedet. Eller vi kan vælge, at gribe den.

De evige to

Af Trine Møller

Jeg vil skrive en klumme. Den skal være perfekt, og alle skal beundre den. Og og og beundre mig! Selvfølgelig! De skal hylde mig som den allerbedste klummeskriver, der nogensinde har levet. Udnævne mig til et nyt skrivetalent, sammenligne min skrivestil og mine mageløse evner med alle de store. Problemet er bare, at jeg ikke aner, hvad jeg skal skrive. Det skal være så perfekt, at jeg aldrig kommer igang. Apatien lægger sin klamme hånd på min skulder, presser mig hårdt ned mod gulvet. Kalder på sin bedste ven præstationsangsten, og udøver voksenmobning. Det skal være det bedste du nogensinde har lavet, du skal vinde, råber præstationsangsten! Du kan ikke! Du kan ikke! Din taber, råber apatien, og giver mig et hårdt klask over fingrene, der hviler på tastaturet, som døde kolde fisk. De gør det fandme hver gang, jeg gerne vil noget. Hver gang passionen, glæden og umiddelbarheden nærmer sig, kaster de sig over dem, som et tæskehold, og når de er færdige med dem, er der absolut ikke mere i dem at komme efter. Og hvis der er en lille snert af livskraft tilbage, flygter de ligeså hurtigt, de kan løbe på deres små substantiv-fødder.

Læs også: Få et godt sexliv - hele livet

Uanset hvilket aspekt af mit liv der er i spil, kommer de evige to straks flyvende ind fra siden. Mænd, mit studie, mine veninder, min familie. Jeg vil så gerne, men mit system bliver banket gult og blåt, inden jeg nogensinde kommer videre end til at ville det. Jeg fokuserer så stærkt på målet, at jeg ikke er i processen. Mit liv skal skinne, være drømmelivet. Jeg skal være perfekt både inden i og uden på. Fejl er ikke tilladt. Og mine to plageånder har vist mig en mageløs og uovertruffen strategi, hvor der aldrig laves fejl, aldrig klumres. Hvis bare mit liv leves i min forestilling, er alt fryd og gammen. Hvis bare jeg ingenting gør, kan jeg ikke blive skuffet, og ligeså kan andre heller ikke blive skuffede over mig.  I min drøm er alting perfekt, kroppen er skinny og stram, alle karakterer er i top, jeg er den perfekte kæreste og veninde, serverer raw food kager og latte på mandelmælk i min lydefri lejlighed. Jeg tjener kassen, redder verden om dagen og har så meget overskud, at når verden er reddet, er der masser af tid i kalenderen til selvudvikling. Selvfølgelig!

Læs også: Positiv psykologi: Grin dig igennem sorgerne

Der er bare et stort problem. Jeg lever ikke. Hverken i min drøm, for den er jo bare en drøm,  eller i virkeligheden. Jeg eksisterer, accepterer at livet ruller forbi mig, mens jeg klynger mig til mit lille selv-fantasi-byggede dukkehus-drømme univers, hvor de evige to står som effektive fangevogtere ved enhver indgang. Flugtforsøg bliver standset benhårdt, du kan jo ikke, bare opgiv med det samme! Jeg har skabt min egen kuvøse, og lever halvt. Det er deres skyld! Hvis de kan dræbe, kan jeg måske også dræbe? Altså dræbe dem. Tæve dem ihjel, så de til sidst løber skrigende bort. Så jeg endelig kan begynde at leve. Slippe fri af perfektionismen og dens dræbende indflydelse.

Hov så blev det vist til en klumme alligevel. Helt uden at jeg tænkte over det.  Apati og præstationsangst, til helvede med jer!, Errare humanum est – det er menneskeligt at fejle, så kan I lære det!

Hvornår er pytmusklen egentlig for slap?

Af Eva Hoffmann

Sidder som gæst til en 40 års fødselsdag og bliver godt gammeldags misundelig. Ikke over det faktum, at aftenens værtinde fylder 40 år et år før mig, men over at hun tilsyneladende er mere veltrænet end mig. Og lad mig lige starte med at slå fast, at vi her hverken taler om biceps eller six pack, men om en særdeles veltrimmet pytmuskel. Erkendelsen ramte mig, da fødselaren med største selvfølgelighed fortalte, at hun godt nok havde planlagt at servere is til hendes hjemmebagte æbletærte, men at hun i sidste øjeblik havde været nødt til at konvertere til cremefraiche rørt med vanilje. Årsag: Hendes mand var sendt i byen efter is og servietter og havde, af gud ved hvilken grund, returneret til matriklen uden hverken dessert eller bordpynt. Det er så her fødselaren spiller med pytmusklen og fortæller, at hun ikke nænnede at sende ham i byen igen. Kan ikke se mit eget ansigtsudtryk, men har til gengæld fornøjelsen af min mands. Møder det nemlig tværs over, det i øvrigt pænt dækkede bord (med 3 forskellige slags servietter). Ledsaget af et smørret grin sender han mig et ansigtsudtryk, der uden ord fortæller, at den sgu ikke var gået hjemme hos os. Og nej – DET VAR DEN IKKE. Ding ding wake up call til mig. Jeg må træne! Sagen er bare den, at jeg ikke kan nøjes med at købe god samvittighed og et månedskort til det lokale PYTness center, men selv må sammensætte et egnet træningsprogram. Men hvordan træner jeg mon mest effektivt og med færrest mulige skader? Skal jeg satse på det store pyt eller bør jeg foretrække intervaltræning?  Hvor går grænsen egentlig mellem klædelig afslappethed og totalt anarki og sjusk (læs hvornår er det ok at sige pyt og hvornår er det ikke)? Er det f.eks. ok at sige pyt, når ingen i flere dage har talt med husstandens kanin, når jeg for 3. dag i træk serverer aftensmad, der primært repræsenterer kostpyramidens top, eller når jeg ikke er helt sikker på, om jeg har styr på min forskudsopgørelse hos SKAT? Vi kan sikkert godt blive enige om, at vaniljeis og servietter bør være ret tæt på bagatelgrænsen, men hvor skal overlæggeren være? Hvornår bliver det ucharmerende, farligt eller direkte uansvarligt at sige pyt? Er det f.eks. ok at sige pyt, når min søn ikke gider øve diktat eller børste tænder, eller når en håndværker, der har lavet noget sjusk i mit nye hus ikke gider komme og lave det om? Nogen vil vel mene, at en grovkornet sorteringsnøgle burde dele mine kvaler i to og dermed dedikere ordet pyt til bunken med ting jeg ikke kan gøre noget ved. Desværre bliver den anden bunke – den med ting, som jeg rent faktisk kan gøre noget ved så stor, at jeg med de forhåndenværende 24 timer i døgnet, ser mig nødsaget til at fortsætte sorteringen og dermed jagten på flere ting, som jeg, med et højt og rungende pyt, kan stryge af ”to do listen”. Indre billeder af overtrænede kvindelige bodybuildere, der har trænet så meget, at de kvindelige former har udvisket sig selv, gør mig dog lidt bekymret. Tænk hvis man også kan overtræne sin pytmuskel? Måske jeg alligevel skal nedtone mine ambitioner for hvor voluminøs og olieglinsende en pytmuskel, jeg vil stile efter. Ungerne skulle jo nødig ende med huller i tænderne, skørbug eller 17 fejl i diktat. Heldigvis har jeg et helt år til at træne, og i mellemtiden kan jeg jo altid vende ordet på hovedet og brøle TYP-isk, hvis nogen glemmer at lave lektier eller købe servietter og vaniljeis.

Læs også: Så er der yogadag! 

Nøgleord i denne artikel: Skrivekonkurrence, klumme

Hvad nu hvis… jeg aldrig havde fået brystkræft

Af Dorthe Grumløse

Havde d. 17 februar 2009 så været en helt almindelig dag i rækken af almindelige dage ?

Hvad havde jeg så brugt de 9 måneder med behandling til ?

For ikke at tale om efterbehandling, hver 3 onsdag i et helt år ?

Mange ting ville helt sikkert være anderledes hvis jeg var gået fri.

Jeg ville f.eks stadig slæbe rundt på nogle venner som jeg ikke anede, ville svigte mig. Jeg ville stadig lave aftaler med dem og jeg ville stadig hjælpe dem med deres problemer, for jeg ville jo ikke vide at de aldrig ville stille op for mig når krisen kradsede.

Og hvad med dem jeg kun troede var bekendte?  Ville de stadig være det, eller ville der have opstået andre lejligheder hvor det var gået op for mig at her lå et potentiale for nogle ægte venskaber ?

Ville skønne Henriette mon have kørt helt fra Kastrup til Mørkøv bare for at give mig en økologisk citronkage til min eftermiddagskaffe; hvis jeg altså ikke lige var syg og trængte til opmuntring ?

Og hvad med dejlige Maj? Ville vores veje have krydset hinandens et andet sted i livet og ikke som nu, under et rekreationsophold for kvinder med brystkræft?

For ikke at tale om min dejlige mand. Ville nogle andre omstændigheder end mig og min sygdom have forårsaget at han alligevel fik en depression?

Læs også: Tilmeld dig ALT for damernes kvindeløb 2012

Tænk hvis jeg havde stået i et T-kryds og haft valget.

Ja til højre ligger så elendighed, sygdom og lidelse for dig og dine i uendelig lang tid. OG hvis du går til venstre så ligger der …

Ja hvad lå der egentligt til venstre?

Jeg havde ikke muligheden for at dreje til venstre…

I dag er jeg en ny person.

Mange ting har ændret sig i mit liv; de fleste for altid. Men ville jeg nogensinde have valgt så radikale ændringer i mit liv hvis ikke der havde været omstændigheder der talte herfor?

Dengang på hospitalet hvor min onkolog sagde: DU skal være forberedt på, at du nok tager en 5-8 kg på, imens du får denne behandling.

Jeg var rystet. Her sad han og gav mig en lorte diagnose og så sagde han samtidig at jeg skulle tage på. Det var dråben.  Kræft, kemo, stråler og alt det andet kunne jeg håndtere, men øget vægt pissede mig helt vildt af.

Da gik jeg hjem og tog kampen op.

Jeg skulle have et liv igen – og jeg skulle have et bedre liv.

Jeg lagde min kost om; jeg tabte mig. Hver eneste gang jeg kom til behandling måtte de veje mig fordi jeg nu skulle have ændret dosis. Og jeg holdt stædigt fast. Jeg tabte 15 kg fra feb. til juni.

Læs også: Bliv bedre til at nyde din kvindelighed

I dag er jeg slank, holder mig i form med løbetræning og lever sundt. Jeg er langt fra den person jeg var i februar 2009.

Nåe ja – der røg så også en veninde på grund af det.

”Du har ændret dig” sagde hun anklagede til mig.

Ja selvfølgelig har jeg da det.  Manden med Leen kom forbi. Vi havde en diskussion om hvorvidt mit nummer var ude nu. Og han gav mig muligheden for at vise at jeg VILLE blive her lidt endnu; så den tog jeg ! 

Sygdom er ikke fedt, men det har været en øjenåbner.

Jeg har i dag på mange punkter et bedre liv end jeg havde før.

Så spørgsmålet er:

Hvad nu hvis jeg havde stået i T-krydset; havde jeg så alligevel havde valgt vejen til højre?

Nøgleord i denne artikel: Skrivekonkurrence, klumme

Mor, jeg ønsker mig en iPhone!

Af Mette Skjærbæk

Siger min 10-årige datter – jeg er i chok. For en iPhone med alt dens dyre teknik og åbne vindue ud til verden er jo ikke for børn. Dagen efter afleverer min 7-årige en ønskeliste hvor der øverst står: En Aifåun – perfekt børnestavning – nu ligger jeg mig ned og føler mig SÅ gammel.

Kender I typen der siger: udviklingen er gået så hurtig, hvis din mormor havde levet havde hun ikke troet på hvordan verden i dag ser ud?? Øhhh, nej det tror da fanden – jeg fatter ikke hvad der er sket bare de sidste 15 år?!?!

Læs også: Singlemor? Sådan rejser du alene med dit barn

Jeg fik min første computer da jeg var 24 år og gik på sygeplejeskolen. Den var flot – i lang tid tænkte jeg at 15.000 da egentlig også var ret mange penge at betale for at undgå at bruge slettelak – og vel var det smart at kunne printe sine opgaver ud, men med en god gammel skrivemaskine behøvede man jo ikke engang en printer – opgaven kom jo ud mens man skrev!

Så kom internettet. Jeg husker da vores venner glade fortalte at de havde købt internet – for 514 kroner om måneden!! Det gav INGEN mening. ”hvad skal I bruge det til??”

De forklarede at man jo kunne finde telefonnummer og adresse på en butik man ikke vidste hvor lå og gerne ville have fat i og imens sad jeg og sendte kærlige tanker til min gule telefonbog som lå derhjemme og selv om den var tung blev den afleveret på min dørmåtte på 4. Sal – gratis… 514 kroner sparet hver måned – katjing! Jeg havde sgu lidt ondt af dem! Det er da nemmere lige at slå det op i ”den gule” end først at skulle tænde computeren og så logge på nettet!

Indrømmet; jeg var lidt sen til at opdage nettets vidunder, men jeg er kommet efter det – vores hjem rummer nu 3 mac computere, 2 iPhones, 4 iPods og meget snart 1 iPad (om min mand og julemanden vil), så jeg er overbevist og jeg elsker det! Jeg er med andre ord omstillingsparat og nu er jeg den der er med på beatet og smiler overbærende når min søde onkel på 83 sidder med sine papirark med vores sirligt nedskrevne stamtræ og hånligt bedyrer at : ”Det her papir, det ved vi, hvor vi har til evig tid – men sådan noget computer noget, hvem ved hvor længe det bliver liggende i maskineriet; det kan pludselig en dag være væk”.

Og lige som jeg føler konsensus med den teknologiske udvikling kommer mine børn og vil have deres del af kagen!

Læs også: Vil du også være et kendt ansigt?

På den ene side er det jo rimeligt – det er jo trods alt hende på ti der hjælper bedstemor når hun har tekniske problemer med sin iPhone og hvorfor skal de der nu kan finde ud af det ikke have alle de fantastiske muligheder der følger med?

På den anden side er man med en iPhone altid er i gang med noget som egentlig gør at vi ikke er til stede. Hvis du har siddet ved et bord hvor samtlige gæster med 10 sekunders mellemrum lige tjekker mails og tagger dig på facebook – bare lige for at fortælle sine venner (og sig selv) at man ”fyrer den max. af med drinks og lækre damer… wuhuuu” – så har du måske også følt dig lidt overflødig?

Og det er jeg ikke klar til herhjemme endnu – så jeg giver lige mig selv et år mere før jeg behøver at læse at mine børn ”chiller den i sofaen til juledisney, mens mor og far står i køkkenet og killer en and – wuhuuu”.

Nøgleord i denne artikel: Skrivekonkurrence, klumme