Smuk fotoudstilling om syreofre

Smuk fotoudstilling om syreofre

I Bangladesh skamferer syreangreb hvert år mennesker til ukendelighed. Ofrene er bogstavelig talt brændemærket for livet. Ny udstilling stiller skarpt på den styrke, der gemmer sig bag de maltrakterede ansigter

Umma Aysha Siddike Nila var stadig teenager, da hendes 20 år ældre mand overhældte hendes ansigt med syre, fordi hun ikke ville rejse med ham til Saudi Arabien. Syren har trukket uigenkaldelige spor henover hendes smukke ansigt og for altid lagt låg på drømmen om at leve som skuespiller og danser. Alligevel ser hun ikke på sig selv som et offer.

- Jeg har ikke noget at skjule. Jeg ser på mig selv og elsker mig selv for den, jeg er blevet på trods af det, jeg har været udsat for, siger hun i dag, om den kvinde, hun hver dag møder i spejlet.

Bag udstillingen, der kan ses i Kontraframe Gallery i Kødbyen i København, står Fotograf Ken Hermann og videojournalist Tai Klan.

- Vi har ønsket at skabe et æstetisk billedunivers, der indfanger den enkelte personlighed og indre styrke fremfor at fremprovokere en chokeffekt blandt tilskuerne. Portrættet af Nila, en smuk og tydeligvis også meget stærk kvinde, er for os essensens af det budskab, siger fotograf Ken Hermann.

På udstillingen vises Ken Hermanns fotografier i storprint sammen med Tai Klans kortfilmsdokumentar med interviews med syreofre.

Udstillingen, som er en del af Copenhagen Photo Festival, åbner fredag 7. juni og kan ses frem til 1. september.

Smuk fotoudstilling om syreofre

Info: Kontraframe Gallery, Flæsketorvet 77-79, 1711 København V, åbent hverdag kl. 12 – 16. Søndag lukket.

Fakta

Langt de fleste ofre er unge kvinder under 35, der bliver skamferet af mænd, de allerede kender. Typisk er angrebet motiveret af mistanke om utroskab, afvisning af tilnærmelser og ægteskabstilbud, krav om større medgift og stridigheder om jord. En fjerdedel af ofrene er børn, der bliver ramt syren, fordi de sover eller står sammen med deres mødre, når de bliver angrebet.