Sophie Løhde: "Jeg ønsker mig et langt liv, men ikke med demens og ensomhed"

Min første tid

– Jeg voksede op i en kernefamilie i Birkerød i et helt almindeligt gult murstenshus. Min far var ansat i en bank, og min mor var på et kontor, men gik også ind i lokalpolitik for Venstre og engagerede sig så seriøst, at hun blev borgmester i 1989. Selvfølgelig har det haft en betydning, for selvom jeg ikke følte, vi talte politik ved middagsbordet, så var der altid noget oppe at vende, som havde en samfundsrelevans. Jeg fik en bevidsthed om, at det ikke er ok at sidde på bagerste sæde og brokke sig, så jeg engagerede mig også i politik, men jeg var teenager, så det skulle være noget andet end det, min mor stod for.

LÆS OGSÅ: Karen Ellemann: "I lang tid nægtede jeg at tale om politik"

– Jeg søgte i alle andre retninger end Venstre, farvede håret rødt, gik i fløjlsbukser og lyttede til Nirvana. Mit oprør kulminerede med, at jeg kom i folkeskolens erhvervspraktik hos socialdemokraten Lone Møller. Hun er vanvittig sød og dygtig, men politisk blev det klart for mig, at jeg hørte til i Venstre. Om jeg ville eller ej. Ugen efter meldte jeg mig ind i partiet, og den dag i dag føles det ligeså rigtigt, som det gjorde dengang for godt 20 år siden.

Tiden lige nu

– Det er ingen hemmelighed, at mit parti har været gennem en hård tid med formandsskifte. En plads i Folketinget er altid til låns, og vi skal til en form for eksamen med danskerne, hver gang der udskrives valg. Består man ikke og mister sin stol, er det sådan, det er. Men: Opstår der uro internt i den politiske familie, som det skete med stor konsekvens for Lars Løkke og Kristian Jensen, er det en anden sag.

– De er politikere, men de er også kollegaer og venner. Og mennesker. Ingen går gennem sådan et forløb med teflon på følelserne, og det gælder også for mig. Heldigvis er der kommet ro på igen, og med Jakob Ellemann ved roret er der sat kurs mod stabilitet og lyse tider. Jeg er hundrede procent klar og glæder mig til at varetage posten som Venstres politiske ordfører.

Bedste tid på dagen

– Man taler om A og B-mennesker, hvor B’erne holder af at være sent oppe, men i det alfabet må jeg være Å. Havde jeg et liv uden forpligtelser, ville jeg leve som nattedyr. Det er i de sene timer, jeg arbejder allerbedst. Der er ingen forstyrrelser, telefoner, mails i indbakken etc., så jeg kan fordybe mig fuldstændig i det stof, jeg sidder med. Da jeg var minister, skete det nogle gange, at rengøringspersonalet nåede at møde ind, mens jeg stadig sad på kontoret. Så sagde de: ”du er her godt nok tidligt”, men i virkeligheden var jeg der meget sent.

Bedste tid på året

– Om foråret er det nærmest umuligt ikke at se lyst på alting. Den første varme, knopperne på træerne og fuglene, der kvidrer både morgen og aften. Jeg får en ekstra glæde og en følelse af, at alting ordner sig. Det er jo af samme grund, man taler om politisk forår, når vi lykkes med ting. Også selvom det sker i efteråret. Når f.eks. brede forlig falder på plads, og vi politikere viser, at vi er bedre end vores rygte. Der er ofte fokus på blokkamp i medierne, men alle politikere, der brænder for det, de laver, har stillet op til valg for at skabe resultater. Når det lykkes, føles det som forår.

Bedste tid i livet

– Der har heldigvis været mange bedste tider i livet. Politisk var det stort, da jeg i 2007 blev valgt til Folketinget, 24 år gammel. Privat har det været en helt fantastisk tid, siden jeg mødte Ole, min kæreste. Vi lærte hinanden at kende på et tidspunkt, hvor jeg var ret desillusioneret omkring mænd og kærlighed. De forhold, jeg havde haft, fungerede ikke, og den erkendelse delte jeg med min ven, Lars Krarup, som i øvrigt er borgmester i Herning.

LÆS OGSÅ: Pernille Rosenkrantz-Theil: "Min kæreste og jeg er uenige om alt"

– Jeg sagde til ham, at jeg havde givet op og ville koncentrere mig om karrieren. Med mindre altså at han lige kendte den perfekte mand. Et par uger senere ringede Lars og sagde, at der var en, jeg skulle møde. Manden viste sig at være Ole, og så sagde det bang på den helt rigtige tosseforelskede måde. Sidste år købte vi hus sammen, og jeg håber, at vi på et tidspunkt skal udvide tosomhed til familie. Og giftes! Hvis det sidste skal ske, er der lige én, som skal fri først …

Værste tid i livet

– Som minister for offentlig innovation blev det mit lod at forhandle, da overenskomstforhandlingerne gik i hårdknude i april 2018. Hvis man vil vinde en popularitetskonkurrence, skal man ikke stille sig på arbejdsgivernes side, og hold op, hvor blev jeg heglet igennem i offentligheden og medierne. Jeg kunne på ingen måde genkende det billede, der blev tegnet af mig som en hård og empatiforladt person. Sådan er jeg absolut ikke.

– Det gav mening for alle, at f.eks. sygeplejerskerne skulle have mere i løn, men der var mange faktorer i spil, og det var mit job at lande alt bedst muligt. I praksis gik det sådan, at vi forhandlede dag og nat og mistede følingen af normal hverdag. Det var udmattende, men der var noget symbolsk over, at sneen lå på jorden, da vi gik i gang, og da vi endelig kom i mål, var den smeltet og afløst af sol og varme.

Den søde juletid

– Åh, jeg elsker simpelthen jul. Allerede i november går jeg i gang med at pynte op med dekorationer, lys og ting fra julekassen. I min studietid arbejdede jeg i en urbutik, og der fandt jeg mit krea-gen, når der skulle dekoreres vinduer. Genet er lidt forsømt i hverdagen, fordi jeg mangler tid, men op til jul giver jeg den gas. Selve julehøjtiden fejrer vi også med maner. Helt fra den 22. og frem til nytår spiser og hygger vi i forskellige familiekombinationer. Vi har blandt andet en aften sammen med Oles datter, hendes mor plus familien på den side. Det fungerer så fint, og alle hygger sig.

Hvis jeg havde en tidsmaskine

– Så ville jeg rejse tilbage til den tid, hvor Matador blev produceret, snige mig ind på settet og være førstehåndsvidne til de legendariske optagelser. Jeg er virkelig fan! F.eks. ved jeg præcis, hvilke stel familierne spiser af i hvilke scener. Som politiker har jeg i sagens natur hilst på mange prominente mennesker, men jeg tror, den eneste gang, jeg er blevet sådan helt starstrucked, var, da jeg mødte Lise Nørgaard. Hun er mit idol, og Matador er den ultimativt bedste tv-underholdning, som jeg kan se igen og igen. Gerne sammen med en stor skål bridgeblanding.

Tid er penge?

– Man bruger tid på at tjene penge. Jeg forvalter mine med lige dele fornuft og impulsivitet. Min far gav mig den leveregel med hjemmefra, at man ikke bruger penge, før de er tjent. Det overholder jeg, men jeg vil ikke leve mit liv efter et regneark. Måske er det ikke topmålet af fornuft at tage på spontan weekendtur til Berlin og forkæle sig selv og sit parforhold, men det giver en masse overskud og glæde.

LÆS OGSÅ: Thyra Frank: Jeg blev kaldt "dum", "doven" og "tyk"

– Jeg kan også komme til at bruge vel mange penge på madmarkeder. Når det bugner med lækre råvarer, er det svært at holde igen. Til gengæld bruger jeg ikke mange penge på tøj. Jeg blæser på, hvilke mærker der sidder på det, men går efter tidløst basistøj, jeg kan bruge i mange år.

Den sidste tid

– Jeg vil blive ved med at holde mig i gang længst muligt. Også fagligt, men jeg har ikke planer om at blive i politik altid. Om vælgerne vil, bliver jeg så længe, jeg ikke kan lade være, men jeg går ikke rundt med drømme om at blive statsminister. Det embede er der andre, som løfter bedre, og man skal have dyb, dyb respekt for dem, der påtager sig ansvaret. Uanset hvilket parti de repræsenterer.

– Når det er sagt, så er ambitionen selvfølgelig at få regeringsmagten tilbage til Venstre og Jakob Ellemann, og det skal jeg bruge de fleste af mine vågne timer på de næste år. Mit politiske engagement er ligeså stort, som det var, da jeg blev amtsrådsmedlem som 18-årig. Og det forsvinder heller ikke, når jeg på et tidspunkt stopper på Christiansborg. Så skal det bare udøves på en anden måde i en virksomhed eller organisation.

– Senere, når der sættes punktum for arbejdslivet, håber jeg på en aktiv seniortilværelse og tæt samvær med familie og venner. Jeg ønsker mig et langt liv, men ikke med demens og ensomhed som en præmis. Bliver det sådan, vil jeg helst lukke øjnene og sove ind med min tro på, at der er mere mellem himmel og jord, end vi lige kan se.