Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Soulshock
Foto: Barry J. Holmes og Lars E Andreasen

Soulshocks kone døde i en tragisk ulykke: “Det er vigtigt for mig at være åben om døden og sorgen”

Soulshock mistede sin kone i en tragisk ulykke: “Det er vigtigt for mig at være åben om døden og sorgen”

Den danske sangskriver og producer Carsten Soulshock mistede sin kone, Maxee, ved en tragisk ulykke i parrets hus i Los Angeles sidste år i marts. Nu åbner han op for samtalen om det hele – om sorgen og smerten, der stadig er så voldsom, at han ikke kan have billeder af Maxee hængende i sin del af huset. Om også at skulle være mor for 12-årige Nicolaj. Og om at skubbe de kvinder væk, der forsøger at nærme sig.

Du og Maxee var sammen i næsten 20 år. Hvad var styrkerne i jeres forhold?
– Vi mødte hinanden første gang, da vi begge to var et par nobodies. Før jeg fik succes som producer, og før hun blev kendt med sin gruppe, Brownstone. Så vi var bare Carsten og Maxee, og det blev hos os gennem alle årene. Selvfølgelig havde vi også vores problemer, men i det store og hele var hun så god til at være taknemmelig for det, vi havde, også de helt små ting. Hun var fantastisk til at ­værdsætte ­vores kærlighed, og der gik ikke en dag, hvor hun ikke sagde "I love you". Hun tog ikke noget for givet – og så var hun en sindssygt ­dejlig mor. Jeg blev nærmest forelsket i hende igen, da vi fik Nicolaj, for hold kæft, hvor hun elskede ham. De to havde et helt særligt bånd.

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i gave

Hvad husker du om selve ulykken?
– Den var så traumatisk, som noget kan være. Jeg kommer hjem, og alt er fint. Jeg har lige talt i telefon med Maxee for en halv time ­siden, og jeg ser godt nok, at hun er ude på terrassen og undrer mig over, at det kun er hendes fødder, jeg ser. Men jeg tænker, at det nok er en eller anden ny yogatrend og går hen imod hende. Min første reaktion er, at hun har spildt en masse rødvin, for jeg ser jo det her knuste glas og en masse rødt på den hvide terrasse. Så opdager jeg, at alt det røde faktisk er blod, og i dét øjeblik går jeg i et andet mode. Et overlevelsesmode, hvor jeg bare vil redde hende.

Hvad gør du?
– Jeg er godt klar over, den er helt gal, for selvom hun er ved bevidsthed, er hun meget uklar, så jeg ringer selvfølgelig til alarmcentralen. Først da jeg står med telefonen, ser jeg det store, åbne sår ved halspulsåren, og der freaker jeg helt ud. Men damen i telefonen instruerer mig i at prøve at holde fokus, presse et håndklæde ned mod såret og lave hjertemassage.

Hvor er Nicolaj på det tidspunkt?
– Han er hjemme, men ligger heldigvis og sover. Da ambulancen og politiet endelig kommer, ­bliver vi begge to ført over til en nabo, mens Maxee bliver kørt på hospitalet. På det tidspunkt slapper jeg lidt af, fordi jeg får at vide, at der er hjerteslag og tænker, at vi jo trods alt er i Los Angeles, hvor der er nogle af landets bedste læger.

Hvordan får du at vide, at hun er død?
– En times tid senere ankommer ­nogle særligt uddannede traumefolk og fortæller så nænsomt, som de kan, at hun ­ikke har klaret den. Jeg bryder selvfølgelig fuldstændig sammen. Det er fuldkommen uvirkeligt. Maxee har haft sådan en slags støtte på foden, fordi hun havde brækket tre tæer, og hun hadede at have den på, så hun må have forsøgt at tage den af, mens hun stod med sit vinglas. Der har hun simpelthen mistet balancen og taget hænderne op for at beskytte sit hoved, men vinglasset bliver knust og cutter simpelthen halspulsåren over... Det er jo en fuldkommen vanvittig ulykke. Hvad er chancerne for, at den slags sker?

Hvad sker der i ugerne efter ulykken?
– Jeg kunne ikke klare at komme tilbage til vores hus, så jeg flytter op til nogle venner her i Los Angeles, der har tre børn og fire hunde, og hvor der er gang i den konstant. Vi bor der en måneds tid, tror jeg. De uger er lidt tågede, men det var rigtig godt for mig at være der, for det betød, at jeg ikke klaskede helt sammen. Nicolaj havde heller ikke tid til at kollapse. Selvfølgelig skulle han begynde at bearbejde, hvad der er sket, men det var også godt, at han lige fik rum til bare at være barn, lege med sine kammerater og løbe efter nogle hunde.

Hvordan var det så at komme tilbage til jeres eget hus?
– Det var rigtig hårdt. Det var et drømmehus, vi selv havde bygget fra bunden. Maxie havde udvalgt hvert et håndtag og hver en flise. Så selvom det på sin vis var smukt at være i det hus, vi havde bygget sammen, var det også alt, alt for hårdt at være der uden hende. En dag tog jeg ­derhen alene og lagde mig på terrassen, ­lige der hvor Maxee døde, mens regnen bare silede ned. Jeg ved ikke, hvor ­længe jeg lå der, men en af mine gode venner kom og fandt mig. Han ringede til en ­ejendomsmægler med det samme. Tre ­dage efter var huset solgt.

Var det den rigtige beslutning for dig?
– Fuldstændig. For at være i huset var jo netop en blanding af, at jeg gerne ville holde fast i hende, men samtidig måtte acceptere, at hun var væk. Det var bare for svært at være der, for jeg kunne ikke lade være med at forestille mig alle de middagsselskaber og øjeblikke, der havde været, den vin, vi havde drukket, al den kærlighed, vi havde haft i det hus. Det var simpelthen for meget. Så at sælge var noget af det bedste, jeg har gjort.

LÆS OGSÅ: Hospicesygeplejersken: “Lukashuset handler lige så meget om livet som om døden”

Hvordan forholdt du dig til Maxees ting og ejendele?
– Meget af hendes tøj og smykker gav jeg væk, og resten fik jeg kørt hen på et lager, som jeg i øvrigt slet ikke tør tage hen til endnu. Men jeg talte heldigvis også med en psykolog, der forklarede mig, hvor vigtigt det er, at Nicolaj altid har et sted, hvor han kan gå hen, hvis han har lyst til at være i nærheden af sin mor. Så i vores nye hus, ved siden af min seng, har vi en skuffe med alle hendes ure og armbånd og den slags. Når han har lyst, kan han åbne den skuffe og være tæt på de ting.

Hvordan oplever du det, når skuffen bliver åbnet?
– Nogle gange kommer han ind til mig om natten, og så vågner jeg om morgenen, mens han ligger med hånden nede i skuffen. Der kan jeg godt lige gå kold, men jeg skal jo prøve at ­acceptere, at det er positivt, selvom det er hårdt for mig.

Hvordan har Nicolaj ellers håndteret tabet af sin mor?
– Han har på mange måder været meget stærkere end mig, men børn bærer ofte sorg på en helt anden måde end voksne. Så selvfølgelig kan han være ulykkelig og ked af det, men han kan også slå sorgen fra og gå ud og spille fodbold. På sit værelse har han et stort billede af Maxee, og så har han også den her konvolut, vi fandt, da vi flyttede fra huset. Maxee havde af en eller anden grund skrevet otte ting ned, som hun ville have, ­Nicolaj skulle huske på. Blandt andet sådan noget med at tro på sig selv. Så på bagsiden har Nicolaj så efterfølgende skrevet "I'll do it all, Mommy". Det er simpelthen så fint, og det hænger også inde hos ham.

Har du selv billeder hængende?
– Nej, i min del af huset er der ingenting. Jeg har sat et billede op 30-40 gange, men jeg tager det altid ned fem minutter ­efter. Selvom jeg kan snakke om hende, arbejder jeg stadig på at kunne se hende. Det kommer nok en dag, men lige nu er det for barskt. Jeg kan ikke klare at gå forbi sådan et billede hver morgen.

Hvordan tackler du ellers Maxees død i forhold til dig selv og ­Nicolaj?
– For mig og for os har det fungeret rigtig positivt at tale om Maxee. Der går ikke en dag, hvor vi ikke snakker om hende. Allerede om morgenen, når jeg prøver at sætte Nicolajs hår, som Maxee plejede at gøre, griner vi af, hvordan hun gjorde det, og hvor dårlig jeg er til det. Hun var også fantastisk til at lave mad, så det er også noget, jeg har kastet mig ud i, men det går ikke altid lige godt, og så griner vi meget over, hvad Mommy ville have sagt. I det hele taget griner vi meget, når vi mindes hende og forskellige situationer, vi kan huske, og nogle gange er det næsten, som om hun er til stede. Men det er også i orden at være ked af det, og det ved Nicolaj godt, så vi kan også tage en tudetur sammen.

Har du ændret dig som far?
– Helt sikkert. Før kunne jeg godt være lidt skrap, hvor Maxee altid var blødere. Nu har jeg måttet lære at komme i kontakt med min feminine side, om man så må sige, for jeg skal jo også være mor for Nicolaj. Samtidig skal han også have lov til at ­være sur på mig, hvis det er det, han har brug for. Han skal ­ikke have ondt af mig, fordi Maxee ikke er der mere, og det kan fandeme være en svær balance. Men der ikke er noget i det her, der er let. Det er sgu hårdt arbejde hele tiden.

Familien Soulshock på besøg i Danmark i 2010.

Hvad har det betydet for jer at få professionel psykologhjælp?
– Vildt meget. Vi havde især en dygtig traumepsykolog, og hun slog ret hurtigt fast, at jeg nok har posttraumatisk stresssyndrom. Ikke kun fordi jeg er ramt af chok og savn, men også fordi jeg jo har gjort nogle ting, der er rigtig voldsomme, da jeg forsøgte at redde Maxee. De billeder kommer jo op en gang i mellem, og de er altså svære at komme af med.

Hvordan var det at få den diagnose?
– Min første reaktion var selvfølgelig, at nej, nej, det har jeg ­absolut ikke. Men psykologen var god til at få det forklaret og afmystificeret, så det var egentlig o.k. Jeg er jo ellers sådan en meget stærk type, der ikke er vant til, at folk fortæller mig, hvad jeg skal gøre, eller hvad der er rigtigt eller forkert. Men lige i den periode måtte jeg overgive mig og lytte til, hvad hun sagde, ligesom jeg også måtte få hjælp til at arrangere begravelsen og få ordnet alt det praktiske, for jeg var fuldstændig ved siden af mig selv.

Når du plejer at være en "jeg kan klare alt"-type, hvordan var det så pludselig tage imod den hjælp?
– Jamen, jeg måtte bare erkende, at jeg ikke kunne klare det selv. Det var bare sådan – der er mange ting, jeg kan klare, men den her, den klarer jeg sgu ikke alene. Det var en supersvær erkendelse, men mine forældre og en række af mine bedste venner fra Danmark kom herover for at være der for mig og Nicolaj. Det var simpelthen utroligt at få den opbakning, og uden den støtte var jeg simpelthen ikke kommet igennem og havde ikke siddet her i dag.

LÆS OGSÅ: Sofia fik brystkræft: “Det er vigtigt også at fortælle den gode historie”

Hvordan har du ændret dig efter ulykken?
– Man går jo gerne rundt og brokker sig over alle mulige småting i sit liv. Det gjorde jeg i hvert fald, men når man går igennem det, jeg går igennem, så skifter dit fokus altså. Det er næsten som at komme tilbage til dig selv, da du var barn. Du er helt derinde, hvor du er uden lag. Du er helt nøgen.

– Jeg har i hvert fald virkelig efter ulykken følt mig mere i kontakt med ham drengen i Nordjylland, der stod og kiggede op på stjernehimmelen, end ham der i de sidste 10 år er kørt ned ad Sunset Boulevard i porschen. Det betyder også, at jeg er meget opmærksom på, hvilke mennesker jeg er sammen med, og ikke ønsker at spilde min tid med for mange ligegyldigheder.

– Derfor har jeg også frem til nu valgt at sige nej til en masse jobs og i stedet fokusere på Nicolaj. I halvandet år har jeg kørt ham i skole hver morgen, hentet ham hver dag og taget med til al hans fodboldtræning. Det har betydet, at jeg ikke har tjent så mange penge, men det har været det hele værd.

Har du ændret din forståelse af andre mennesker?
– Absolut. Jeg kan huske, at en af mine gode venner engang havde en depression, og jeg var der, så meget som jeg kunne, for ham. Men jeg forstod det jo ikke. Nogle dage kunne han ­ikke komme ud af sengen, og jeg havde det sådan lidt "what the fuck, du tager bare dit højre ben foran det venstre, og så går det. Kom nu videre!" Det var typisk mig i gamle dage. Men nu har jeg jo været der. Jeg har fucking været der. Jeg ved, hvor kanten er. Og der er mørkt. Hold kæft, der er mørkt. Så nu kan jeg for alvor forstå, at livet ikke altid kører derudad, og at vi ­ikke skal være så fordømmende over for dem, der står i mørket.

Kan du stadig blive overmandet af sorgen?
– Sagtens. Der har været nogle forfærdelige aftener, som har været helt uoverkommelige, og nogle dage kan jeg ikke komme op fra sofaen. Jeg kan lige få kørt Nicolaj i skole, og så går jeg hjem og lægger mig igen. Folk, der kender mig, ved, at det er fuldstændig uhørt. Men jeg lader smerten og sorgen komme, når den kommer. Jeg prøver ikke at skubbe den væk eller presse mig selv unødigt. Hvis jeg føler mig ked af det og ikke kan overskue at gå på arbejde, så bliver jeg hjemme den dag.

Men hvordan kommer du videre fra de dage og de aftener?
– Jeg overgiver mig til sorgen og beder om hjælp fra andre mennesker. Noget, jeg aldrig har gjort før. Jeg har nogle meget tætte venner, som jeg ringer til eller skriver til, når det er ekstra hårdt. De behøver egentlig ikke sige det helt store. Bare det at de er der og støtter mig, det hjælper

Kan du blive bekymret for, om sorgen og smerten nogensinde forsvinder?
– Ja, der har været fem-seks gange det sidste halvandet år, hvor jeg har været rigtig bange og følt, hey, hvornår standser det her? Det er der, jeg virkelig kan mærke, at jeg er blevet ramt af en depression – noget jeg som sagt har haft svært ved at forstå tidligere. Det er jo ikke, fordi jeg har været helt følelseskold før, men nu er jeg konstant i kontakt med de dybere følelser, også de svære. Det betyder, at jeg har lettere til gråd, end jeg nogensinde har haft i mit liv. Der skal ikke meget til. En tanke, en film eller en, der redder en hund – så er jeg helt færdig.

Er du et sted, hvor du kan overskue ny kæreste?
– Pyha... Altså, hvis jeg skal være lidt mandeagtig, så kan mænd jo godt dyrke sex uden at have følelser. Så jeg kan godt have sex, men hvis det nærmer sig noget som helst, der ligner et forhold, så reagerer jeg, som jeg aldrig nogensinde har gjort før. Jeg bliver simpelthen et røvhul. Det er, som om jeg bare vil have, de skal blive sure på mig, for så slipper jeg for at ­forholde mig til det.

– Derfor har de piger, jeg har mødt, efter jeg mistede Maxee, fået et ordentligt skub, hvis de har prøvet at komme tæt på, og jeg har virkelig måtte give nogle undskyldninger for min opførsel et par gange.

Håber du, at du kan opleve kærligheden igen?
– Det vil da være ærgerligt, hvis jeg ikke får en kæreste igen en dag, men lige nu føler jeg bare ikke, jeg kan give en anden ­pige eller kvinde den kærlighed, hun har brug for. Det må jeg bare erkende.

Hvorfor siger du egentlig ja til at lave et interview som det her?
– Det gør jeg lige så meget for mig selv, som jeg gør det for andre. Det er vigtigt for mig at være åben om døden og sorgen. At få det ud, få talt om det, få det bearbejdet, så det ikke bliver det et kæmpe tabu. Jeg har i hvert fald behov for at snakke om, hvor smukt et menneske Maxee var, hvilke glæder vi havde, og hvor forfærdeligt det er at gå igennem det her. Selvfølgelig håber jeg også, at det kan hjælpe andre, der oplever, at livet ikke altid er perfekt, men også kan gøre ondt.

– Selv den her samtale. Selvom det er hårdt, jeg er udmattet og har været berørt undervejs, så er jeg kommet ud med nogle ting, som jeg ikke har snakket med andre om. På den måde er jeg kommet et lille skridt videre. Og det er dejligt. Det er i hvert fald min måde at gøre det på. Om det virker for andre, ved jeg jo ikke, men igen, for mig har det været så tungt og traumatisk at miste nogen, og jeg ville aldrig nogensinde kunne klare det selv. Jeg ville falde fra hinanden, hvis ikke jeg måtte snakke om det her og bearbejde det på den her måde.

Hvad er dit råd ellers til andre, der har mistet og står med en stor sorg?
– Jeg tror, det bedste er ikke at give slip. Det lyder måske ­grotesk, for de er der jo ikke mere.

– Men det skal være o.k. også at tale om alle de gode stunder og den glæde, I har oplevet. Det er i hvert fald den måde, vi gør det på. I stedet for at sige, at Maxee er væk for altid, så er hun med os på en anden måde, og vi mærker hende og føler hende.

Hvor ser du dig selv i din sorgbearbejdelse i dag?
– Jeg er kommet langt, men jeg er jo ikke supermand. Som sagt har jeg også måtte erkende, at jeg er skrøbelig. Det havde jeg aldrig troet. En af de ting, jeg trods alt kan mærke så småt, er at tiden heler. Jeg er ikke stærk endnu. Jeg er på vej, men er der bare ikke endnu. Jeg er stadig i den proces, hvor jeg hele tiden skal mærke efter, hvad jeg kan klare. I gamle dage var det ­bare altid "hey, det klarer Carsten". Men det her, det har jeg ikke kunnet klare alene og uden hjælp. 

LÆS OGSÅ: Mig og min livredder: “Jeg er så taknemmelig for, at jeg har fået lov til at leve”

LÆS OGSÅ: Jesper Vollmer: “Jeg skal til at acceptere den nye Jesper”

LÆS OGSÅ: “Stefans død er hele udgangspunktet for, hvor vi er i dag”

Carsten "Soulshock" Schack, 48 år

Sangskriver, producer og tidligere dommer i "X Factor".

Mistede sin kone, Maxee, ved en tragisk ulykke i marts sidste år.

Bor i Los Angeles med parrets 12-årige søn, Nicolaj.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Døden, Interview og X Factor