Terese Damsholt

Foto: Trine Bukh "I en uge svævede han mellem liv og død, og det næste år sov jeg stort set ikke af skræk for at miste ham."

”Det er svært at beskrive den angst, du føler, når du er bange for at miste dit barn”

Hvert årti har sin egen fortælling. Her er det skuespiller Terese Damsholt, som tager os med gennem sine aldre.

0-10 år (1947-1956): Et katolsk og kærligt hjem

"Jeg voksede op i et katolsk hjem i Ordrup nord for København som den tredje i en søskendeflok på seks. Et rigtigt midterbarn. Mine forældre var konvertitter og meget troende, men de var hverken strikse eller dogmatiske, og de lod os børn finde vores egen vej. Det var et meget kærligt og rummeligt hjem. Min far oversatte bøger og drev en katolsk boghandel, og min mor passede hus og børn. Hun var et yndigt og alfeagtigt væsen. Mild og smuk og altid til stede som en bevægelse gennem køkkenet og i stuerne. Jeg kan huske, at jeg selv tidligt i livet oplevede en spirituel vækkelse. En længsel mod noget, jeg ikke havde ord for. Den søgen, mine forældre havde oplevet i deres liv, fandtes også i mig. Min ledte mig bare et ganske andet sted hen end deres."

LÆS OGSÅ: Nina Munch-Perrin har en kæphest - og den opstod, fordi hun ville være modsat sin mor på ét punkt

10-20 år (1957-1966): Pæne piger og nådesløse nonner

"Som barn blev jeg indskrevet på Sankt Josef Instituttet på Østerbro i København. Skolen havde et godt ry, og min far kunne få friplads via sine kontakter. Jeg hadede det. Det var et rent rædselsregime, og jeg kan stadig blive vred ved tanken om de tillukkede, gråklædte nonner, der tvang enhver fri tanke ud af os og fik os til at stå ret som de pæne piger, tiden også dikterede, at vi skulle være. Det satte sig i mig rent fysisk. Jeg havde permanent hold i nakken. Fastfrossen og ufri. Da jeg begyndte på Aurehøj Gymnasium, åbnede verden sig på ny. Og min nakke blev blød. Jeg studerede på musiklinjen, spillede teater i dramaforeningen og fik succes som Kassandra i det græske drama Agamemnon. Det steg mig til hovedet i en så ulidelig grad, og jeg måtte pilles eftertrykkeligt ned igen. Men drømmen om skuespillet var selvfølgelig vakt. Der var intet andet, jeg ville."

20-30 år (1967-1976): Den store forelskelse og et stort chok

"Jeg kom ind på Statens Teaterskole i første hug. Det var en sejr, men jeg blev hurtigt overmandet af en skræk for at blive opdaget. For at de skulle se, at jeg var fake og ikke ejede talent. Jeg tror, det er en følelse, mange skuespillere gribes af. Man kan have selvtillid i spandevis, men det kræver tid at opbygge et ordentligt selvværd."

"Jeg mødte Tom (McEwan, red.) til en fest efter en julefrokost på skolen. Og det sagde bare bang. Jeg forelskede mig på stedet. I dag ved jeg, at det er, fordi han er et helt igennem ordentligt, kærligt og anstændigt menneske. Han er afsindig sjov uden nogensinde at være ondskabsfuld. Men alt det forstod jeg selvfølgelig ikke, da jeg lige havde mødt ham. Der syntes jeg bare, han var dejlig. Det var en fantastisk tid på skolen, men da jeg blev færdiguddannet, blev der pludselig stille. Der var ingen, der hyrede mig."

"Det var et chok og føltes forfærdeligt. Man tror, at alt er slut, før det overhovedet er begyndt. Der gik tre år, før engagementerne begyndte at komme. Fra Scala og Hvidovre Teater. Og det var pudsigt, at de ville have mig til at spille sjove roller. Jeg, der troede, jeg skulle spille græske tragedier. Men jeg elskede det. Og jeg elskede kontakten til publikum på scener, hvor der pludselig ikke føltes så langt fra dem til mig."

30-40 år (1977-1986): Livets sårbarhed

"Vores første søn, Tim, kom til verden i 1979 og gjorde os til en lille – og næsten helt normal – familie. Hans far var ganske vidst landskendt som en del af Klyderne. Og hans mor turnerede med forestillinger som Elverhøj og Inden for Murerne. Men vi var lykkelige, og når jeg var væk på turné, vidste jeg, at min søn var i gode hænder hos sin far. Det var mig, der led af savn, ikke ham. Og så er det jo til at leve med."

"Da vores anden søn, Oliver, kom til i 1984, forandrede det alt. Han blev født med uudfoldede lunger og et sitrende åndedræt og overlevede kun med nød og næppe fødslen. I en uge svævede han mellem liv og død, og det næste år sov jeg stort set ikke af skræk for at miste ham. Han var skrøbelig og måtte ikke blive syg. Det er svært at beskrive den angst, du føler, når du er bange for at miste dit barn. Det føles, som om du er fanget i en tilstand af konstant fare uden mulighed for flugt. Der findes ingen ro eller hvile, kun et konstant beredskab. Siden har jeg forstået, at du selv vælger, hvad du stiller op med den skæbne, du får. Du kan forblive bitter og bange over det, livet kræver eller tager, men du kan også vælge at værdsætte alt det, du trods alt har fået. Og lade taknemmeligheden vokse. Jeg har altid valgt det sidste."

LÆS OGSÅ: Vicki Berlin om en svær tid: "Folk skrev, at jeg var fed og talentløs"

40-50 år (1987-1996): Byens Bedste Bryster

"De år efter skuespilskolen, hvor jeg stod uden teaterarbejde, gav mig mulighed for at prøve tv-mediet af, og det tegnede på mange måder min karriere. I dag ser jeg det som et stort held og en lykke, trods det at jeg dengang så det som en forfærdelig fiasko ikke straks at få foden indenfor på teatrene. Selv om jeg siden spillede på både Det Kongelige og andre af landets store scener, var tv-arbejdet – ikke mindst børne-tv som Ludo og Nissebanden – noget af det sjoveste, jeg lavede de år. Og i 1987 kastede jeg mig helt ind i komikken som en del af kvinde-kvartetten Byens Bedste Bryster med Kirsten Peuliche, Lisbet Lundquist og Margrethe Koytu."

"Vi var på mange måder forud for tiden. Vi behandlede emner som køn og ligestilling på en sjov og selvudleverende måde. Vi talte om menstruationspletter og pleaser-gen, og billetterne blev revet væk. Vi spillede for fulde huse for kvinder, der længtes efter at få lov at grine ad, men også bare samles om alt det usagte, vi er fælles om. Det var fantastisk at gå fra at være solist og freelanceskuespiller til at være del af en form for band."

"Og så pludselig, uden varsel, blev Tom stukket ned (et røverisk overfald begået af en dengang 20-årig mand, red.). Midt på gaden og i dagslys. Blomsterne væltede ind, og hans ansigt var på spisesedler i hele landet. Det var, som om alle var i sorg, og det var rørende og så varmende at opleve. Men sorgen var jo først og fremmest vores sønners og min, og det var fuldstændig rædselsfuldt igen at være rædselsslagen for at miste en, du elsker højt."

50-60 år (1997-2006): Når man søger, får man svar

"Der er en forskel på at være angst for at miste sit barn og sin mand. Et barn føles umisteligt. Man ved, at man ikke overlever, hvis det ikke overlever. I hvert fald ikke som den, man var. Men det var en meget svær og utryg tid, efter at Tom blev overfaldet. Vi skulle alle sammen genfinde tilliden til verden.
De to oplevelser – frygten for at miste min søn og min mand – lagde på mange måder en ny dimension til den spirituelle søgen, jeg har mærket hele mit liv. Kimen blev lagt til, at jeg begyndte at arbejde meget seriøst med mig selv."

"En aften stillede jeg mig ud på græsplænen foran huset og vendte ansigtet mod nattehimlen og kaldte på en lærer. Jeg krævede simpelthen at få en underviser af universet. Kort tid efter mødte jeg ved et rent lykketræf menneskene bag Black Lodge Training, en gren inden for indiansk livsfilosofi. Jeg mødte simpelthen de vidunderlige lærere, jeg havde kaldt på i haven i Søborg, da de gjorde stop i Danmark på gennemrejse i Europa fra USA."

"Mine egne oplevelser og den indianske livsvisdom har lært mig, at der findes en vækst i alting. Også i det svære. Og jeg har brugt mit liv siden på at undersøge og forstå, hvordan vi møder livets modgang på en udviklende måde. Helt personligt, men også professionelt."

60-70 år (2007-2016): De lever!

"Det er ikke sådan, at jeg er ubetinget fan af den alternative verden. Der kan gå lidt for meget nervøs velour og krystaller i den for min smag, men jeg har altid søgt en anden vej end de store og dogmatiske trosretninger. Jeg fandt den i den indianske filosofi Earth Wisdom, og den verden og mit eget coaching-arbejde blev en form for anden karriere for mig. Det skete helt naturligt i en periode af mit liv, hvor rollerne blev mindre, i takt med at jeg blev ældre."

"Der er så meget livsvisdom, men også humor og glæde i det indianske tankesæt, så jeg oplevede en trang til også at give det videre til andre. Til at dele det, jeg havde lært. Og heldigvis er det jo sådan, at man inden for det her felt ikke mister værdi med alderen. Tværtimod, så ligger der netop værd og visdom i alder og erfaring i det indianske verdenssyn. Helt grundlæggende handler det om at værdsætte og sætte pris på alt det smukke, vi har. De små ting, men også de store."

"Tom og jeg er måske blevet ældre. Men vi er sunde og raske. Og glade. Vores sønner lever begge af deres musik, og vi elsker at opleve dem, når de spiller koncert.  Der går ikke en dag, hvor jeg ikke føler mig gennemsyret af taknemmelighed. Jeg vågner hver morgen og tænker: De lever! Og jeg føler en dyb og ægte taknemmelighed for det liv, jeg har fået, og for de mennesker, jeg elsker, og lykkeligvis har fået lov at beholde."

LÆS OGSÅ: Annette Heick: ”Det er okay at føle sig svigtet af den, der er syg”

70- (2017-): Bevægelse og taknemmelighed

"Min far blev 100 år og stoppede aldrig med at oversætte bøger, og min mor sprang ud som væver, da hun var færdig med at passe hus og børn. Hun udstillede første gang sine værker som 73-årig. Så man kan sige, at jeg har lært af mine forældre, at der ingen grund er til at indstille sit liv, bare fordi man bliver ældre. Og det har jeg bestemt heller ikke tænkt mig. Tom og jeg arbejder stadig. Han spiller koncerter og elsker, at han igen kan komme ud og optræde efter corona. Jeg arbejder som coach og er netop ved at sammensætte et nyt kursusforløb med udgangspunkt i indiansk filosofi."

"Og så fortsætter jeg min skuespilkarriere. Blandt andet som Misse Møhge, Laura og konsulinde Holm i Korsbæk på Bakken. Jeg har tænkt mig at blive ved, så længe jeg kan. Med at arbejde og tage cyklen frem for bilen. Det bedste, du kan gøre med dit liv, er at holde det i bevægelse. Og være taknemmelig for det."

Om Terese Damsholt, 74 år.

  • Uddannet fra Statens Teaterskole i 1971.
  • Har spillet flere store roller på Det Kongelige Teater samt på andre af landets store scener.
  • Har desuden gjort sig bemærket på tv i bærende roller i serier som Ludo, Familien Krahne og julekalenderne Nissebanden i Grønland og Nissernes Ø.
  • Gift med musiker og skuespiller Tom McEwan og mor til musikerne Tim McEwan og Oliver McEwan.
  • Har senere i livet uddannet sig til coach og har siden 2001 studeret den ældgamle indianske filosofi Earth Wisdom, som er udgangspunkt i både hendes coaching og kursusforløb. Læs mere på: teresedamsholt.dk
Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Kærlighed og Interview

610x200_woordy_knap2.jpeg