Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Thomas Blachman
Foto: Les Kaner Thomas Blachman havde ikke lysten eller evnen til at opsøge viden på det faktuelle plan.

Thomas Blachman: "Jeg har aldrig været nogen utro. Det findes ikke i mig"

Den speedsnakkende "X Factor"-dommer er i virkeligheden dybt afhængig af samtalen – i parforholdet og med sine børn. Derfor er han i gang med at udvikle en i-øjenhøjde-stol, som kan skabe mere fokuserede samtaler om middagsbordet.

Kong Thomas. Det var det kælenavn, alle farens venner yndede at kalde ham. Svenske og norske direktørtyper, som faren kendte via sin elektronikforretning på Nordre Fasanvej på Frederiksberg. Der var altid et muntert ståhej, når de fyldte hjemmet på Stefansgade på Nørrebro – alle iført hvide frottésokker, en pæn promille og en rituel vilje til at dupere hinanden med at rive telefonbøger over.

På den tidligere færge mellem Als og Sundeved i Sønderjylland, som nu er en tjekket husbåd på Holmen, tager en veloplagt Thomas Blachman imod på dækket. Det er herfra, han kører sin business. Han viser indenfor og undskylder for lugten af tjære, som hænger ved i det gamle, sortbejdsede trægulv. Det sidder også i tøjet, indskyder han og trykker et sprøjt fra en sort, aflang parfumeflakon ned i den åbenstående skjorte. Her er også koldt. På trods af en insisterende sol fra en blå himmel. Han forsøger forgæves at tænde op i pejsen. Og mens jeg indfinder mig i en af hans patinerede læderstole i det lille, åbne køkken, sidder Thomas Blachman til gengæld ikke ned ét sekund i løbet af den næste halvanden time. De hvide hyttesko med bidsler vandrer frem og tilbage med hørbare klak i gulvet.

– Tag din kaffe, så går vi ud på dækket, så jeg kan få en smøg, siger han og vender tilbage til kælenavnet.

– Jeg ved faktisk ikke, hvorfor de kaldte mig det. Men det gav mig en tidlig følelse af... noget særligt. Samtidig var jeg også en tumpe. Jeg var ikke god i skolen. Jeg havde ikke lysten eller evnen til at opsøge viden på det faktuelle plan, det hele var lidt nogle tågebanker. Af sanselighed i sommeren, i skoven, i hullet gennem hækken til naboen. Og i måden at være sammen med andre mennesker på og forstå dem. Altid reflekterende. Og humoristisk. For jeg kommer ud af en meget humoristisk, jødisk familie, hvor humor altid har været en overlevelsesenergi. Den sorte humor. Min farfar sagde altid, at han ville få en smertefuld død, fordi hans næse ville vokse ind i munden. Og at han var den uheldige i familien, fordi hans søster arvede sølvtøjet, og han arvede sukkersygen, fortæller Thomas Blachman med sit drengede smil, mens han vifter cigaretrøgen, som har utilsigtet kurs mod min dækstol, væk.

– Jo ældre jeg bliver, jo mere lægger jeg mærke til, hvem jeg i virkeligheden oprigtigt er. En lille nysgerrig dreng. Som ikke er blevet møgforkælet, men elsket og set. Og det er blevet min egen måde at elske og se mig selv på også. Det hænger jo sammen som en lille, sød cyklus.

– Kom, vi går ind igen, siger han og trækker glasdøren fra med en pibende lyd.

Thomas Blachman. Foto: Les Kaner. Thomas Blachman. Foto: Les Kaner. 

Kærligheden

Thomas Blachman har begge sine forældre endnu. De er 80, og kærligheden trives på bedste vis efter 60 års ægteskab, bedyrer han.

– De elsker hinanden, og det er jo et stort held for dem. Jeg kan ikke tænke på den ene uden at tænke på den anden. De er blevet en form for fælles masse. De er nogle sjove, skønne mennesker, som er enormt positive og imødekommende over for alle. De har en god energi. Jeg bliver så glad, når jeg står og banker på deres dør, og de så ikke åbner, men jeg ved, at de er derinde. Hvad fanden foretager de sig? Haha, det er på dét plan, det er sgu da sindssygt hyggeligt.
Han kigger lidt ind i flammerne, som nu har fået tag i pejsen, og funderer lidt over det vigtigste her i livet. Kærligheden.

– Kærligheden er der jo bare i sig selv som sådan en lille fabrik, der arbejder i døgndrift inde i os. At kunne give al den kærlighed videre er jo selve livsgnisten. Tanker og ting, man har lyst til at gøre for andre. Dét er kærlighed. Lysten til at give kærlighed. Og for mit vedkommende måske i virkeligheden mere lysten til at give end nødvendigvis at få. En slags overskudsfølelse. Jeg kan ikke tåle at få ros, jeg kan ikke tåle at få kritik. For jeg er rigeligt god til at give mig selv ros og kritik. Det kan jeg selv styre. Jeg bliver blufærdig, når jeg får ros, og jeg bliver pisseirriteret, når jeg får kritik. Jeg vil ikke laves om. Grundlæggende. Jeg vil heller ikke lave nogen om. Men samtidig er jeg et halvt hjul. Når jeg møder kærligheden, får jeg en følelse af, at to halvdele bliver sat sammen, så man kan trille, hvorhen man vil, i én bevægelse. Og det kan være kortvarigt, eller det kan være langvarigt – det er ikke det, der afgør kvaliteten. Men skal man helt op på det store vingesus af historisk bevidsthed og ansvarstagen, så skal det være langvarigt, for at man kan bygge noget sammen. Det skyldes måske til dels det, jeg kommer ud af – min families selvforståelse, hvor man sgu ikke lige gik fra hinanden. Jeg har relativt lange forhold bag mig. Jeg er ikke en sjuft. Jeg har aldrig været nogen utro. Det findes ikke i mig. Måske er jeg gammeldags. Til gengæld er jeg dybt afhængig af samtalen. Den spirituelle samtale, følelsen af at udvikle hinanden igennem en samtale, hvor man får ideer på hinandens vegne i forhold til, hvad man kan gøre sammen og individuelt.

LÆS OGSÅ: Søren Pilmark om sit ægteskab: "Selvfølgelig har der været kriser undervejs"

– Du bliver bare siddende der, så ryger jeg en smøg mere ovre i døren. Eller du kan sætte dig i sofaen. Tag din båndoptager med, kommanderer han venligt.

Nærvær eller curling

På en sortmalet væg hænger et A4-papir, hvor der med barneskrift og falmet tusch står "10 grunde til, at jeg elsker dig, far". Det er Thomas Blachmans nu 11-årige datter, Ramona, der har nedfældet de ti punkter. Punkt nr. 1, øverst på listen, hedder: "Du er meget foståli". Der står også en planche på gulvet med et billede af Ramona, der sidder i en høj stol over for sin far. Stolen er designet af netop hendes far i samarbejde med designeren Rune Bruun Johansen og har fået navnet "I-øjenhøjde-stolen". Stolen er tænkt som et bud på det missing link, der opstår, når børn skal fra Trip Trap-stolen og over i en voksenstol. Og der er tænkt nøje over konstruktionen for at imødekomme det nærvær, der ligger Thomas Blachman så meget på sinde. Det nærvær, der opstår, når børn netop kommer i øjenhøjde med deres forældre ved middagsbordet, og samtalen bliver ligeværdig.

Og lige det med samtalen er vigtigt hjemme hos familien Blachman. Selvom den speedsnakkende far har svært ved at kile sig ind, når de to unge mennesker lukker op for deres åbenbart nedarvede talestrøm.

– Jeg kan fandeme ikke få et ord indført over for de to. De snakker hele tiden! Og så synes de satme, at det, jeg siger, er uinteressant. De har hørt på det forfra og bagfra og kender alle mine mekanismer. Forleden sagde min søn til mig: "Nu skal du fandeme ud at køre noget offentlig transport, så du kan få noget social dannelse!". Jeg er sgu kommet på skolebænken her, og jeg elsker det! Han er på efterskole på Fyn, så jeg ser ham ikke så tit. Når han er hjemme, er han til fester. Så kan jeg stå med hans vasketøj og ihukomme hans aura. Jeg ser ham, når han ankommer, og igen om søndagen, hvor jeg siger farvel til ham på Hovedbanegården, og han holder om mig og giver mig et kys og siger: "Du ringer bare, far, hvis der er noget". Jeg kan slet ikke følge med. Han vil ikke engang have mine penge. "Hvis jeg ikke laver mine egne penge, far, kan jeg aldrig nogensinde få respekt for noget som helst", siger han. Han er stinkende rød. Det er så fedt. Langsomt bliver de radikaliseret derovre på efterskolen, én efter én. Det er fantastisk.

Thomas Blachman var 38, da netop Henry, hans førstefødte, sendte ham ind i et helt andet liv og ud af hans egen lille boble, som typisk bestod af 18-timers arbejdsdage. Men den nybagte far indså tidligt, at der måtte skrues gevaldigt ned for arbejdet over de kommende år, og at det var på tide at rette blikket op og væk fra egen navle.

LÆS OGSÅ: Michael Robak som fraskilt: "Man kommer ikke videre med sit liv, før man gør dette"

– Jeg har nok været en lille smule belastende, fordi jeg var så super opmærksom. Jeg snakkede til de unger og lyttede til dem, fra de kom ud af... mig selv, skulle jeg til at sige... ud af moren, selvfølgelig. Jeg var virkelig optaget af det hele og så udmattet efter den fødsel. Det var mig, der lå i barselssengen, da familien kom og skulle se Henry, mens moren sprang rundt.

– Alt, hvad jeg måtte have af tvivl på mig selv, forsvandt, da jeg blev far. Det var ligesom en streg i sandet. At nu går tingene kun én vej, og det er fremad. Nu gjaldt det bare om at gøre det, så godt jeg kunne. Være til stede i alt, hvad der skete.

Thomas Blachman. Foto: Les Kaner. Thomas Blachman. Foto: Les Kaner. 

Har du været en curlingfar?
– Fysisk måske nok en smule overangst. Som selvfølgelig resulterede i, at Ramona klatrede allerøverst op i børne- havens højeste træ for at modreagere på min beskyttertrang. Jeg ved sgu ikke, om det var curling... Hvis det er en bieffekt af det at være til stede og lægge mærke til sine børn, så må det være det, det er. Curling? Nej. Det har været og er en opmærksomhed på alt, hvad de siger og gør. At være i øjenhøjde med dem og lege med dem. Kvinder kan ikke finde ud af at lege med deres børn. Undskyld, men det må jeg sige. Det kræver en mand, der kan sidde i timevis og forsvinde i den der Brio-bane eller Lego-borg og bygge i det uendelige, være fuldt koncentreret i alle de timer, det kræver at komme helt ned i bunden af essensen i legen. Den ting har jeg haft. Og jeg har trukket dem med rundt på samtlige museer – der er ikke det sted, de ikke har været henne at dreje på en lille knap eller rokke ved tungen på løven ovre på Rosenborg Slot i Kongens Have, hvor kongen gemte sine nøgler. Der er ikke det sted, jeg ikke har vist dem. Og nu lyder jeg fandeme som en listepik, der prøver at score samtlige kvindelige læsere af ALT for damerne! Men! Det er jeg ikke. Jeg gjorde det for min egen skyld. Og for deres. Og deres nysgerrighed er aldrig stoppet, for de lærte at glo andre steder hen end ned i jorden eller i deres mobiltelefon.

Nye ideer

Idéen til I-øjenhøjde-stolen udsprang, som idéer gør, forklarer Thomas Blachman, ud af en længsel.

– Jeg havde faktisk en længsel mod at skabe et mere fokuseret øjeblik, når man sidder i de der sindssygt vigtige timer omkring bordet med sine børn og gerne vil snakke med dem. Pludselig skuer du ud over det her landskab af børn og måske delebørn, der ligger halvt på ryggen med benene over armlænet... Og hvor fanden er samtalen henne? Modspillet? Jeg er små-... ikke neurotisk, men i hvert fald et følelsesmæssigt menneske, som hurtigt tager ansvar for alles sindstilstande. Og pludselig kan jeg ikke mærke mig selv. Jeg sidder bare og tager ansvar for, hvordan alle andre end mig selv har det. Men så sker det her mirakel, siger han og peger på billedet af Ramona i stolen.

– Her er der ikke nogen, der taler ned til nogen, ingen taler op til nogen, barnet sidder fuldstændig fokuseret, fortæller han og går i detaljer med vinklen på sædet, fodstøtten, armlænene og benene, der kan aldersjusteres.

En god idé, simpelthen. Som er det, Thomas Blachman er så optaget af. For det er idéerne, der skal drive os mennesker videre og bedre ind i fremtiden. Vi har brug for at dyrke idéerne – men i første omgang lære at få dem, hvilket han også har belyst via en programrække på DR1. Ifølge Blachman burde folkeskolen nemlig indføre et nyt fag, som han har valgt at kalde idéfaget. To timer ugentligt, som fint kunne erstatte den såkaldt understøttende undervisning, som han mener mere er et udvidet frikvarter. Idéfaget skal udvikle børnenes kreativitet og hjælpe dem til i højere grad at gå med de idéer og længsler, der ifølge ham bor i os alle, men som vi lærer at undertrykke fra en alt for tidlig alder.

– Og selvfølgelig er der folk, der tænker og siger "hvad fanden kæfter han nu op om det for?". Men jeg har trods alt siddet i årevis i folkeskolen – i periferien af fatteevnen, i mit eget klasselokale, som var min ordblindhed. Der var jeg isoleret for mig selv, fabulerende i hovedet, fordi alt blev noget andet end det, der stod i papirerne.

LÆS OGSÅ: Thure Lindhardt: "Jeg svigter mig selv og andre op til flere gange på en dag"

Thomas Blachman hørte nemlig ikke til i folkeskolen. I gængs forstand. På grund af sin ordblindhed havde han sin helt egen måde at opfatte og tage verden ind på. Hans redning var, at han voksede op under den pædagogiske revolution i 1960'erne og 70'erne, mener han. For folkeskolen anno 2018 skal, ligesom det var tilfældet, da han var barn, være bedre til at rumme de ordblinde, diagnosebørnene, dem med ild i røven. Vi skal favne dem og lære af dem. Og på en måde har netop ordblindheden givet ham en tredje dimension, et sjette gear, om man vil.

– Ordblindheden har været en Guds gave for mig. Det er nok den største gave, jeg har fået – på grund af alle de gaver, man får ved at fejllæse ting. I dag kan jeg forstå det konkrete i det abstrakte, og når jeg keder mig i en konkret verden, kan jeg læse alt muligt abstrakt ind i den, der gør den underholdende. Jeg vil hellere høre på folk, jeg ikke forstår en skid af, end jeg vil høre på folk snakke om banale ting.

En af de unge

– Min far sagde altid "det skal nok gå alt sammen". Og de tre ord... eller hvor mange det er – det kan jeg ikke engang tælle...

Han griner og tager en tår af sin Neskaffe.

– ...de ord betyder alt for mig. Min fars tillid blev til min selvtillid.

– De unge i dag er ikke en "se mig-generation". Det er en "hjælp mig-generation", og de kommer til mig og spørger, hvad jeg synes, de skal gøre. De er sgu ydmyge, og jeg tager det dybt personligt, det er så rørende. Jeg er jo ikke pædagog af Guds nåde, men jeg har en passion, og den er vigtig. Også i uddannelsessystemet.

– Jeg føler mig som en af de unge. At det bedste i mit liv kom ud af, at jeg på en måde nægtede at blive voksen. Det eneste, jeg bibeholder eller tager alvorligt i det voksne, er ansvarlighed. Jeg er det mest ansvarlige menneske, jeg kender. Uden at rose mig selv. Jeg fucker bare ikke op. Jeg opfører mig ordentligt, og jeg tager mig sindssygt godt af dem, jeg kender, og dem, jeg ikke kender. Af mine venner og mine børn. Intet kommer før mine børn. Mere voksen bliver jeg heller ikke. Jeg bliver ikke snusfornuftig eller langtidsplanlæggende. Jeg ved, hvad der sker lige præcis resten af dagen. Jeg aner ikke, hvad der sker i morgen. Men jeg ved, at jeg er ansvarlig også i morgen og vil prioritere det højt. Jeg evner ikke at blive voksen, som det måske forventes. Jeg samler hverken på kuglepenne eller golfkøller eller årgangsvine. Jeg keder mig ikke, jeg ældes heller ikke før tid. Jeg er 55 år, og min ånd sprudler!

Hvem er Thomas Blachman?

  • Født på Nørrebro som søn af Henning og Annie Blachman – ejere af hhv. en elektronik- og en modeforretning. Farfaren Isak Blachman var jødisk-russisk immigrant.
  • Jazzmusiker, komponist, producer, foredragsholder og dommer i 10 ud af 11 sæsoner af "X Factor" på DR.
  • Også kendt for programserierne "Blachman", "Mentor", "Luk mig ind – det er Blachman" og senest i år "Blachman på skemaet".
  • Snart aktuel med "I-øjenhøjde-stolen" i samarbejde med designeren Rasmus Bruun Johansen – og som dommer i "X Factor", når det fortsætter på TV2.
  • Far til Henry på 16 og Ramona på 11.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, X Factor, Karriere, Familieliv og Kærlighed