Thomas Korsgaard
Foto: Cecilie Lindegaard Thomas Korsgaard er 24 år og forfatter. Debuterede i februar 2017 med den anmelder-roste roman Hvis der skulle komme et menneske forbi på forlaget Lindhardt og Ringhof. Har siden skrevet romanen En dag vil vi grine af det (2018) og novellesamlingen Tyverier (2019).

Thomas Korsgaard: "Det er løgn, når folk siger, at venner er din selvvalgte familie. Det er de ikke"

Fiktion kommer ikke ud af den blå luft, siger Thomas Korsgaard, der har masser af succes, men synes, at hans generation er alt for fikseret på det og skulle tage at sænke skuldrene lidt. Den 24-årige forfatter debuterede i 2017 med den kritikerroste roman Hvis der skulle komme et menneske forbi, har udgivet tre bøger på tre år og er i gang med sin fjerde. Kontrasten til den fattige og voldelige opvækst i Nørre Ørum er til at tage og føle på, men ros betaler ikke regninger, og han er tilfreds, hvis han kan leve af at skrive bare én velkomponeret sætning om dagen uden at begynde at drikke.

“Hold da op! Du ser jo helt anderledes ud end på billederne. Pas på, du ikke foræder dig i succesen!”

Nogenlunde sådan sagde forfatteren Knud Romer til Thomas Korsgaard første gang, de to mødte hinanden for et års tid siden og nev sin unge forfatterkollega i maveskindet.

“Derfra elskede jeg ham,” siger Thomas Korsgaard om episoden.

“Jeg vidste jo godt, at jeg havde taget lidt på, og han sagde det med sådan en prøvende og småprovokerende tone, som egentlig var meget omsorgsfuld. Og så var det meget sigende for det liv, jeg har i dag. Jeg er begyndt at få noget at spise.”

Det sidste skal forstås næsten bogstaveligt. For Thomas Korsgaard har det meste af sit liv levet af noget nær ingenting. Derfor nyder han nu, at hans anmelderroste debutbog fra 2017, Hvis der skulle komme et menneske forbi, som er inspireret af hans egen opvækst i et fattigt, voldeligt hjem i Midtjylland, rent faktisk også var en salgsmæssig succes. For, som han siger: “Man kan ikke overleve på ros.”

LÆS OGSÅ: Prisvindende forfatter Hanya Yanagihara: Vi kræver alt for meget af ægteskabet i dag

Debuten gav ham desuden et legat fra Statens Kunstfond, en masse betalte foredrag i kalenderen og dermed muligheden for at skrive både efterfølgeren En dag vil vi grine af det og novellesamlingen Tyverier, som alle tre er udgivet inden for tre år. Foruden de gode anmeldelser blev forfatteren rost af bl.a. Suzanne Brøgger og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, som anbefalede hans bog på Facebook, og så har han været en del af onlinemediet Zetlands talenthold.

Med livet som indsats

Kontrasten til hans tidligere liv er stor. Inden udgivelsen af sin første roman havde Thomas Korsgaard nået at bo knap 15 forskellige steder, siden han flyttede hjemmefra som 17-årig. Var der nogen, som skulle have passet en kat, fordi de skulle rejse et par uger, eller skulle nogen i praktik i Bruxelles, stod Thomas klar på dørtrinnet.

“Jeg har bare et sabbatår,” var hans standardsvar i den periode, hvor han arbejdede som telefonsælger, mens han skrev. Sådan sagde han helt frem til februar 2017, hvor hans debutbog udkom. Han har altid vidst, at han gerne ville skrive, allerhelst romaner, og forsøgte sig derfor som journalist og skrev bl.a. en meget rost og omdiskuteret single om realityfænomenet Gustav Salinas, som bl.a. er kendt fra Divaer i junglen på TV3. Da han var 19 år, blev han kontaktet af forlaget Lindhardt og Ringhof, som havde set nogle tekster og artikler, han havde skrevet.

“Redaktøren på forlaget sagde til mig, at hvis jeg havde en roman liggende, skulle jeg endelig bare sende den. Og så svarede jeg: “Ja, det har jeg faktisk, sjovt du spørger. Jeg skal bare lige rette den lidt igennem,” selv om jeg på det tidspunkt slet ikke var gået i gang. Men jeg havde en følelse af, at hvis jeg ikke sagde ja der, ville det aldrig lykkes mig at blive forfatter. Jeg følte, at det var med livet som indsats.”
Så Thomas Korsgaard satte sig ved computeren og skrev en lillebitte tekst om den lille jyske landsby Nørre Ørum øst for Skive, hvor han er vokset op. Han sendte den til redaktøren, som sagde: “Send resten.”

LÆS OGSÅ: Her den ultimative guide til dig, der elsker at læse

Det tog ham tre år at skrive bogen færdig, men forlaget ventede tålmodigt. Flere af dem, der kendte Thomas Korsgaard eller kom fra Nørre Ørum, som i bogen ikke blev særlig flatterende beskrevet, var dog knap så begejstrede som anmelderne og læserne. Særlig markant var kritikken fra hans ene bror, som luftede den offentligt i Politiken. Broderen kaldte bogen for både grov og usand og genkendte slet ikke sit barndomshjem i Thomas Korsgaards beskrivelser. De to brødre har ikke haft kontakt siden, og det samme gælder sådan set for resten af familien.

“Jeg vidste godt, at nogle ville blive sure. Det er ikke, fordi det slet ikke rører mig, men jeg synes ikke, at jeg skulle have skrevet bogen anderledes. Jeg har brugt mit eget liv rigtig meget, men det er jo en roman, hvor det er sat sammen på en ny måde. Mange tror, at man bare ændrer nogle navne, men min bog er ikke en rebus. Jeg forsøger at gøre nogle menneskelige erfaringer og noget meget personligt stof til noget, der forhåbentlig kan inspirere andre,” siger han.

Thomas Korsgaard er i det hele taget lidt træt af at diskutere, om forfattere må kalde det fiktion, når handlingen er inspireret af deres eget liv.

“Fiktion kommer jo ikke ud af den blå luft. Det er, som om man taler om fiktion og virkelighed som helt adskilte størrelser, men fiktion bygger jo på erfaringer og følelser. Det kommer et sted fra,” siger han.

Et hjem uden dørhåndtag

At Thomas Korsgaard ikke har kontakt til sin familie handler ikke kun om bogen, men også om, at han ikke har haft en særlig lykkelig opvækst, hvis han selv skal sige det. Forfatteren er opvokset på en bondegård, faren var landmand og moren uddannet bager. Han beskriver forældrene som “ramt af alverdens ulykker.” Et dødfødt barn, konkurstrusler, finanskrise og store sorger.

“Det prægede mit barndomshjem enormt meget. Min mor var meget depressiv, og min far gik ind i sig selv og blev en meget vred mand.”

Hjemmet var desuden præget af vold og var, som Thomas Korsgaard siger, “grundlæggende ikke et særlig hyggeligt sted at være.” Han har svært ved at komme med specifikke eksempler på, hvad der udløste farens vrede, så han blev voldelig. Det kunne være alt fra et mindre skænderi, der løb løbsk, til en vittighed, der blev opfattet forkert. Men han husker de manglende stolerygge og revnerne i sofaen, fordi der ofte blev kastet med ting og møbler. Og at mange af husets døre ingen håndtag havde, ligesom i hans bøger, så han måtte bruge en saks for at åbne og lukke døren til sit værelse.

På grund af de tumultariske forhold i hjemmet havde Thomas Korsgaard heller aldrig venner med hjemme. Og generelt erindrer han Nørre Ørum som klaustrofobisk.

LÆS OGSÅ: Freja Kirk: "Ja, jeg er en pige, men jeg vil måske også gerne lidt være en dreng"

“Jeg havde en følelse af, at folk godt vidste, at vi havde det skidt. Men at de så mere ned på os, end de prøvede at hjælpe. Mange hilste ikke på mine forældre. Det gjorde mig meget vred i mange år, og fordi jeg samtidig var vred på mine forældre, følte jeg mig meget alene.”

Men egentlig bryder han sig ikke om at traske for meget rundt i barndomsminderne. Hverken i interviews eller med sine venner.

“Jeg hader at tale om min barndom og det sted, jeg voksede op, og se nu bare, hvad vi sidder og taler om. Det er nok en af grundene til, at jeg skriver. Du kan skrive om det, du ikke kan tale om. Nu, hvor jeg har skrevet bøgerne, findes det derude, og så føler jeg ikke, at jeg behøver at tale så meget mere om det.”

Kontakten til familien gled ud, da Thomas Korsgaard flyttede hjemmefra. Han tog ikke selv kontakt, han hørte ikke meget fra dem og kan ikke komme i tanke om en eneste ting, han savner fra sin hjemstavn. Faktisk har han fået det fysisk dårligt de få gange, han har været i Nørre Ørum eller blot er kørt forbi, siden han flyttede hjemmefra. I dag har han gode venner, og hvad han kalder et dejligt liv. Men han vil ikke beskrive sine venner som en erstatning for en familie.

“Det er løgn, når folk siger, at venner er din selvvalgte familie. Det er de ikke. De kan være vigtige, dejlige og loyale, men de er ikke familie. Den vigtigste forskel er, at dine venner jo som regel gerne vil skabe deres egen familie på et tidspunkt. Så for at passe på dig selv, synes jeg, at du skal lade være med at tænke på dem som familie. Især hvis du står et sted som mig, for så kan du meget hurtigt komme til at føle dig svigtet. Det er ikke skidt, men jeg er nødt til at tænke sådan for at være realistisk, selv om det kan lyde kynisk.”

En linje om dagen

I dag bor Thomas Korsgaard i Københavns Nordvestkvarter i en lejelejlighed, han endelig har råd til at betale for at blive boende i i mere end en uge eller en måned. Det er skriveriet, der får ham op om morgenen og har givet ham den identitet, han har haft svært ved at finde.

“Jeg havde ikke rigtig et sted, jeg hørte til, fordi jeg ikke boede fast et sted eller havde kontakt til min familie. Det er ikke en sorg for mig, men så er det bare vigtigt at have et andet sted at høre til. Og det at skrive blev den måde, jeg er i verden på.”

Derfor var der også meget på spil, da den første bog udkom, fortæller han.

“Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis det ikke var gået godt med den. Så tror jeg faktisk ikke, at jeg havde haft det særlig godt. Jeg er bange for, at jeg ville være begyndt at drikke og havde givet helt op.”
Derfor er han også glad for, at han for nylig har fået en roommate. Godt nok møder de aldrig hinanden, men hendes tilstedeværelse gør alligevel, at han føler, at han må gøre sig umage. Tage opvasken, gå ud med flasker, undlade at lade sin spildte spaghetti carbonara ligge og tørre ud på gulvet i flere dage. Den slags.

“Der er en, der bevidner mit liv, så jeg er nødt til at opretholde en form for værdig, normal tilværelse. Jeg har noget i mig, der hele tiden er på nippet til at sige: “Skide være med det hele.” Men når der er et par øjne på mig, er jeg nødt til at gøre mig umage. Så jeg sidder fra morgenstunden med åben dør og taster løs på computeren,” siger han.

Forfatteren lægger ikke skjul på, at han har en virkelig og potentielt stor risiko for at gå i hundene, hvis han ikke passer på. Men han mener også, at der er nødt til at være noget på spil for en forfatter, hvis en bog skal blive god. Det skal være en form for alt eller intet-følelse.

“Jeg kender mange amatørskrivere, som skriver virkelig godt, men som kun sætter sig i to dage og ikke bliver ved. Og det er jo det, der afgør, om der kommer en bog ud af det. Det skal føles livsnødvendigt at blive forfatter. Sådan, at hvis det ikke lykkes, bliver du kastet op i luften og kan lande hvor som helst. Ellers tror jeg, det er bedre at lade være,” siger han.

LÆS OGSÅ: Lars Løkke om nyt job: ”Jeg er lidt nervøs”

Thomas Korsgaard bliver synligt ubehagelig til mode, når han skal forholde sig til det scenarie, at hans næste bog ikke sælger, hvis forlaget ikke længere vil udgive hans bøger, eller Statens Kunstfond ikke vil støtte ham. Derfor har han også en regel om, at han skal skrive mindst én sætning hver eneste dag. Det kan lyde som et temmelig langsommeligt projekt, og nogle gange skriver han da også 11 linjer eller, hvis det går vildt for sig, flere sider på en dag. Men reglen om en linje om dagen er overkommelig, så han får det gjort og ikke føler, at der er et bjerg, der skal bestiges hver dag.

“Det gør, at der ikke er sådan et pres på, så jeg er doven eller dårlig, hvis jeg ikke skriver i otte timer. På den måde er det ikke præget af dårlig samvittighed og sur forpligtelse, men af ren og skær nysgerrighed og lyst.”

Ud over at have fået råd til mad på bordet, er en anden forandring, at Thomas Korsgaard er blevet en velkommen og anerkendt del af det, der anses som den kulturelle elite i København. Men selv om han gerne vil kunne leve af at skrive, ser han ikke forfatterjobbet som glamourøst og ønsker sig hverken luksus eller prestige.

“Jeg tror, mange har sådan en idé om, at det er helt fantastisk, udsøgt og fint at være forfatter. Det er det også til receptionerne, hvor forlagene disker op med alt muligt, men de fleste forfattere tjener faktisk ikke særlig mange penge. Det er ofte nogle mennesker, som arbejder med nogle meget mørke ting inde i sig selv,” siger han.

Derfor føler Thomas Korsgaard sig ikke som sådan udenfor på trods af, at der var flere stabler med tilbudsaviser, end der var bogreoler i hans barndomshjem.

“Jeg ved godt, at forfattere hører til i den kreative klasse, men jeg synes ikke, at det er virkeligheden,” siger forfatteren, der, meget apropos, har en tatovering på armen med teksten “Dette er virkeligt” som en påmindelse, der ikke er til at overse.

“Thomas Korsgaard hører for mig at se til de allermest lysende unge talenter i dansk prosalitteratur. Han forstår at skrive replikker, han har en fornem sans for tempo og pludselig pausering, og han forstår at portrættere mennesker på en måde, der får dem til at fremstå hele. Dertil kommer hans humor, som senest er demonstreret så flot i novellesamlingen Tyverier.”
Erik Skyum-Nielsen, litteraturanmelder på Information

Godt at have på cv’et

Thomas Korsgaard vurderer, at han i dag tjener nogenlunde det samme som en skolelærer, hvilket er flere penge, end han nogensinde før har haft. Men fordi han ikke har haft en ambition om at blive en dundrende succes, føler han sig ofte fjern fra den generation, han selv er en del af.

“Jeg oplever, at min generation er enormt fikseret på og optaget af succes. At være eller blive en succes. At se godt ud, have mange følgere og at klare sig godt. Det er ærgerligt, for så bliver der jo ikke plads til at miste sit arbejde, fejle, få en depression, eller hvad der nu også hører med til livet. Mange har tendens til at glemme, at al succes kommer ud af fiasko, som Suzanne Brøgger vist har sagt,” siger han.

Forfatteren fortæller, at han ofte får beskeder fra andre unge, der gerne vil skrive en bog om deres liv, og som vil høre, hvordan man får succes med det.

“Men jeg skrev jo ikke min bog for at få succes. Jeg skrev den på grund af alle ulykkerne, fordi jeg følte, det var vigtigt at gøre, og fordi jeg ville fortælle noget. Jeg håber, at det var, fordi den var god, at den blev en succes.”

Jagten på succes blev Thomas Korsgaard også konfronteret med, da han i en kort periode gik på universitetet, før han droppede ud for at blive forfatter.

LÆS OGSÅ: "Jeg var ved at græde ved tanken om, at jeg skulle være i Danmark bare to sekunder mere"

“Der var en meget emsig holdkammerat, som hele tiden var efter mig og spurgte, hvorfor jeg ikke kom til forelæsningerne. Da jeg efter få uger sagde, at nu droppede jeg ud, fordi jeg skulle skrive en roman, sagde hun: “Nå, det er da også meget godt at få på cv’et.” Den livsholdning møder jeg tit. At man hele tiden gør noget, fordi det skal være et springbræt til noget større,” fortæller han.

Thomas Korsgaard har derimod aldrig gjort noget for at få det på cv’et. Det skulle da lige være dengang, han som barn gik med aviser, fordi han havde en idé om, at det ville gøre ham til journalist en dag. På cv’et, hvis han skulle skrive sådan et, har han titler som jordbærplukker, gadesælger, avisbud, telefonsælger, kassemedarbejder, kaffehenter og sådan en, der samlede badges til kampagner. Han har ingen uddannelse ud over gymnasiet og har heller ikke planer om at få en. Skulle det ikke gå med skrivekarrieren, vil han ikke blinke to gange i forhold til at blive telefonsælger igen.

Han ville ønske for sin egen generation, at den ville sænke skuldrene lidt.

“Jeg synes, alle virker så pressede og drikker for meget, og mange af os er deprimerede eller angste.

Det er jo nok, fordi folk jagter et eller andet helt vildt, der bare ikke kommer,” siger han.

Vi har efterhånden tømt cortadoen, og Thomas Korsgaard skal hjem og skrive sin ene linje, inden han skal til årets første julefrokost. Efter tre bøger på tre år, kunne man ellers unde ham en enkelt friaften. Men den produktive forfatter har ikke planer om at stoppe med at spytte ord ud foreløbig.

LÆS OGSÅ: Langt fra lejlighed, familie og venner: Kunne du leve som Maja og Stefan?

“Hver gang, jeg har udgivet en bog, har jeg været så heldig, at der er dukket noget nyt stof op, som jeg har haft lyst til at undersøge, og så er jeg begyndt at skrive. Det handler både om den passion, der driver mig, men også om, at jeg får lyst til at overgå det, jeg har skrevet tidligere. Jeg kan meget hurtigt blive ramt af en følelse, hvor jeg bliver lidt pinlig over de bøger, jeg har skrevet, og hvor jeg tænker: “Nu kommer den rigtige bog.””

I første omgang bliver den næste ‘rigtige bog’ en børnebog, som Thomas Korsgaard har lavet i samarbejde med sin veninde, manuskriptforfatter Frida Brygmann. Den handler om en dreng med en lillebitte mund, som der ikke kommer særlig mange ord ud af. Denne gang er historiens hovedkarakter et godt stykke fra forfatteren.

5 tips til kultur og Nordvest

Seneste bog, du har læst?
“Gennem natten og vinden af Maja Lucas.”

Bedste café at skrive i fred og ro?
“Props Coffee Shop i Blågårdsgade.”

Favoritsteder i Nordvest?
“Caféen Fovl og vinhandlen Vin de Table.”

Bedste sted at gå tur?
“Utterslev Mose og de historiske områder i Indre By.”

Favorit-podcast?
“Kulturen på P1 og Det næste kapitel på Radio24syv.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Livsstil og Interview