Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Pia Allerslev
Foto: Sara Skytte

Tidligere borgmester Pia Allerslev om karriere

"Der var nogle mennesker, jeg var sindssygt skuffet over, og jeg fik godt nok ryddet op i julekortlisten"

Pia Allerslev var borgmester i København, da hun dansede sig landskendt i tv-programmet Vild med dans. Det var en bevidst strategi, fortæller hun åbenhjertigt i dag, hvor hun har sagt farvel til rådhuset og goddag til et nyt liv som selvstændig.

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Nedergårdsvej i min hjemby, som er den lille landsby Ørnhøj i Vestjylland. Vi boede på en høj bakke, og jeg synes, jeg kan huske, at det var et kæmpe eventyr, at gå ned ad den bakke. Det var et meget traditionelt barndomshjem, hvor mor var filialbestyrer i en bank på deltid, og far var direktør i et foderstofselskab. De var meget aktive i foreningsliv, og der blev dyrket meget sport. De sejlede også meget, så når alle andre kørte sydpå i sommerferien, sejlede vi Limfjorden tynd. Jeg fik i en meget tidlig alder banket ind i hovedet, at hvis du er utilfreds, så må du selv ændre på tingene i stedet for at sætte dig i et hjørne og se sur ud. Det har fulgt mig. 

Jeg har en lillesøster og en lillebror. Jeg gik i min vilde teenageperiode ret meget til halbal, og spørger du min søster i dag, vil hun sige, at hun var med for at passe på mig. Det var jo før mobiltelefonens tid, og vi kom kørende i busser fra hele oplandet for at gå til halbal. Det var et smart trick for at undgå indavl, ha-ha.

Din levevej?
– Jeg har aldrig haft en karriereplan, men i folkeskolen var jeg i praktik som advokat. Da jeg fandt ud af, hvor meget man skulle læse for at blive advokat, droppede jeg det. Da jeg senere blev tilbudt et job i Venstres Ungdom, sprang jeg til og flyttede til København med 14 dages varsel. Efter tre år ville jeg tilbage på skolebænken, så jeg læste til lærer og var også glad for at undervise i de syv år, det varede. Derefter fik jeg knap et år job hos Peugeot, samtidig med at jeg sad i Københavns Borgerrepræsentation. En dag ringede vores spidskandidat og sagde, at han ville trække sig, om jeg ville gå efter at få hans plads? Jeg havde to små børn, et godt job og havde lige købt hus. Men jeg kunne ikke andet end at sige ja til at blive kultur- og fritidsborgmester. Jeg troede kun, det skulle vare nogle år, men det blev til ti år – de sidste fire år som børne- og ungdomsborgmester.

LÆS OGSÅ: Connie Nielsen: "Det er altid svært at tage afsked med mit hjem"

Den sidste dag som borgmester var nytårsaften 2017. Jeg havde lånt nøglen til Rådhustårnet, og klokken 16 gik jeg derop med nogle gode venner og en flaske champagne. Der stod jeg og kiggede ud på en kold og mørk by, mens jeg lige tog 15 sekunder for mig selv, trak vejret dybt og sagde farvel. Derefter gik det nemt, og jeg savner ikke jobbet.

– Jeg var ikke mæt, da jeg stoppede som borgmester, selvom jeg godt vidste, at jeg nok skulle noget andet, inden jeg blev 50. Men jeg ville gerne have haft en periode til. I september 2016 var der opstillingsmøde, og der blev jeg væltet, da der blev valgt en anden spidskandidat. Det var ikke spor morsomt at have arbejdet 10-20 år med mennesker, man stoler på, og pludselig opdage, at de havde været utilfredse med mig uden at sige noget til mig. Der var nogle mennesker, jeg var sindssygt skuffet over, og jeg fik godt nok ryddet op i julekortlisten. På den anden side: Hvis du ikke kan tåle at blive væltet, skal du ikke gå ind i politik. Det gav mig også det spark, jeg havde brug for, for nu skulle jeg ud og vise dem alle sammen, at jeg godt kunne. Jeg troede jo, jeg skulle ud og rydde forsider med et eller andet fedt direktørjob og vende mig om og sige: "In your face", men det direktørjob kom aldrig. Jeg kunne også mærke, at jeg gerne ville arbejde med mere end én god sag, så nu er jeg blevet selvstændig og skal blandt andet rådgive Børneulykkesfonden og mange andre gode projekter. At lave noget, der giver mening er vigtigt for mig, og jeg bliver så glad, når jeg samler 100.000 kroner ind til et godt formål. Derudover vil jeg gerne have et arbejdsliv, hvor jeg har mere tid, men alligevel kan betale husleje.

Pia Allerslev. Foto: Sara Skytte. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Der var faktisk ingen, der kendte mig i København, selv da jeg var borgmester. Men jeg kunne godt se, at hvis jeg skulle have succes i politik, var jeg nødt til at blive mere kendt, og det ville Vild med dans kunne gøre for mig. Da casteren sagde til mig, at jeg ville få en masse nye venner, tænkte jeg: "Ja, ja, jeg har ikke engang tid til at se de venner, jeg har i forvejen". Men det viste sig at være en fantastisk oplevelse, og Michael Olesen, som jeg dansede med, er faktisk blevet en af mine bedste venner i dag. Men jeg indrømmer blankt, at jeg stillede op for at få mere politisk gennemslagskraft. Jeg har heller aldrig været for fin til at stille op i de medier, som andre rynker på næsen af, og jeg står gerne på en rød løber og udtaler mig til bladene. Det kom til at koste mig mit politiske liv, for mine modstandere sagde, at jeg var for useriøs og brugte for meget tid på den slags. Men jeg ville gøre det på samme måde igen. Jeg vil nemlig gerne være i øjenhøjde med mennesker, og mange læser jo de medier. Det kan godt være, at vælgerne ikke kendte mit valgprogram i detaljer, men de kendte mig måske som et sympatisk menneske, de havde set i et madprogram. Det er fint med mig.

LÆS OGSÅ: Julie Berthelsen: "Jeg er ikke længere bange for at fejle og være uperfekt"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Rent politisk er det Bertel Haarder. Ham kan jeg altid ringe til, og mit kompas er rettet ind efter hans. Når jeg får en rosesms fra ham, så ved jeg, at jeg har ramt rigtigt. Derudover er det Charlotte Bircow, som jeg blev veninder med, efter vi cyklede op ad Alpe d'Huez sammen i 2012. Hun cyklede ni måneder efter, hun havde afsluttet kemobehandling, og hun slog mig med flere længder. Jeg er imponeret over hendes styrke og udholdenhed. Hun inspirerer mig meget, for hun er typen, der har travlt med sit eget, men alligevel altid kan gøre noget for andre.

Mister du nogensinde vejgrebet? 
– Det gjorde jeg, da jeg blev skilt. Jeg havde intet sted at bo, så jeg sov rundt omkring hos veninder og i lejligheder, jeg lånte. I et halvt år slæbte jeg rundt på to børn, tre luftmadrasser og skoletasker, men jeg var nødt til at være stærk for børnene. Jeg troede, jeg skulle ud og have det sjovt og starte et nyt kapitel af mit liv, men i de uger hvor jeg ikke havde børnene, sad jeg som regel alene, for jeg havde ikke overskud til at være sammen med mine venner. Når jeg alligevel så dem, var der lidt for meget alkohol og selvmedlidenhed involveret. Det var en grænseoverskridende periode, hvor jeg ikke kunne tilbyde mine børn stabilitet. Heldigvis havde de en stabil base hos deres far. Men den skilsmisse slog mig ud af kurs, og en dag brød jeg sammen. Min datter skulle øve sig på sangen What happened to perfect, som hun skulle optræde med til klubaften. Jeg havde hørt den meget sammen med min eksmand, og det var ren tortur at lytte til den tekst. En dag skulle min søn og jeg se hende øve, og jeg kæmpede med tårerne. På et tidspunkt lagde min søn en hånd på min arm, og det gjorde bestemt ikke sagen bedre. Da hun var færdig med sangen, kunne jeg ikke sige noget, fordi tårerne pressede sig på, men jeg have lovet mig selv ikke at græde foran børnene. Hun flippede totalt ud, over at vi ikke sagde noget. Så brød jeg sammen, og vi sad alle sammen en halv time og græd og holdt om hinanden. Så gik jeg ned og hentede to liter is, og vi fik talt om, at mor også er ked af det.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Mine børn fylder naturligvis meget, og de er nok blevet lidt forsømt af mig i mine borgmesterår, hvor jeg har arbejdet 60 til 80 timer om ugen. Derudover har Henrik fundet vej. Jeg faldt for ham, fordi han er god til at sige til og fra, og fordi han forkæler mig, uden at jeg kommer til at føle mig som en prinsesse. For eksempel serverer han næsten hver morgen morgenmad på sengen. Det behøver ikke være noget flot med blomster. Bare en skål havregryn og en kop kaffe. Det er en lillebitte ting, der har enorm værdi for parforholdet, og hvis nogle af læsernes ægtemænd læser med i Hendes Verden, vil jeg gerne give det trick videre.

LÆS OGSÅ: Mette Bock om første gang, hun mistede sikkerheden

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej til Namibia, hvor jeg skal løbe et ekstremløb i slutningen af april sammen med Henrik. Vi skal løbe 250 kilometer gennem ørkenen på seks dage med vores oppakning på ryggen. Vi træner sammen, og da ingen af os vil betale for et fitnessabonnement, løber vi med oppakning sammen hver dag i al slags vejr. Vi bruger også gerne weekenden på at løbe sådan rundt i et sommerhusområde, hvor andre ville sidde i udespaen med et glas rødvin. Vi er dog ikke fanatiske, for vi vil også gerne kunne drikke et glas rødvin og spise en pose slik til en god film.

Pia Allerslev, 45 år

  • Født i Herning.
  • Uddannet folkeskolelærer med afstikker til bilbranchen.
  • Valgt til Københavns Borgerrepræsentation i 2001. I 2008 blev hun kultur- og fritidsborgmester og fra 2013 børne- og ungdomsborgmester.
  • Har to børn, Freja på 13 år og Valdemar på 11 år, men blev i 2016 skilt fra deres far og danner i dag par med Henrik Uth.
  • Deltog i Vild med dans i 2011.
  • I dag selvstændig med rådgivning og bestyrelsesarbejde.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Politik, Interview og Kvinder du skal kende