Tine Aurvig vandt over 4 millioner i Lotto: Ringede til alle vennerne med én besked

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Der er to veje, for den første var Esromvej i Helsingør, hvor jeg boede, da jeg var lille. Jeg boede med mine forældre på den ene side af vejen, og på den anden side boede mine bedsteforældre.

Jeg måtte ikke selv løbe over vejen, så jeg stod altid og skreg på det ene fortov, til min bedstefar kom og hentede mig. Da jeg var seks år, flyttede vi til Jylland, hvor vi boede forskellige steder med min mor og hendes daværende mand. Vi boede blandt andet i en ruin af en gammel gård for enden af en kilometerlang grusvej, som jeg skulle gå for at komme op og tage bussen i skole.

Jeg havde en meget livlig fantasi – ja, det har jeg sådan set stadig – og der hvor vi boede, var der en bakke, som jeg løb op ad og kastede mig ud fra, fordi jeg troede, at jeg kunne flyve, hvis bare jeg lærte hvordan. Jeg var et vildt og ekstremt viljestærkt barn, som ikke fandt sig i noget som helst. Jeg var pissehamrende besværlig, og hvis jeg var barn i dag, havde jeg fået en diagnose.

På trods af min tumultariske opvækst var jeg dog også et meget glad barn. Jeg nåede at gå på ti forskellige skoler, og det gav mig både en vis rodløshed men også evnen til at tilpasse mig. Jeg er ikke sådan en, der har gamle venner eller bliver inviteret til klassefester, for jeg har aldrig været længe nok et sted til at blive en indlejret del af en klasse."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"En af dem er nok min mors lillebror, onkel Lars, som boede i kollektiv i Emdrup, da jeg var barn. Der kom jeg over, når det hele spidsede til derhjemme. Min stedfar var ekstremt voldelig og bankede mig - ikke fordi jeg havde gjort noget, men bare fordi han have lyst – fra jeg var 5, til jeg var 11-12 år. Det er populært at sige: ”Det var en anden tid”, men hvis det var i dag, var jeg blevet tvangsfjernet. Dengang kom jeg bare i aflastning hos onkel Lars.

Jeg tror ikke, nogen af de voksne var bevidste om, hvor voldeligt det var. Det blev udlagt som om, det var mig, der var umulig. Men hos Lars var der ro, og jeg kunne bare være mig selv. Når jeg var der, behøvede jeg ikke bekymre mig om, hvornår det brød ud igen. Der lærte jeg også at høre Fleetwood Mac.

Min morfar var også meget vigtig, for han havde en ubetinget tro på mig og var overbevist om, at jeg var prædestineret til noget stort. Det gør noget ved et barn, at der er et voksent menneske, der tror på en. Han var ellers en barsk mand, men ikke over for mig. Jeg var højt elsket af ham."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg har aldrig haft en karriereplan, men da jeg flyttede hjemmefra som 15-16-årig og sammen med en kæreste i en andelslejlighed på Amager, tog jeg først en 10. klasse og siden HF. Jeg arbejdede hos Bager John på Amagerbrogade og senere som hjemmehjælper i Sydhavnen.

Dengang skulle man ikke havde nogen uddannelse, og jeg var vel 17 år, da jeg passede de gamle arbejdere fra Carlsberg. Det var både hårdt og lærerigt, for de var jo alle sammen fyldt med gode historier, og der lærte jeg at drikke genopvarmet kaffe og spise kanelsnegle med smør på. Jeg troede egentligt, at jeg skulle være journalist eller historiker, men så fik jeg job som pædagogmedhjælper, og tre måneder senere var jeg valgt til tillidsmand.

Derfra gik det slag i slag. Jeg blev formand for den lokale fagforening og siden formand i LO Storkøbenhavn, men jeg havde det hele tiden som om, det var noget midlertidigt, indtil jeg skulle i gang med at læse. Jeg var kun 29, da man begyndte at tale om mig som kommende næstformand i LO, og to år senere blev jeg valgt.

Det var lidt utroligt, for jeg var ekstremt ung, jeg var kvinde og kom fra den offentlige sektor. Ja, der var faktisk ikke det, der ikke var galt med mig. Jeg var forkert på alle parametre. Men jeg var jo allerede viljefast som barn, og hvis du spørger mine venner, siger de alle, at når jeg sætter mig noget for, bliver det."

Hvornår har du stået ved en korsvej?
"Mens jeg var formand for pædagogmedhjælperne i København, blev jeg gravid, og jeg var nødt til at tage en beslutning, om jeg skulle læse videre eller få en mere fast opfattelse af mit eget arbejdsliv. Daniels far er politisk flygtning fra Uruguay, og vi var kun sammen i kort tid, og i den tid mente alle mine veninder, at jeg var grebet af momentalt vanvid.

Men han var dybt fascinerende, og jeg ville gerne have barnet. Daniels far er et sødt menneske, men faste aftaler var ikke lige noget for ham, og jeg gad ikke bruge mit krudt på at skændes med ham, så jeg blev alene med Daniel. Heldigvis havde jeg gode venner, som hjalp med pasning, når jeg skulle på arbejde.

I dag sidder Daniel fængslet for forsøg på manddrab, og det er ubeskriveligt rædselsfuldt for en mor. Jeg føler mig så magtesløs, og alle forældre til indsatte slår sig selv i hovedet og siger: ”Hvad har jeg gjort galt?” Et eller andet har jeg jo gjort galt, men jeg ved også godt, at det ikke hjælper at sidde her og tænke sådan. Det værste er følelsen af spildt liv og magtesløshed.

Alle forældre vil så gerne fikse, hvad der er galt, men det her kan jeg ikke fikse. Nu har han været i afvænning, og om alt går vel, er han ude om to år, og jeg tror faktisk ikke, han kommer ind igen, selv om han kommer ud til hjemløshed og en kæmpe gæld. Heldigvis har han os og er på den måde privilegeret. Men det ændrer ikke på, at han føler sig som et mislykket menneske. Jeg synes også, han har gjort noget idiotisk og skal straffes, men han er stadig mit barn."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Karl. Han er det menneske, der gør, at jeg kan stå roligt i livet, og så kan han få mig til at grine som ingen anden. Han er en klippe af tryghed, og jeg er aldrig i tvivl om, at han står lige bag mig. Og så er han lækker, klog og sexet. Vi mødtes i 1999, hvor Karl var gift med en anden og blev skilt på grund af mig. Det var ikke specielt lykkeligt, men det kunne ikke være anderledes.

Vi var en del af samme vennekreds og havde kendt hinanden i mange år, men jeg havde aldrig tænkt på Karl på den måde, for han var jo gift. En aften var vi på Christianshavns dødsrute med Fingerbøllet og Eiffel Bar, da han pludselig tog fat i mig og kyssede mig. Jeg troede, det bare var et hurtigt knald, men det blev for livet."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Det skete i hvert fald, da jeg tabte formandsvalget i LO i 2007 med ni stemmer (til Harald Børsting, red.). Jeg var virkelig langt ude og tænkte: ”Hvad skal jeg nu?” Jeg havde jo ingen uddannelse men havde været politisk valgt i 21 år, og det hele skete for åbent tæppe foran hele Danmark.

Jeg havde arbejdet 60 timer om ugen, og nogen havde styret min kalender, og pludselig var det nul. Da vi kørte hjem fra Falkoner Centret den aften, satte jeg en opera på, og Karl skænkede mig et ordentligt glas rom. Pauken skulle bare slå første slag, så tudede jeg. Det var jo en livsdrøm, der sluttede der, men jeg havde gudskelov Karl.

Jeg er sådan en, der handler mig ud af kriserne. Jeg kan ikke bare sidde og stirre ind i en væg og vente på, at det kommer til mig. Jeg havde løn med til et år, og da det var gået, sagde jeg til Karl, at jeg ville gå ned og få et job i Netto. Men han svarede: ”Du har været i valgkamp i to år og tabt, du ligner lort, og du er totalt udskidt”, og så slog han over i ”vi” og sagde: ”Nu finder vi ud af, hvad vi gør”. Jeg havde jo en masse opsparet viden, så jeg søgte ind på en MBA-uddannelse på baggrund af min tusind år gamle HF-eksamen og kom ind.

I to år sad jeg bare og fik ny viden ind i hovedet, mens al min gamle viden blev sat i kasser. Bagefter lavede jeg en liste med de ting, jeg havde lyst til at lave og de ting, jeg er god til. Så ringede jeg rundt til hele mit netværk, og to døgn senere havde jeg otte jobtilbud.

Først kom jeg til et stort konsulentbureau, og siden har jeg været direktør i en brancheorganisation, men sidste år sagde jeg stop. Jeg er 60 år og resten af mit liv skal gå med noget andet. Jeg læser filosofi på Folkeuniversitetet, skriver på en bog om fængselsvæsnet sammen med min søn og laver konsulentarbejde."

Hvornår i livet har du skudt genvej?

"For to år siden vandt jeg i Lotto. Jeg plejede at spille Lotto i ny og næ, når jeg alligevel skulle ned og købe smøger. En dag gik jeg ned til den lokale Spar købmand, og da jeg kiggede i min pung, lå der to gamle Lotto-kuponer. Jeg bad ekspedienten om at tjekke dem, og han sagde, at der var en gevinst på over 6000 kroner på den ene, så de skulle tjekkes via Danske Spil.

Jeg gik hjemad, mens jeg tænkte, at det nok var 10.000, men drømte om 100.000. I det samme ringede en dame fra Danske Spil og spurgte, om jeg sad ned. Jeg havde vundet over fire millioner kroner. Det eneste, jeg tænkte på, var: ”Hvor skal vi gemme kuponen?”

Det endte med, at vi gemte den i Karls undertøjsskuffe. Så ringede jeg rundt til alle mine venner og sagde, at de skulle smide, hvad de havde i hænderne og komme hjem til os, så vi kunne fortælle dem noget. Så lavede vi den vildeste fest. Det var livsforandrende, fordi det betød, at vi betalte alt, hvad vi skyldte, er gældfri og kan leve, som vi vil."