Lad nu være med at skamme dig over tossede ting...
SPONSORERET indhold

"Når folk bliver forargede over mine vovede billeder, lægger jeg et topløst billede op"

En af tingene er, at sætte Spotify på 'private session', fordi musiksmagen måske ikke altid lige kan tåle et eftersyn fra hele Facebookflokken, skriver Katrine Blauenfeldt i sin klumme om, at vi alle sammen burde droppe skammen.

Foto: Privat
08. sep. 2015 | Livsstil | Eurowoman

KLUMME: Jeg holder dig i hånden hver dag. Når jeg skal bruge begge mine hænder, så kravler du om på min ryg og holder godt fast. Nogle dage glemmer jeg næsten, at du er der. Andre dage er det kun dig, der formår at fange min opmærksomhed. Du er min bedste ven og min værste fjende. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan mit liv ville være uden dig.

Jeg taler om skammen. Skammen, som vi har lært fra barnsben at bære rundt på, som var den livsnødvendig.

For at blive accepteret i et givent samfund, bliver man nødt til at rette sig ind efter visse regler og normer. Her bliver skam et vigtigt redskab i socialiseringen af det enkelte individ. Der er efterhånden ikke noget, du ikke kan skamme dig over. Det kan være din musiksmag, dit tøjvalg, din krop, dine seksuelle lyster, eller hvordan du for tredje gang på en uge har købt pizza til aftensmad i stedet for at lave den der blomkålssalat med sauteret spinat, som din spelt-veninde har anbefalet dig.

LÆS OGSÅ: 19-årig model fik nok: Branchen skal ikke kalde mig for tyk

Men det er ikke nok, at vi selv skammer os; vi vil også have, at alle andre skammer sig. Vi forfremmer os selv til moralens vogtere, når vi ser folk, der ikke lever på den måde, som vi selv anser for at være korrekte.

Jeg har den filosofi, at så længe du ikke gør andre fortræd, så skal du gøre, lige hvad du har lyst til. Jeg har ikke altid selv været god til at leve efter den tanke. Jeg har brugt ufattelig mange timer på at sidde og græde helt klichéagtigt ned i en Ben & Jerry's, fordi jeg dagen forinden har kysset med en fyr i byen, som mine veninder syntes var kikset. Jeg har smidt tøj ud, som jeg elskede at gå i, fordi det ikke længere var på mode. For det ville jo være en katastrofe at dukke op i en beklædningsgenstand, som andre folk ikke kunne lide, selvom deres egen tøjsmag ændrer sig, så snart folk som Uffe Buchard fortæller om en ny og laksefarvet modetendens, der snart vil erobre verden.

I takt med at jeg er blevet ældre, har jeg lært, at hvad andre folk tænker om mig, faktisk ikke er så vigtigt. Jeg er måske endda begyndt at gå i den helt anden retning. Hvis folk synes, jeg går i noget underligt tøj, så sørger jeg for, at det er endnu mere flippet næste gang, jeg skal se dem. Hvis nogen vrænger på næsen af min musiksmag, så skruer jeg op for noget Maria Montell og skråler med. Og når folk bliver forargede over mine "vovede" billeder på Instagram, så lægger jeg et billede op af mig selv, hvor jeg er topløs.

LÆS OGSÅ: Se 10 kvinder, der redefinerer skønhed

Jeg siger ikke, at alle skal reagere på denne måde. Men jeg er så overordentlig træt af, at andre mennesker prøver at overbevise mig om, at deres måde at leve på er den rigtige. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg aldrig skammede mig over noget som helst mere.

Jeg skammer mig over, at jeg ikke får skiftet sengetøj helt så tit som jeg burde. Jeg skammer mig over, at jeg ikke er god nok til at svare på beskeder. Jeg skammer mig over, at jeg har fordomme mod folk, der sværger til Apple-produkter, især fordi jeg selv i skrivende stund, sidder foran min kærestes MacBook Pro i stedet for at bruge min egen HP. Og sidst, men ikke mindst, så skammer jeg mig lidt over, at jeg næsten altid sætter min Spotify på "private session", fordi jeg ikke vil have, at mine Facebook venner skal se, hvad jeg lytter til.

Det er så anstrengende og opslidende at gå og huske på, hvad man skal skamme sig over. Når jeg så endelig glemmer at skamme mig, så står der tit en parat til at spørge på en nedladende måde, "skammer du dig ikke?". Jeg er godt klar over, at det er et retorisk spørgsmål, men jeg bliver stadig opmærksom på, at det, jeg lige har sagt eller gjort, er noget, jeg bør skamme mig over. Så skammer jeg mig lige pludselig over, at jeg ikke skammer mig.

LÆS OGSÅ: "Jeg kan ikke prale af en numse som the Kardashians. Er jeg så ikke en rigtig kvinde eller hvad?"

Hvis vi nu alle sammen valgte en ting, som vi nægtede at skamme os over og i stedet forbruge den ekstra energi på at bage en kage, sove lidt længere eller bare være lidt mere i nuet, så kunne vi måske lige blive 5 procent lykkeligere. Jeg har i hvert fald tænkt mig at omfavne min kærlighed til strømper i sandaler uden en skam i livet.


LÆS OGSÅ: Amalie friede til sin kæreste: ”Han ville aldrig have gjort det selv” 

LÆS OGSÅ: Instagram-piger oplever chikane. En pige satte ild til mit hår

LÆS OGSÅ: 15 lækre mænd du bør følge på Instagram