Tori Amos kommer til Danmark - og er desuden klar med nyt album
Er du ikke allerede bekendt med Tori Amos' musik, må du ikke snyde dig selv for at lytte til et par af hendes sange - eller endnu bedre, opleve hende live. Rolling Stones Magazine har nemlig kåret hende til en af de bedste live-kunstnere nogensinde, og gennem to årtier har den rødhårede sangerinde og sangskriver været med til at flytte grænserne for, hvad kvinder kan tillade sig at synge om.
Der har dog været stille omkring den amerikanske sangerinde, stort set siden hun i 2011 spillede to udsolgte koncerter på Det Kgl. Teaters Gamle Scene. Heldigvis er hun snart tilbage. Den 12. maj udkommer Tori Amos' 14. studiealbum 'Unrepentant Geraldines', og den 24. maj optræder hun i smukke omgivelser i Koncerthusets koncertsal i København.
Vi glæder os! Hvis du også gør, kan du købe din billet til koncerten her.