Ugen intro: Hvordan ser dit liv ud i forhold til din mors?

Ugen intro: Hvordan ser dit liv ud i forhold til din mors?

Man kan for alvor se, hvordan samfundet har ændret sig, når man sammenligner sit eget liv med sin mors, da hun var samme alder.

I hverdagen lægger vi sjældent mærke til de forandringer, der sker rundt omkring os hele tiden. Det er først, når vi holder vores liv ud i strakt arm, at vi ser, hvad der er forandret. Når vi kigger 5, 10 eller 15 år tilbage. Eller endnu vildere – hvis vi sammenligner vores liv med vores mors. Så er det pludselig meget tydeligt, at samfundet i dag er et helt andet end dengang, din mor var på din alder.

I løbet af en generation har kvinder frigjort sig radikalt fra det liv, generationen før levede. Det viser en lille rundspørge her på redaktionen også med al tydelighed. F.eks. siger Christine, 39:

”Det år, min mor fyldte 40, blev hun mor for 4. gang og knoklede med at servicere min far, der var landmand. Jeg bor på 57 kvm på Istedgade, har ingen børn og slider i stedet på en masse caféstole og biografsæder.”

LÆS OGSÅ: Mors dag: Se gaver du kan købe på nettet

Simone på 28 lever også et helt andet liv:

”Da min mor var 28 år, havde hun en datter på ni (mig), og hun havde lige købt hus med sin nye mand, der havde to sønner i forvejen. Jeg bor i lejlighed med min kæreste, og børn er ikke lige på trapperne.”

Men selvom vi har alle muligheder for at gøre det, vi vil, betyder det ikke altid, at livet i dag er nemmere end dengang, som Majbritt pointerer:

”Da min mor var 40, var jeg 15 og min søster 19 år, og min mor var først lige begyndt at arbejde. Jeg tænker, at det var en meget roligere tid dengang, hvor min mor ikke skulle jonglere med lige så mange bolde, som jeg skal, fordi jeg stadig har små børn (5 og 7 år) og prioriterer at have karriere på samme tid.”

På side 38 i denne uges ALT for damerne (nr. 19/2013) kan du dykke ned i flere generationssammenligninger, når mødre og døtre fortæller om at være 24, 36 og 40. Måske kan du genkende dig selv i en af beretningerne?

LÆS OGSÅ: 3 mødre: Sådan kombinerer vi børn og karriere