Blog Velvet Snow

Ugens blog: En verden af dinoer og designertasker

Ditte har en luksuriøs stil med stort L. På bloggen Velvet Snow flasher hun en overflod af lækre designertasker og sko, men jordforbindelsen hos den 29-årige nordjyde er bevaret i storbyen, hvor hun nu bor. Hjemmet er et diskret alter til alting kitschet - det indebærer ikonet over dem alle; E.T., dinofigurer og et øje for nyeste tendenser inden for interiør. Lær Ditte bedre at kende her og føj endnu en inspirerende mode- og boligblog til din liste.

Hvorfor skal folk læse din blog?

De skal læse den, hvis de kan lide skøre indfald i både påklædning og garderobe. Hvis de er til farver, print og mønstre i et stort sammensurium. Jeg er nemlig sjældent sort, oftest i mere end to prints på én gang. Ellers hvis de er til indretning, af den sære slags, jeg bor nemlig sammen med både E.T., en flok dinosauruser og da også et par hajer, og så lige min kæreste. Selvom der næsten ikke er plads til ham.

Hvis du fik 10.000 kr. du skulle bruge i dag, hvad ville du så kaste dem efter?

Uh, jeg elsker at kaste penge efter pæne sager. Senest gik jeg pænt meget amok i Isabel Marant pour H&M; man skulle jo være et skarn, når man elsker hendes ting i forvejen, silke til H&M priser kimser jeg altså ikke ad. MEN hvis jeg nu skulle shoppe for 10.000 sådan lige i dag, så ville jeg selv smide lidt knaster oveni og hapse Proenza Schoulers PS11 taske i sort. Jeg har den allerede i Saddle, som er over to år gammel og stadig er en favorit. Så den ønsker jeg mig noget så brændende i sort pt. Jeg må godt smide lidt oveni selv ikke, eller er det udenfor reglerne?

Hvornår har du sidst grædt af glæde?

Måske da jeg fik invitation til Isabel Marant pour H&M pre-shopping? Haha. Nej, jeg græder vist generelt for lidt, når jeg er rigtig glad. Jeg græder til gengæld lidt for ofte, når jeg er sur eller skuffet. Hvilket er en vældigt irriterende egenskab, som jeg gerne bytter for en PS11 eller noget.

Hvad er dit ultimativt bedste køb til garderoben?

Må jeg virkelig kun vælge én ting? Uf. Jamen, måske jeg kan vælge en kategori? Nej, det er heller ikke helt nok. Men jeg er virkelig glad for mine tasker og mine sko. Måske mine tasker, de får ikke så mange daglige slag ude på de københavnske stræder, som mine sko gør. Jeg har samlet dem over flere år, det startede med en vintage Chanel 2.55, før de blev dyre igen. Jeg slap 3500 på eBay og solgte den for 5000. Det var nok der min smag for salg og køb af designer-sager startede.

Hvad er din top 3 over film, der skal ses på en mørk regnvejrsdag?

E.T(!!), Gremlins - så er man ligesom klar til jul og så skal det måske være Drive. Den kan jeg godt lide. Min kæreste har installeret en hjemmebiograf i vores soveværelse, så der bliver set en del film på matriklen i denne tid. Under masser af dyner, det er noget af det hyggeligste. Og så har jeg altså også noget med Jurassic Park filmene, ikke at det sikkert kommer som en overraskelse for nogen. Men se dem lige, der er dinoer en masse!

Ugens blog: En verden af dinoer og designertasker


Hvis du skulle stille dig selv et spørgsmål med et overraskende svar, hvad ville det så være? Og svaret?

Jeg tror, jeg ville spørge: hvad er det vildeste salg, du har gjort?

Jeg solgte i foråret 2009 et par Chloé Susans (de der benittede-vidunder-ankelstøvler) fra FW08 for 17.000. Jeg havde selv sluppet ca. 8000 og blev kontaktet med henblik på køb af en pige fra Californien. Hun tilbød mig $3000, og jeg sagde: "ja tak, hvis du betaler portoen", som nemlig er ret dyr til USA -især hvis du vil have varen sikkert frem. Men ja, de røg afsted, jeg fik 17.000 og jeg shoppede nogle måneder senere støvlerne igen. De var desværre et halvt nummer for store, så i 2 år brugte jeg dem, selvom de gjorde avs. I sommeren 2011 blev jeg så informeret om, at de blev reproduceret. Jeg skrev mig fluks op og ventede spændt. I december 2011 satte jeg så mit efterhånden slidte par nr. 2 på eBay. De røg for 12.500. I februar købte jeg et par, der passede mig perfekt, helt fine og nye og de var jo så gratis grundet mine salg. JUHU! Derudover har det salg været med til at skabe en stor del af min sko- og taskesamling den dag i dag. Man har lov til at være heldig indimellem.

Hvordan forkæler du dig selv i hverdagen?

Jeg sætter ikke så mange regler op for mig selv, jeg gør, som jeg har lyst til - og er derfor heller ikke noget siv. Men det er vigtigt for mig, at jeg er glad. Og den vej har jeg efterhånden fundet mig. Det er gået nedad bakke med træningen de sidste måneder, og det vil jeg gerne i gang med igen, for det gør mig rigtig glad, selvom det kan være svært at få måsen hen i centeret når der er koldt og mørkt udenfor.

Hvilke tre steder finder du inspiration på nettet?

The Coveteur, her savler jeg over pæne sager.

Refinery29

Bloglovin - Her har jeg samlet alle de blogs, jeg følger, så den side besøger jeg dagligt

Om Ugens Blog

Hver uge interviewer vi på ALTfordamerne.dk en af de mange gode, danske bloggere, som har fanget vores opmærksomhed, så du kan lære mere om personen bag en af de blogs, du følger - eller måske burde følge...

LÆS flere interviews med de hotteste bloggere lige nu her.