Klar til weekenden? Selvfølgelig er du det. Og du kan godt glæde dig, hvis du er i København denne weekend, for kalenderen er fyldt op med fede events, der er værd at deltage i. Se, hvad vi anbefaler, at du bruger din weekend på, på de følgende sider.
Kirkefest part 2
God Goes Deep fortsætter festen i smukke omgivelser i Vor Frue Kirke. Denne fredag er det bl.a. Mads Axelsen fra Det Elektriske Barometer på P3, der sørger for fantastiske toner. Senere kan du opleve den lige så dygtige Djuna Barnes give den op.
Fredag den 21 Marts kl. 20-24
Vor Frue Kirke, Nørregade 8
Champagne og hotdogs
Endelig kan du nyde hotdogs og champagne sammen. Nu åbner Danmarks første hotdogrestaurant, Foderbrættet, nemlig i en tidligere bankboks på Vesterbro.
Konceptet ses allerede i London og L.A, hvor det har været en stor succes. Og her er altså ikke bare tale om en hotdog, som vi kender den hos pølsemanden, men lækre gourmet-hotdogs serveret i hjemmelavet brød.
I weekenden bliver der fyret op for dj-sessions og nok også en temmelig festlig stemning.
Foderbrættet, Vesterbrogade 41
Åbner fredag den 21. marts
Must see
Selvom Oscar-uddelingen efterhånden er old news, kan du stadig se vinder-film i biografen. En af årets helt store vindere blev filmen '12 Years a slave'. Har du ikke set den endnu, er det ved at være sidste chance, i hvert fald hvis den skal opleves på det store lærred.
'12 Years a slave' vises i biografer landet over
Fyldt dansegulv og gyldne toner
Club Tropicana og The Eclectic Moniker forenes nu i en legendarisk kombi, når de glade drenge tager hul på sommeren med en aften, der sender tankerne mod de varme lande med gode vibes, lækre drinks og et fyldt dansegulv.
Fredag d. 21 marts inviterer The Eclectic Moniker til koncert med venner og bandet selv samt en farverig og festlig efterfest.
Fredag den 21. marts kl 20-?
Pumpehuset, Studiestræde 52
Entré 100 kr.
Stjerne-dj på Nørrebro
Den tyske stjerne DJ Gerd Janson spiller på fredag på Rust.
Han er kendt for at afholde de legendariske 'Liquid'-fester i Frankfurt, så mon ikke bas- armen kommer i vejret, når han skal spille foran Nørrebros hipster crew?
Du kan altid slå dig løs til hiphop i kælderen, når Jolenes Bump N’ Grind Slow Hustle Crew spiller op til fest.
Den 21. Marts kl. 23-05
Rust, Guldbergsgade 8
Entré 60 kr.
Undergrunds-fødselsdag
KB18 fejrer på lørdag deres 3 års fødselsdag i Kødbyen. Det bliver hardcore elektroniske toner i bedste KB18-stil. Og mon ikke festen fortsætter til den lyse morgen?
KB18, Kødbyen, Vesterbro
Danmarks sødeste Festival
Er du ikke til øl og høj musik i weekenden, kan du i stedet tilfredsstille den søde tand ved at deltage i Danmarks Sødeste Festival. Den århusianske Sweet Festival rykker nemlig ind i Nørrebrohallen denne weekend. Her kan du købe alt fra likør til chokolade, fra selv Danmarks mindste producenter.
Lørdag den 22. og søndag den 23. marts kl. 10-18
Nørrebrohallen, Nørrebrogade 208