Ægdoner

Ugens intro: Den største gave

Som et af de eneste steder i verden må kvinder i Danmark donere æg til par, de kender. Chefredaktør Tina Nikolaisen skriver om gaven.

At gøre en god gerning eller give et andet menneske en gave er efter sigende stærkt medvirkende til, at man føler sig lykkelig. Jeg kender flere par, som ikke kan få børn på naturlig vis, og som har kæmpet i årevis. Det er både fysisk opslidende og sætter parforholdet på en umenneskelig prøve.

En ny lov skal hjælpe mange af de par med at rykke tættere på drømmen om et barn. Loven gør det nemlig lettere for kvinder at hjælpe andre kvinder med at blive mor. Som et af de eneste steder i verden må kvinder i Danmark nu donere æg til par, de kender.

I dag kan ventetiden på donoræg nemt være op til tre år, og rigtig mange par tager derfor til udlandet for at få hjælp. Men nu kan en søster eller en veninde være den donor, som kan gøre en forskel. Og ventetiden kan skæres ned. Og børnene, ja, de vil vokse op med muligheden for at finde deres ophav og derved få svar på mange af de spørgsmål, som adopterede børn leder efter hele livet. På side 15 i denne uges ALT for damerne (nr. 41/2013) har vi en fantastisk historie om 24-årige Mia, som har valgt at være åben ægdonor. Hun blev selv mor som 16-årig og vil nu gerne hjælpe andre med at opleve lykken ved at blive mor. Hun er meget bevidst om, at de børn, der måtte komme ud af hendes æg, skal kunne finde frem til hende, hvis de har lyst til det. Det er deres ret, siger hun.

Mia gør det ikke for pengenes skyld. Som ægdonor i Danmark får man sølle 500 kroner, selvom man skal igennem ikke så få strabadser. Det er glæden ved at give, der driver det. Og det kan man jo kun glæde sig over.

Læs mere om emnet i denne uges ALT for damerne (nr. 41/2013).

LÆS OGSÅ: Camilla donerede ni æg