Ugens intro: Vis mig din hverdag

Ugens intro: Derfor elsker vi "hverdagsblogs"

Bloggerfænomenet vinder mere og mere popularitet i Danmark. Særligt er det de såkaldte "hverdagsblogs", der stormer frem, men hvorfor, spørger Mette Mølbak.

Hverdagen er presset. Rigtigt presset. Det viste vores egen omfattende undersøgelse af danske kvinders liv, da vi i foråret fik analyseinstituttet Megafon til at tage pulsen på, hvordan kvinder går rundt og har det.

Ikke så opløftende viste undersøgelsen, at 65 procent af de danske kvinder føler, at deres hverdag er presset. Fordi der er så meget, vi skal leve op til. Krav fra skoler, institutioner, arbejde, familier, venner og ikke mindst os selv. Vi vil have det bedste ud af livet hele tiden, og det er selvfølgelig også godt at have ambitioner på sit eget livs vegne. Men konsekvensen bliver et liv levet som et hækkeløb, alt imens vi har travlt med at lægge et pænt filter på de udvalgte opture fra vores liv, som vi deler på de sociale medier.

Leverpostej og lykkefølelse

Måske er det derfor, at helt almindelige kvinder, der blogger om deres helt almindelige hverdag, er blevet så populære. For det er befriende at kunne følge med i et hverdagsliv, der ligner dit og mit. Det vil sige med lige dele leverpostej og lykkefølelse.

Og det er nok løgn, når mange tilslutter sig Dan Turells udsagn om, at de holder af hverdagen, mest af alt holder de af hverdagen. Men måske bliver hverdagen lidt nemmere at elske, når vi ved, at der er andre derude, der har det ligesom os. Som kæmper med de samme ting, drømmer om de samme ting, spiser de samme ting og frem for alt tør at fortælle om det. På side 18 (i ALT for damerne nr. 30, 2013) kan du læse mere om fænomenet hverdagsblogs. Det er hverken stor kunst eller litteratur, men en ventil mod det glansbilledeliv vi ofte har lidt for travlt med at fortælle om i ord og billeder.

LÆS OGSÅ: Mød redaktionen