Ugens intro: "Pludselig var han bagved mig"

Jeg ved ikke, hvor han kom fra. Jeg var kun fokuseret på at forcere de stejle gader i San Francisco, mens jeg som ny studerende i byen var på vej hen for at se på en egnet bolig. Jeg kendte ikke byen, men for mig lignede det et kvarter, jeg godt kunne gå alene i ved højlys dag. Men pludselig var han bagved mig – og havde sin hånd oppe i mit skridt.

Jeg skreg op, og han forsvandt lige så hurtigt, som han var kommet på den mennesketomme gade. To minutter senere kom han igen. Denne gang med armen rundt om min hals. Hårdt. Heldigvis fik jeg skreget så højt og gjort så meget modstand, at nogle piger kom ud fra et hus. Han løb igen væk, og jeg så ham ikke siden. Men i årene efter havde jeg det meget svært med at mærke, at nogen gik tæt bagved – især hvis vedkommende gik hurtigt.

LÆS OGSÅ: Bryd tavsheden om hverdagssexisme

Og her otte år senere kan jeg stadig genkalde mig følelsen og tage mig i at kigge mig over skulderen, hvis fremmede kommer for tæt på. Utroligt, hvad kroppen husker. For egentlig skete der jo ikke noget. Det har fået mig til at tænke meget over de mennesker, der virkelig har oplevet noget, der har mærket dem på kroppen. Ofre for voldtægt, tortur og krig, hvor rædslerne har stået på i årevis. Hvad gemmer deres kroppe ikke på af traumer?

En af dem er Adisa Mujezinovic, som du kan møde i det her nummer af ALT for damerne. Hun voksede op under krigen i Eksjugoslavien og mistede både sin barndom og ungdom til krigens uhyrligheder. Det har spoleret det meste af hendes voksenliv, at hun blev frataget den uskyld, vi burde møde verden med. Læs Adisas historie på side 36 i dennes ALT for damerne (nr. 33, 2013)

LÆS OGSÅ: Denne uges ALT for damerne nr. 33/2013