Jeg blev ramt med det samme, jeg stod der. Jeg huskede lykkeboblerne i kroppen, spændingen, forventningen og bevidstheden om, at det her var et skridt ind til noget meget, meget stort. Men det var ikke mig, der stod her, men min datter. Det var hende, der tog sine første skridt ind i den skolegård, hvor hun går ind som barn og kommer ud som næsten voksen.

Jeg synes selv, at jeg lige har været der. Nu kunne jeg kun genopleve, hvordan det var. Dengang det handlede om at blive ældre. At rykke en klasse op. At blive gammel nok. At komme videre og tættere på det, man havde udset sig som det fede liv. Alle de følelser ramte mig, da jeg for to uger siden fulgte min datter i SFO/ skole for første gang. Hvordan kan det være, at vi som børn stræber efter at blive ældre, mens vi som voksne gør alt for at undgå det?

Filosoffen Søren Kierkegaard ville sikkert sige, at den tankegang gør os ude af stand til at leve selve livet. Hvis vi går rundt og drømmer om noget, der har været, eller noget, der (måske) kommer, så taber vi selve nuet, hvor det virkelige liv ligger. Og det er nok noget af det sværeste ved hele vores eksistens. At gribe nuet og være til stede i det liv, vi lever nu.

I denne måned er det 200 år siden, Danmarks største filosof, Kierkegaard, blev født, og i den anledning fortæller tre kvinder på side 40 om at have en livsfilosofi – og følge den. For et er at klæbe et citat op på køleskabet. Noget helt andet er at leve efter det. På mit køleskab hænger der ikke noget, men jeg prøver hver dag at leve efter at være der, hvor jeg er lige nu. Især når barndommens minder er ved at vælte mig omkuld. Lige her, lige nu.

LÆS OGSÅ: Denne uges ALT for damerne nr. 21/2013