Irriterende blærerøvsløber

Jeg er blevet en irriterende blærerøvsløber

„Hæ, hæ… Du skal lige høre det her… madredaktøren blev slået af artikelredaktøren, da de løb halvmaraton i søndags. Med et halvt minut.“ Det var et tredje medlem af ALT for damernes redaktion, der videregav den yderst interessante oplysning til mig og ydermere sagde:

„Det er sjovt, når man tænker på, at madredaktøren har løbet til og fra redaktionen i sit spritnye løbetøj dag efter dag. Og at hun er sådan cirka 20 år yngre end artikelredaktøren.“

Og ja, det var skægt. Men jeg hæftede mig især ved, at de begge havde løbet rundt regnet ti minutter langsommere end min bedste halvmaratontid. Hæ, hæ. Jeg er nemlig blevet én af dem. En af de superirriterende blærerøvsløbere, der aldrig, og jeg mener aldrig, forsømmer en lejlighed til at prale af min tid/topform/aldrig manglende motivation og alt, hvad der ellers kan fremhæves omkring egne løberevner.

Heldigvis kan der ikke kun snakkes løb med de mennesker, der i forvejen løber. Næh nej. Familiesammenkomster kan altid tilføres en endeløs strøm af informationer om mine seneste præstationer. Venindesamtaler om umulige børn, mænd og den slags typer kan også nemt peppes op med sætninger som:

“„Nej tak, jeg skal ikke have vin til maden, jeg skal løbe i morgen tidlig. Igen. Hvad skal I lave? Sove længe?“”

Det er superlækkert at være frelst. Men måske også i bund og grund bare meget, meget irriterende at høre på. I disse dage løber jeg ALT for damernes Kvindeløb i Strandparken i København. Forhåbentlig sammen med dig. Hvert eneste løb er en meget øjenåbnende oplevelse – for det handler jo selvfølgelig ikke om at komme først. Det handler om at være med. Om at gennemføre i lige præcis det tempo, der gør dig glad. Og allermest om at have det sjovt – med dig selv og dine medløbere. Det minder I løbere mig om kvindeløb efter kvindeløb – og dén oplevelse er helt fantastisk i sig selv.

Tak!