Tina Nikolaisen: Undgå skilsmissen - flyt fra hinanden
Tina Nikolaisen om at redde ægteskabet ved at flytte fra hinanden.
For nylig var jeg til en venindekomsammen, hvor vi hver især skulle fortælle om, hvad der var sket siden sidst. Der var lidt om jobskifte, børn og en del om mænd. Især en historie var interessant. En kvinde kunne fortælle, at det alligevel ikke gik med at bo sammen med den nye kæreste. De havde hver især for mange vaner opbygget gennem årene, og de sammenbragte børn gav for mange diskussioner om børneopdragelse.
Men de havde fundet en løsning. Manden var flyttet ud af deres ellers fælles lejlighed 1. th. og ind i lejligheden 1. tv. På den måde kunne de stadig være kærester men med mulighed for at gå hver tit sit og være sammen alene med hver deres børn og særheder. Og parret er åbenbart ikke ene om at bryde med de traditionelle boformer. I denne uge sætter vi fokus på en ny tendens som kaldes LAT – Living Apart Together. Men fungerer det at elske hinanden, måske endda gifte sig og alligevel bo hver for sig?
Eksperterne siger faktisk, at det for nogle kan være den direkte vej uden om skilsmissestatistikkerne. Jeg synes det lyder genialt, hvis kærligheden er til stede – men slides ned og ødelægges af hverdagens praktikaliteter. Eller af weekendens diskussioner omkring ”dine og mine børn”.
Det kræver mod og handlekraft at håndtere de uløselige dilemmaer på en ny måde. Respekt for dem, der har fundet løsningen fremfor at splitte op eller blive slidt ned. Så er det sikkert bedre at sende manden ind i nabolejligheden.
LÆS FLERE LEDERE AF TINA NIKOLAISEN HER.