Ursula er fyldt 80 år – og først nu hyldes hun i hele verden: ”Jeg er rykket frem i første række”

Som barn svarede Ursula Reuter Christiansen uden tøven, at hun ville være gymnasielærer, når folk spurgte til hendes fremtidsplaner.

"Jeg kommer fra en lærerfamilie – alle var lærere, min far var gymnasielærer, og min farfar var døvstumme-lærer. Jeg beundrede dem, så det var helt oplagt, at jeg ville dygtiggøre mig og være det samme. I skolen og gymnasiet var jeg altid ekstremt flittig. Det var mig, der blev elevrådsformanden, og mine klassekammerater syntes måske også, at jeg var lidt slesk… At jeg indyndede mig hos lærerne. Det gjorde jeg måske også – men jeg ejer det, og jeg står ved det."

Hvordan var din vej til at blive kunstner?

"Den var fantastisk, og den var let for mig. Jeg havde en meget kreativ mor, der selv gerne ville være lærer, men det fik hun aldrig lov til. Hun var uddannet pædagog, og der var stor lærermangel efter krigen, fordi så mange var døde. Alle kvinder med pædagogiske uddannelser kunne derfor blive lærere, men min far, der selv var kommet hjem fra krigen, forbød det. Da jeg blev ældre, blev jeg mere oprørsk og udfordrede min far på, hvorfor han ikke lod min mor blive lærer. Hun gjorde så i stedet alt for at fremme mine kreative evner, og jeg fik ekstra undervisning efter skoletid i billedkunst. Her mødte jeg de mest vidunderlige lærere, der gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe og understøtte mig. Og det bar frugt. Da jeg skulle op til min studentereksamen, tabte jeg fem kilo, fordi jeg knoklede løs med at terpe – jeg var så bekymret for, om jeg kom op i matematik eller latin. Men jeg kom kun op i billedkunst, og der klarede jeg mig så flot."

"Da jeg endelig sagde højt, at jeg ville være kunstner, afviste min far det. Han ville have, at jeg skulle være gymnasielærer ligesom ham. Jeg læste derfor tysk på universitetet og havde kunst som bifag. Og jeg var dygtig, men det eneste, jeg ville, var at være kunstner. Så jeg knoklede i hemmelighed på at komme ind på Kunstakademiet i Düsseldorf, der var det bedste akademi i verden på det tidspunkt. Og jeg klarede det! Jeg kom ind..."

Hvordan vil du beskrive dit arbejdsliv, før du blev 50?

"Målrettet. Jeg kæmpede som en sindssyg for at udfylde alle mine opgaver. Jeg giftede mig og flyttede til Møn med min danske mand. Vi fik tre børn, og min mands søn fra et tidligere ægteskab flyttede også ind, da han var teenager. Så pludselig havde jeg en kæmpe husholdning med fire børn og hundredvis af katte, kaniner, en lille hest, alverdens dyr – ja, også rotter og fugle og ugler. Men jeg har hele tiden arbejdet med min kunst. Jeg har arbejdet for ikke at gå til grunde. Bogstaveligt talt."

Hvad har drevet dig i dit arbejdsliv?

"Jeg er et rigtigt ambitiøst røvhul. Men det er jeg også stolt af. Jeg VIL kraftstejleme, og jeg har altid stilet efter at opnå anerkendelse. At den i særlig grad kommer nu, er en stor lykke.   Hvad har drevet dig i dit private liv?– Den evindelige kamp for at skabe balance mellem livet som mor og livet som kunstner. Der er så meget at gøre og lave i det her mor-liv, men jeg har hele tiden sørget for at finde lommer af tid, hvor jeg kunne dykke ned i mit eget univers. Hvis ikke jeg får den tid, så er jeg fortabt. Det er vilkåret som kunstner. Jeg har knoklet for ikke at gå ned som menneske og som kunstner. Mit liv med min familie er fantastisk, men det er ikke nok."

"Jeg har altid haft en kæmpe konflikt med mig selv, et mindreværdskompleks. Min lærer på kunstakademiet var Joseph Beuys, der var efterkrigstidens største kunstner. Han lærte mig så meget, men det var også hans standarder, som jeg målte alt, hvad jeg lavede, op imod. Uanset hvad jeg lavede, så tænkte jeg altid: Hvad ville Beuys mon sige til det her?”

"Når min venner besøgte mig her på Møn, ville de altid se, hvad jeg havde malet. Og hvis alle ikke sagde ”wow!” med det samme, blev jeg frygteligt usikker på mig selv – og så malede jeg billederne over. Jeg har destrueret så mange billeder, bare fordi jeg ikke fik omgående anerkendelse. Jeg var slet ikke sej nok – jeg havde ikke den selvtillid, mine mandlige kolleger havde. Heldigvis er jeg sej nu! Som 80-årig! Gud ske lov. Nu er jeg overbevist om, at jeg er Danmarks bedste kunstner. Ja, nu siger jeg det endelig højt. Jeg er enestående, og jeg er en fantastisk kunstner. Det siger jeg, fordi jeg mener det, og jeg ved, at det er sandt."

"I må ikke stoppe!"

Er det svært at pleje sit kunstnervirke, mens man har små børn?

"Jeg fik det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, efter jeg havde lavet filmen ”Skarpretteren”, og det ændrede mit liv. Det var i 1971, og jeg havde lige fået mit andet barn, så det første, jeg gjorde, var at betale naboen for, at hun kunne kigge efter min datter, når hun sov i barnevognen fra 10-12 hver dag."

"Jeg havde ikke et atelier, jeg havde en hestestald, og det var en rotterede. Men jeg kunne få fred i to timer. Og det gjorde alverden til forskel at stå der og arbejde et par timer hver eneste dag, det var det, der gjorde, at jeg aldrig gik i stå."

"Da jeg siden underviste på Kunstakademiet i København, var det mit vigtigste råd til de unge studerende, der blev gravide: I må ikke stoppe! I skal blive ved med at skabe – bare to timer om dagen. Maria Wæhrens var en af de kunstnere, der tog mit råd til sig. Jeg besøgte hende, mens hun var på barsel. Hendes staffeli stod fremme, og jeg så, hvad to timer om dagen kan gøre. Jeg tror, at jeg har givet alle mine kvindelige studerende en redningskrans med det tip, så de ikke gik til grunde. Desværre har jeg da også set dem, der sagde: ”Ja, ja, vi går i gang igen, når børnene er større.” Men det er løgn. Hvis du lader dig omslutte af mor-identiteten, så vender du ikke tilbage. Det er en vigtig drivkraft, at du holder fast i dit virke som kunstner."

Hvad har været dit karrieremæssige højdepunkt?

"Nu har jeg jo fortalt, at alle i min familie er lærere, så højdepunktet er nok, at jeg blev den første kvindelige malerprofessor på kunstakademiet. Det var kæmpestort, og jeg er så stolt over det. Jeg er udlænding, og jeg er kvinde, og der var aldrig nogen som mig, der havde fået tildelt den magtposition, siden Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i 1754. Jeg var stolt af min titel, og jeg var superglad for mit samarbejde med mine studerende. Det har været en kæmpe gave."

Hvad har været den største udfordring?

"Jeg har altid været dybt misundelig på mine mandlige kolleger. De var sådan nogle seje typer, der altid havde tid til deres kunst og malede de her store formater. Jeg ville være lige så sej og dygtig, men det kunne jeg ikke, for jeg havde jo også min kæmpe familie at passe. Mine kolleger kunne altid gå hen på deres atelier og skabe. Det kunne jeg ikke. Jeg følte, at de var bedre og mere udholdende end mig, og jeg har følt mig så provokeret af deres overlegenhed. Det er først i de sidste år, at den følelse har ændret sig. I corona-tiden, hvor jeg ikke kunne komme nogen steder hen, fik jeg malet mine kæmpe malerier. Og der vidste jeg, at nu havde jeg indhentet dem. Jeg havde malet billeder, der var større og bedre end deres. Jeg havde sejret. Nu er jeg ikke længere en misundelig gammel kvinde, nu er jeg en vinder. Og nu nyder jeg en kæmpestor international opmærksomhed, jeg skal udstille på Basel Art Fair, og jeg er rykket frem i første række. Det er jeg så uendeligt stolt over."

Hvilket råd ville du give til den unge generation?

"Det råd gav jeg for nylig, da jeg var del af et panel på Charlottenborg. Det er ikke mine ord, men min læremester Joseph Beuys’ ord: Jeres kreativitet er jeres kapital. Lad være at sløse det bort. Lev et ægte liv. Hvis du er kunstner, er du meget rigere, end nogen sum af penge kan gøre dig. Mit hjerteblod gennem 60 år, kunsten, er det, der har holdt mig i live. Hvorfor vælger man så at blive kunstner med al den kamp og usikkerhed det indebærer? Fordi du har en indre trang til at skabe, som du ikke kan eller må undertrykke."

Hvad er dine fremtidsplaner?

"Jeg er lige fyldt 80 år. Det er der en stor ambivalens knyttet til. Jeg har lige haft fotograf, makeupartist og en smuk stylist fra ALT for damerne på besøg her. Og der måtte jeg spørge mig selv: ”Burde jeg ikke som gammel feminist – som jeg var det i 70’erne – burde jeg ikke i stedet for at blive shinet op og få makeup på, burde jeg så ikke vise mig frem. som jeg er? Hvorfor er jeg sådan en forræder?” Jeg følte, at jeg burde være solidarisk med alle de kvinder, der med alderen har fået hæslige kroppe og skægvækst – alt det, der er uundgåeligt. Hvorfor skal alle nu se mig som et sminket lig? Hvorfor siger jeg ikke til alle de kvinder: ”Jeg er lige så gammel, grim og ildelugtende som jer – det er min realitet. Jeg er gammel og grim, hvis jeg ikke farver hår og får lagt makeup.” Det nåede jeg at tænke. Men! Jeg har også min værdighed. Jeg vil da ikke bare kaste mig ned i sumpen; jeg vil ikke lade mig knægte af alderdommens realitet. Jeg vil gå imod det, og jeg vil gerne kunne se mig selv i et spejl. Jeg er både et vrag og et sminket lig – det er et eksistentielt paradoks, som jeg lever med. Skal jeg være hende, der siger nej, eller skal jeg stå flot frem? Skal mine medsøstre tænke om mig, at jeg er skideflot, og så ved jeg inderst inde, at det er jeg ikke? Det er selvbilledet, som jeg skal forholde mig til, og det er det, jeg skal male. Jeg er ikke klar til det helt. Det er min ambivalens. Og det er, hvad jeg har at sige om det."