H.C. Andersen skrev i 1855 det berømte citat ”At rejse er at leve”. Han var besat af at rejse, og det tror jeg, mange af os er. Vi pakker kufferten for at rejse væk fra dagligdagen. Det gør jeg også.
Men jeg har også gennem årene opdaget, at det kan være noget stressende, når sommerferien står for døren. Der er mange ting, der skal afsluttes på arbejdet, der er tusind arrangementer med børnenes skole og fodbold og så alt det praktiske og til tider besværlige, som skal gå op, før ferien kan nydes. Kø i lufthavnen eller på motorvejen – pas, der skal fornyes i sidste øjeblik, og mange timers transport, før man er fremme.
Det har taget mig nogle år at knække koden. Men jeg synes, jeg har fundet den perfekte løsning. Den løsning hedder Danmark. For der er ikke noget sted, jeg hellere vil opholde mig om sommeren, medmindre det selvfølgelig siler ned i tre uger, hvilket jeg HAR prøvet. Men som hovedregel er der ingen grund til at betale i dyre domme og rejse langt for at slappe af og holde ferie.
LÆS OGSÅ: Her er Danmarks bedste modebutikker
Min feriedestination hedder Rørvig. Et gammelt sommerhus skrællet for luksus. Vi er der på en time, og ferien starter i det øjeblik, bilen svinger ned ad den lange grusvej, som ender ved sommerhuset. Vi har ikke de store planer. Vi går på det lokale loppemarked, plukker jordbær og laver rødgrød med fløde, cykler rundt på gamle havelåger, som vi har købt af en lokal bondemand, vi griller og nyder de lyse sommeraftener. Dagene går, og tempoet er helt i bund.
Jeg har en meget lang liste over alt det, jeg gerne vil se i Danmark – særligt, synes jeg, alle vores øer fortjener, at vi besøger dem. På side 104 får du gode ideer til en miniferie ved Danmarks vestkyst, hvor du kan nyde gourmetmad til yderst rimelige priser. Og tage på sælsafari lige der, hvor Vesterhavet og Vadehavet mødes.
Vi har så mange smukke perler i Danmark. Husk at bruge dem.
Rigtig god sommer.
LÆS OGSÅ: Det får du i denne uges ALT for damerne