”Der var blodsprøjt på vægge, møbler og mit tøj”: Læs 40 kvinders vidnesbyrd om den skjulte vold

Vi er så glade for, at I vil tale med om den skjulte vold i nære relationer.

Først samlede vi 15 vidnesbyrd fra jer læsere. Dem kan I læse her: "Han slog mig i mørket, mens jeg holdt vores nyfødte barn”

Disse førte til 12 nye historier i artiklen her: ”Mit fine bryllup var med hvid kjole - og blå mærker på hele min krop”

Nu er endnu flere vidnesbyrd kommet frem.

Nye "skjulte" fortællinger, som I har sendt til os.

12 procent af alle danske kvinder har været i et voldeligt parforhold på et tidspunkt deres liv. Sådan lyder vurderingen i rapporten Projekt Sexus fra 2019. Her dækker vold både over fysisk og psykisk vold.

Vi mener, at det er SÅ vigtigt, at vi lytter til alle, der kan, tør og er klar til at tale om volden.

ALT.dk har i samarbejde med Danner derfor startet kampagnen #talhøjtomvold med fokus på den oversete og tabubelagte vold i danske hjem.

Alle nye vidnesbyrd, du læser herunder, er fra jer læsere.

Vi har gjort alle anonyme, men der er tale om kvinder fra hele landet, alle typer af baggrunde og med et stort aldersspænd. Vi advarer om, at det er alvorlige og voldsomme vidnesbyrd.

Samlet er vi – med de to foregående artikler – nu oppe på 40 vidnesbyrd om vold.

For volden lever i Danmark – og den trives bedst i tavshed. Hjælp os derfor med at tale højt om vold:

• Del #talhøjtomvold på sociale medier og støt op om budskabet
• Tal højt om det med dine omgivelser: Lyt og spørg i fortrolighed, hvis du fatter mistanke om vold. Har du selv har brug for hjælp, så lyt og ræk ud, når du er klar. Du kan få hjælp steder som her, her og her.

Jeg taler højt om vold, fordi…

Alle vidnesbyrd herunder er redigerede, anonymiserede versioner. Dette er alene læsernes version af deres oplevelser.

Anonym kvinde, 56 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Min første mand var social, udadvendt og lattermild. Han var anerkendt indenfor sit fagområde, med i bestyrelser og udvalg, tjente gode penge.

Vi lærte hinanden at kende, mens han var under uddannelse. Vi flyttede sammen, fik et barn og giftede os under åben himmel i et skønt bryllup med live musik, venner og familie.

Parallelt med denne idyl udviklede der sig en anden historie. Jeg havde levet et meget selvstændigt liv, før vi mødtes, men jeg begyndte nu at blive mere og mere afhængig af ham.

Jeg tænkte selv, at det var på grund af min nye tilværelse som mor, og at jeg tog det største ansvar på den front, da han tit var væk på arbejde. Men sandheden var, at han lige så stille var begyndt at devaluere mit arbejde, mine talenter, og at jeg nærmest ubemærket var begyndt at tvivle på mig selv som fagperson – og menneske.

Jeg var glad, når han gav mig sine generøse gaver, men efterhånden som tiden gik, opdagede jeg, at han ønskede at forme mig til den kvinde, han ønskede at have ved sin side.

Det endte med, at jeg skulle gå i en bestemt slags tøj, bruge de smykker, han kunne lide, opføre mig og leve sådan, som han ønskede det. Jeg var blevet en ”accessorie” i hans tilværelse. 

På et tidspunkt rejste jeg for at deltage i et fagligt kursus. På kurset blomstrede jeg. Jeg mærkede mit "gamle jeg" igen, fik faglig anerkendelse og lærte spændende, nye mennesker at kende.

Blandt dem var der en mand, som jeg forelskede mig i, og som forelskede sig i mig. Vi "holdt os på måtten", men da han senere på året besøgte min by, fandt vi sammen. Der var ikke længere nogen tvivl hos mig, jeg måtte lade mig skille fra min mand.

Disse nye oplevelser af respekt, anerkendelse, frihed og kærlighed ”vækkede” noget i mig efter flere års subtil undertrykkelse og nedvurdering. Det var et tegn for mig på, at jeg var nødt til at handle.

At fortælle min mand om denne beslutning, var som at smide en håndgranat i vores hjem.

Han var ligeglad med, at vores lille barn stod grædende og rystende af skræk og så på os – han råbte ad mig, imens han sparkede mig gentagne gange i maven. Til sidst lå jeg på gulvet og spyttede blod. 

Dette var bare begyndelsen. Efter skilsmissen var han skiftevis så venlig og hjælpsom, at de i vores barns børnehave havde svært ved at tro på, at vi var skilt – og skiftevis fysisk voldelig, passiv-aggressiv, unfair og løgnagtig.

Dette varede indtil vores fælles barn blev myndig. Han fortalte vores barn usandheder om mig i en grad, så barnet gennem flere årtier blev yderligere traumatiseret.

Han hentede barnet uden aftale i institution, og han rejste udenlands med barnet i en af mine aftalte ferieperioder – uden forvarsel. Der var problemer med børnepengene, og grundet sin position og veltalenhed formåede han ved flere lejligheder at narre både kommune og stat. 

Men det allerværste skete, da jeg nogle år efter skilsmissen fandt en ny mand.

Jeg var højgravid, da han en dag gik fuldstændig amok.

Han var kommet hjem til os, mens min nye mand var på arbejde. Vi sad og spiste, og jeg ønskede, at han skulle gå, for jeg mærkede hans aggressioner lå lige under overfladen.

Jeg ønskede for alt i verden ikke, at vores barn skulle opleve ham voldelig igen. Det var, som om han kogte indvendigt.

Da han snakkede om, hvordan vi havde lånt noget af ham og brugt det forkert, klikkede det helt for ham.

Jeg forsøgte at få ham hen mod udgangen. Jeg beklagede og bad, om vi ikke kunne tage den snak en anden dag. Men han gav sig ikke.

Hans stemme blev høj, han var truende kropsligt. Da jeg gav vores datter et undskyldende og frustreret smil, var det, som om han eksploderede.

Han begyndte at gennembanke mig. Da jeg skreg "ikke maven, ikke maven!" – jeg var jo gravid – begyndte han at bruge mit hoved som boksebold. Snart fik jeg næseblod, og jeg følte, at jeg ikke kunne tale på grund af slag mod munden. 

Han flækkede min overlæbe, så den stod åben helt op til næsen. Kødet krøllede sig op langs hver side af revnen, og man så lige ind til tænder og tandkød. Vores fælles barn skreg skingrende i sin stol ved middagsbordet.

Barnets lille ansigt var fordrejet i smerte og vantro. Jeg kunne ikke snakke ordentligt. Der var blodsprøjt på vægge, møbler og mit iturevne tøj. Da han så, hvad han havde gjort, stak han af. 

På vej til skadestuen samlede jeg min læbe med hånden og fortalte vores barn, at "nu vil mor nok få nogle seje bandager på og måske komme til at ligne en rigtig sørøver."

Min nye mand og hospitalspersonalet var rystede over det, de så. Selv rystede jeg rent fysisk og ukontrolleret af chokket.

Kroppen lå så urolig på operationsbordet, at de var nødt til at vente i en times tid, før jeg kunne lappes sammen. De fik syet læben pænt sammen, men jeg har stadig ar i ansigtet, nu flere årtier efter.

De fik også tjekket fostret. Barnet, som forinden havde været meget aktivt, lå musestille i maven i fjorten dage efter dette voldelige angreb – men overlevede. 

Den dag i dag er jeg rasende over den vold, han forvoldte mig, men jeg er endnu mere rasende, fortvivlet og rystet over den vold, han indirekte forvoldte mine to børn. 

Man skulle tro, at en hændelse som denne ville blive efterfulgt af beklagelser og fortrydelse. Men min første mand oplevede ikke, at han havde gjort noget forkert.

Han blev i stedet ved med at udnytte vores vilje til at samarbejde, og han løj overfor omverdenen omkring, hvorfor han efterfølgende mistede forældremyndigheden over vores barn.

Jeg ønskede ikke, at vores barn skulle miste en forælder ovenpå alle de andre oplevelser, som vores barn havde haft. Så jeg lod ham være far, men som tidligere beskrevet, misbrugte han denne tillid, og begik det ene følelsesmæssige overgreb efter det andet i årene, der fulgte. 

I dag er han heldigvis helt ude af billedet for min del. Jeg har en varm, tryg og spændende tilværelse. Hans vold – psykisk som fysisk – tog så mange gode år af vores fælles barn og mit liv og ødelagde meget for min nye mand og vores barn.

At kunne tale åbent om det føles som en befrielse. 

Anonym kvinde, 47 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har boet i næsten tyve år med en mand, som udsatte mig for psykisk vold. Vi har tre børn sammen. Vi blev skilt for et par år siden, hvor jeg flyttede med børnene.

I starten var jeg forblændet af denne fantastiske mand, som havde styr på tingene, gjorde mig glad, og som var noget helt andet, end jeg havde været vant til. Allerede efter få måneder havde vi købt et hus sammen og fået fælles økonomi.

Men hurtigt kom der indikatorer på, at noget var galt med hans personlighed.

Han begyndte at blive mere og mere dominerende og opførte sig ofte diktatorisk og autoritær overfor mig. Han var lige blevet skilt og havde mange konflikter med sin ekskone. Jeg blev manipuleret til at tro, at det i hvert fald ikke var hans skyld – at hun selv var ude om det. 

Han blev nemt sur, hvis han ikke fik sin vilje, og han ville give mig den kolde skulder i timevis, uden at jeg vidste præcist hvorfor. Jeg vendte skylden mod mig selv og tænkte, det var noget, jeg havde gjort eller sagt.

Selvom jeg er højere uddannet end ham og havde personlige ambitioner, var han stadig i stand til at bryde mig ned over tid. I starten protesterede jeg, når der var noget, jeg mente, var forkert. Men over tid kom afmagten ind. For når man føler, at ens behov bliver tilsidesat eller nedgjort, og når man ikke bliver hørt og forstået, ender man med at føle sig besværlig og forkert.

Årene efter skilsmissen har været præget af falske rygter, manipulation af børnene, trusler, psykisk terror og et pres, som man kun kan forestille sig, hvis man selv har stået midt i det.

Samtidig med, at jeg nu prøver at finde ind til, hvem jeg selv er, finde mine ben at stå på og genopbygge mig selv, skal der konstant skrives høringssvar til Familieretshuset, svar til hans advokat eller svar til retten. Og så skal jeg oveni det samle tre børn op, fordi de mistrives, har angst, søvnproblemer, tankemylder og fysiske skavanker forårsaget af en stresstilstand.

Jeg er selv i så høj en stresstilstand, at min krop er begyndt at sige fra.

Jeg har talrige fysiske skavanker, som jeg aldrig har haft før, bl.a. tennisalbuer, blødningsforstyrrelser, tinnitus og ledsmerter. Jeg har gået til psykolog i flere år.

De seneste år har jeg ugentligt været til fysioterapeut, til møde med skole, Mødrehjælpen, advokat, Familieretshuset, psykolog, læge, revisor eller anden rådgiver eller behandler.

Det hele ville være en smule mere spiseligt, hvis det familieretslige system kunne anerkende, at samarbejde IKKE er den eneste vej frem, og hvis de forstod, hvad en narcissist gør mod dem, som trodser ham.

Der gik over et år efter skilsmissen, før jeg overhovedet var i stand til at sige ordet ”psykisk overgreb”.

Man er nødt til at sige tingene højt og gerne flere gange, før det bliver forløsende. Det hjælper faktisk at tale højt om det – at få sat ord på.

Anonym kvinde, 29 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg holdt om mine tre grædende børn, mens han gik rundt om den seng, vi sad på.

Jeg græd med børnene, da han råbte, hvilken utro kælling jeg var, hvor klam en mor jeg var – og da han henvendte sig til vores tre børn og råbte: ”Hun er kun ude på at ødelægge vores familie, kan I ikke se det.”

Anonym kvinde, 49 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har været i to forhold præget af vold.

Det første var med en mand, som jeg var gift med i 10 år og fik to børn sammen med. Jeg mødte ham, da jeg var i starten af mine 20'ere. Han har aldrig udøvet fysisk vold, og det er nok også årsagen til, at jeg blev så længe.

Jeg opfattede først efter mange år, at jeg blev udsat for psykisk vold, fordi den kom snigende, og på den måde vænnede jeg mig til, at det var sådan.

Hvis han var startet med at være, som han var mod slutningen af vores forhold, tror jeg aldrig, at vi var blevet et par, men jeg fik jo børn med ham, og da jeg selv er skilsmissebarn, svor jeg, at jeg ALDRIG ville byde det mod mine børn.

Men til sidst forlod jeg ham alligevel, fordi jeg var så ødelagt, at jeg nærmest var død indeni.

Det var faktisk hans bedste ven, der hjalp mig ud af det. Han kunne godt gennemskue, hvad der skete bag den pæne facade, og han lod mig forstå, at sådan skal ingen mennesker leve.

Han havde selv levet i et voldeligt forhold, hvor hans ekskone udøvede både fysisk og psykisk vold, så derfor kunne han godt se gennem alle mine dækhistorier og bortforklaringer.

Den dag i dag dækker jeg stadig over min eksmand. Jeg har løftet sløret en smule overfor mine børn, men de kender ikke til detaljer, og hvor slemt det var – og det skal de heller ikke.

De er næsten voksne nu, så de kan godt forstå, hvad jeg mener, når jeg fortæller, at han var meget egoistisk og manipulerende, og at det var dét, jeg ikke kunne leve med.

Jeg har ikke fortalt dem, hvordan han kontrollerede mig i alt: Jeg måtte ikke bruge penge, han ikke havde godkendt, og han tjekkede alle kontoudtog og bonner. Han tjekkede kilometertælleren på bilen i forhold til, hvor jeg kørte hen.

Han skulle have en forklaring, hvis jeg kom bare få minutter senere hjem, end jeg havde sagt. Jeg måtte ikke bruge penge på mig selv, jeg gik i genbrugstøj og i tøj købt på tilbud i Bilka. Selv havde han en dyr hobby.

Jeg stod for al husholdning, mens han brugte tid på sin hobby. Han lagde beslag på bilen. Han nedgjorde min familie og styrede, at vi så dem mindre og mindre. Jeg havde stort set ingen venner, dels fordi jeg brugte al min tid på børn og husholdning, dels fordi der blev så meget “bøvl”, når jeg ville se dem. Jeg kunne aldrig gøre noget godt nok, og han støttede mig ikke i mine ønsker eller valg.

Til sidst opgiver man. Man lever en skyggetilværelse, hvor man bare vil please hele tiden for at undgå konflikter og at blive nedgjort.

Det er SÅ nedbrydende, og det har taget mig mange år at finde mig selv og få selvtillid igen. Skilsmissepapirerne ville han ikke skrive under, først efter et par år fik jeg statsamtet til at tvinge ham til at skrive under.

Efter nogle år møder jeg en ny mand, som slår benene fuldstændig væk under mig.

Men så begynder han at ændre sig. Han kan vende på et splitsekund, fra at være kærlig til at blive ondskabsfuld. Jeg oplever flere gange, at han skælder mig ud i timevis, hvor jeg bare bliver helt passiv og ikke tør forsvare mig.

Han har også rusket mig flere gange. Også mens andre har set på. Jeg siger ikke fra. Jeg er bange for, hvad han kan finde på, hvis jeg svarer igen.

Det finder jeg så ud af en aften, hvor vi har været i byen, og han mener, jeg har flirtet med en anden. Han flipper helt ud. Jeg forsvarer mig, for har jeg fået nok, men pludselig bliver hans øjne helt sorte, og jeg er klar over, at nu skal jeg væk.

Jeg flygter ud af huset, men i indkørslen får han fat i mig. Han skubber mig, så jeg falder og slår hovedet ned i fliserne. Det sortner for øjnene, og jeg er tæt på at besvime. Han står op og sparker mig, men så sætter han sig overskrævs på mig og prøver at få vristet min mobil fra mig.

Imens stimler naboer sig sammen, men de står bare og glor på det uden at gribe ind. Det er midt om natten, og det må være mine skrig, der har vækket dem.

Det lykkes mig at komme fri og gemme mig i en indkørsel overfor, og derfra ringer jeg efter politiet. Han finder mig og råber og sparker ud efter mig, mens politimanden i den anden ende af røret spørger, om det er ham, han kan høre. Det bekræfter jeg.

Kort efter ankommer en politibil, og de hjælper mig med at få mine ejendele ud, så jeg kan komme væk. Jeg tænker ofte, at hvis det ikke var sket, var jeg endt som et drabsoffer. Han var helt væk i sin vrede.

Jeg havde kæmpe blå mærker, min stemme var hæs, og jeg kunne nærmest kun hviske i dagene efter.

Jeg havde så mange smerter, at jeg måtte tage smertestillende og sygemelde mig fra mit arbejde. Heldigvis tog jeg aldrig tilbage til ham. Politiet spurgte, om jeg ville anmelde overfaldet. Det ville jeg ikke, og så sagde politimanden: “Bliv nu ikke en af dem, der går tilbage til ham”.

Dét råd fulgte jeg. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke ville anmelde det. Der var masser af vidner, og jeg havde masser af blå mærker til at bevise det.

Jeg tror bare, at jeg følte mig så ydmyget, at jeg inderligt ønskede at lægge det bag mig. Jeg er en pige fra en velstillet familie, har et godt job, og jeg er ikke ”sådan én”, som kommer i den slags situationer. Det var sådan, jeg tænkte. Jeg syntes, det var pinligt.

Men sådan en situation kan alle komme i, og det er ikke pinligt, og en voldsmand skal ikke have lov til at gå fri. Så jeg kan kun råde andre til at melde vold til politiet.

Vold er nedbrydende uanset, om det er psykisk eller fysisk. Vold er ALDRIG okay og skal stoppes.

Anonym kvinde

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg er en højtuddannet kvinde, som var i et voldeligt forhold i over ti år. Det absolut sværeste spørgsmål at besvare er: “Hvorfor gik du ikke bare?”

Spørgsmålet er simpelt, men svaret er uendeligt komplekst og umuligt at beskrive med ord.

Desuden er det svært at forklare noget, som man end ikke selv forstår til fulde. Jeg er stærk, jeg er modig, jeg har integritet. Jeg har et godt netværk og et godt job. Alligevel blev jeg i forholdet.

Jeg gik først efter mange år. Og da jeg gjorde det, var det dét absolut sværeste, jeg nogensinde har gjort og forhåbentligt kommer til at gøre. Men for det første forstod jeg ikke, at det var vold – samtidig med, at jeg godt vidste, at det var det. Det er et paradoks. Det var som om, at min selvopfattelse ikke tillod mig at begribe det. 

Det andet er, at jeg undertrykte mine følelser og behov, uden at jeg opdagede det. For det var ikke alt, jeg undertrykte: Jeg havde interesser, venner og masser af gode og lykkelige momenter. Absolut også med ham. Men hans behov VAR vigtigst. For hvis de ikke blev dækket, var jeg og vores børn i fare. Så jeg undertrykte nok til, at jeg ikke kunne mærke, hvor svært det var at være mig. 

For det tredje vidste min underbevidsthed, at det farligste tidspunkt i en voldsudsat kvindes liv - og dermed i mit liv – er, når hun går. Så har han intet at miste. Så kan han finde på alt. Jeg vidste, at kvindedrab er den største enkeltstående drabstype i Danmark.

Og det BLEV et helvede, da jeg gik. Selvom jeg var beskyttet på et krisecenter med vores børn, var det nemmere at have ham i hjemmet, for så kunne jeg i det mindste holde øje med hans humør, handlinger, blikke og stemmeføring.

Men det var det vigtigste i verden at komme væk. Jeg fik hjælp til det. Jeg formåede ikke at gøre det alene. Og jeg er uendeligt taknemmelig for, at jeg kom væk. Det krævede, at jeg lukkede øjnene, holdt vejret og lod mig føre af professionelle. 

Jeg forsøgte at beskytte mine børn og mig selv – både ved at blive og ved at gå. Kompleksiteten kan ikke beskrives med ord. Derfor er det indledende spørgsmål umuligt at besvare.

Min eksmand er ikke ond. Han var fanget i sin dysfunktionalitet, og det var jeg også. 

Mange har dårlige oplevelser med Familieretshuset. Jeg er heldigvis ikke en af dem, men jeg føler med dem, der har. Familieretshuset har håndteret min sag på en professionel og dygtig måde. Jeg er heldig.

Og jeg er heldig, at jeg er væk fra volden, og at jeg overlevede. Selvom jeg stadig er bange. 

Anonym kvinde, 28 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har været bange og ikke følt mig hørt, så længe jeg kan huske.

Mine forældre blev skilt, og deres nye ægtefæller var et voldsomt bekendtskab for mig. Som barn og ung teenager blev mine fysiske grænser overskredet af min ene bonusforælder. Aldrig direkte vold, ingen blå mærker, men tumlen og "leg" endte ofte i fastholdelse, vand i ansigtet, og "stop" blev fuldstændig overhørt. Det handlede om, at vi børn overgav os og tabte kampen. 

Det var for sjov, selvfølgelig. Det var det, jeg fik at vide, når jeg gik til min mor eller andre: "Selvfølgelig er dine grænser ikke overtrådt, for du legede jo selv med i starten, og det var kun for sjov."

Som ung teenager flygtede jeg til min far, og så startede dét, som jeg i dag – 14 år efter – stadig kæmper med: den psykiske vold, angst, stress og dårligt selvværd. 

Jeg fik konstant at vide, at jeg var mindre værd end de andre børn i huset. Mine penge fra fritidsjob blev "lånt" og brugt, for ellers var jeg skyld i, at økonomien ikke løb rundt, sagde min stedmor. 

Min krop og mit sind gjorde modstand mod hendes manipulation og fortalte mig, at noget var galt. At min opsparing var min, og at jeg ikke skulle gøre mig fortjent til at blive elsket. Jeg fik at vide, at jeg skulle stoppe med at være hysterisk, krævende og selvoptaget. 

Jeg arvede tøj, jeg ikke brød mig om, fordi der ikke var penge, mens andre familiemedlemmer kom på byture, privatskoler med mere. 

I en lang periode spiste jeg kun ét måltid i døgnet, fordi jeg ikke ville være til besvær, og jeg turde ikke sige, at jeg frøs i min alt for kolde jakke. Jeg havde svære sociale problemer, som gjorde, at jeg i lange perioder ikke kom i skole, og jeg blev bange og trak mig fra både venner, lærere og omsorgspersoner. 

Jeg er veluddannet og har som voksen selv fået børn. Mit ene barn er dødt, og jeg hører hele tiden en stemme i mit hoved, der siger: "Det var, fordi du ikke fortjente barnet, du er ikke god nok, for hysterisk, krævende, selvoptaget, og derfor fortjener du kun smerte." 

Jeg har gået til psykolog kortvarigt for social angst, men jeg følte ikke rigtig, hun forstod, hvor problemet lå. Jeg tvivler konstant på mine evner som mor, fordi jeg kæmper med mit selvværd. Også selv at mine børn trives, og jeg ofte får ros for mit overskud, min rummelighed og mine kloge, sunde og velfungerende børn. 

Anonym kvinde, 26 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Fordi det er vigtigt at sætte fokus på, og jeg håber, at jeg med min historie kan hjælpe andre til at se, at de ikke er alene.

Jeg mødte min ekskæreste, da jeg var 16 år. Han var sød og kærlig, men så begyndte han at "prøve mig af" ved at fortælle historier om ham og andre kvinder. Han sagde, at han ville teste, hvor meget han betød for mig ved at se min reaktion.

Vi flyttede sammen, og så begyndte både den psykiske og fysiske vold for alvor. Han tjekkede min telefon, slettede mine mandlige venner fra Facebook, og når jeg var hos veninder, ringede han konstant for at kontrollere, hvad jeg lavede, og hvor jeg var. Hvis jeg ikke tog telefonen, råbte han og beskyldte mig utroskab.

Jeg begyndte at blive hjemme. Jeg tog kun ud, når han var på arbejde, og jeg sørgede for, at jeg altid var hjemme igen, når han fik fri. Jeg fik altid at vide, at jeg var en fed ko, som ingen ville have, og jeg var heldig, at jeg stadig havde ham.

Jeg skulle træne hver dag, for hvis jeg ikke tabte mig, ville han gå fra mig. Han fortalte tit, at han havde set en lækker pige på gaden, og han ville ønske, at jeg så ud som hende. Han manipulerede mig til at tro, at jeg ikke kunne leve uden ham, og han manipulerede endda min familie til at tro, at jeg var psykisk syg, og at jeg havde været ham utro flere gange.

En dag sagde han, at jeg skulle gå, fordi hans venner kom, og de måtte ikke se mig, fordi han var flov over mig. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne gå, satte han sig oven på mig, slog mig i hovedet og tog kvælertag, indtil jeg ikke kunne trække vejret mere.

Sådan var der mange episoder. Han holdt mig også i mit hår og trak mig over gulvet, og han kastede ting efter mig. Han satte sig på mig, slog og spyttede på mig. Det blev hverdag, at han skulle tjekke min telefon og kalde mig en fed ko og klam luder.

Jeg talte ikke med nogen om det, fordi jeg var så flov over, at jeg stadig blev hos ham. I dag forstår jeg, at han havde kørt mig så mentalt og psykisk ned, at jeg ikke troede på, at jeg kunne leve uden ham.

Efter nogle år fik jeg en ny veninde gennem mit job som med det samme forstod, at der var noget helt galt. Hun prøvede at overtale mig til at flytte ind hos hende.

En dag kom jeg først hjem, efter at han var kommet hjem. Han råbte, om jeg havde været ham utro, ”som den luder, jeg var.” Han satte sig på mig, blev ved med at råbe mig ind i hovedet, mens han slog og spyttede mig i hovedet. Da gik det endelig op for mig, at nu måtte jeg væk.

Jeg flyttede hjem til min veninde, men han blev ved at kontakte mig, og uanset hvor jeg gik hen, så jeg hans venner, som om de fulgte efter mig. Min veninde hjalp mig igennem det. Kort efter mødte jeg den mest fantastiske mand, som jeg i dag er gift med og har fået et dejligt barn med.

Jeg har fortalt familie og veninder om forholdet, og de siger alle, at set i bakspejlet kunne de godt fornemme, at noget var galt, men dengang havde de aldrig forestillet sig det. Jeg har jo altid været en stærk pige, som kunne sige fra.

Men selv den stærkeste pige kan blive kørt fuldstændig ned af sådan en mand.

Anonym kvinde, 40 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Fordi jeg var sammen med en mand i 14 år, som udsatte mig for psykisk vold.

Noget, der langsomt tog til med årene. Jeg blev faktisk først rigtig klar over det, efter jeg havde forladt ham og var identitetsløs.

Det er efterhånden en del år siden, og jeg har heldigvis fortrængt meget af det, han sagde til mig, men følelserne er der endnu.

Han ydmygede mig foran vores venner ved at tale grimt til mig, og han ville fx kalde mig ”luder” foran dem. Når han kom hjem fra arbejde, skulle jeg helst være hjemme. Hvis ikke jeg var hjemme, når det lige passede ham, blev han sur og skældte mig ud og var meget ubehagelig.

Hvis jeg sagde “hej” til ham, kunne han finde på at råbe ad mig, at jeg skulle holde min kæft.

Jeg skulle helst være hjemme hele tiden, og det var virkelig et problem, hvis jeg skulle se en veninde eller til træning. Så ofte aflyste jeg, så jeg ikke var for meget væk hjemmefra.

Det var dog ikke, fordi han ville være sammen med mig, men han skulle have kontrollen over mig. Faktisk havde han aldrig lyst til at lave noget sammen med mig... Det var kedeligt uden hans venner, sagde han.

Mine veninder var alle åndsvage undtaget en enkelt, som, han syntes, var lækker. Han ville have mig til at spørge, om hun var med på en trekant.

Det endte med, at jeg skulle spørge om lov, hvis der var noget, jeg gerne ville, og ofte endte jeg med slet ikke at spørge, da jeg vidste, at det ville blive meget ubehageligt.

Jeg vidste aldrig, hvornår jeg – ifølge ham – gjorde noget forkert. Pludselig kunne det hagle ned over mig med skæld ud. Jeg følte, at jeg skulle gå på æggeskaller omkring ham.

Jeg prøvede at gøre alt for at holde ham tilfreds. Især når vi talte om økonomi, kunne han blive virkelig sur, og ALT var MIN skyld!

I den daglige husholdning bidrog han med INTET og blev meget sur, hvis tingene ikke var i orden på de tidspunkter, der lige passede ham.

Hvis jeg endelig udtrykte min utilfredshed med noget, grinte han bare ad mig.

Sex var ALTID på hans præmisser, og han accepterede ikke et nej. Ofte plagede han mig indtil, at jeg ikke orkede at modsætte mig længere.

En enkelt gang udsatte han mig for fysisk vold.

Efter 14 år valgte jeg at gå fra ham, hvorefter han adskillige gange skrev og ringede til mig og truede med selvmord.

I dag er jeg sammen med verdens dejligste mand, der respekterer mig og behandler mig som en ligeværdig i vores forhold. Vi har en fantastisk datter og skal giftes til sommer.

Jeg har stadig triggere, der kan udløse angstanfald, men det arbejder jeg med. Jeg tror dog aldrig, at det helt forsvinder. Men min kæreste accepterer det og hjælper og støtter mig.

Anonym kvinde, 49 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har selv været udsat for og levet i volden.

Jeg måtte fra det ene øjeblik til det andet træde ud af mit liv og flygte på krisecenter med vores fælles barn. Her boede vi, indtil min tidligere partner fik polititilhold.

Når du er udsat for partnervold, siger du ikke dette til din arbejdsplads. Min arbejdsplads blev først klar over det, da jeg ringede til dem og fortalte, at politiet sagde, at jeg skulle i sikkerhed på et krisecenter.

Jeg synes, at vi mangler en vigtig vinkel i debatten om, hvordan vi kan få vores respektive arbejdspladser til at tage et socialt ansvar for voldsudsatte ansatte.

Det var svært for mig at række hånden ud og fortælle mine nærmeste kollegaer, hvordan mit liv i virkeligheden VAR bag den lukkede dør, hvad jeg kom hjem til efter arbejde. Jeg tror, at det vil være godt, hvis flere arbejdspladser fik fokus på problematikken med vold i hjemmet.

Her tænker jeg helt konkret på, hvordan vi kan få den voldudsattes arbejdsplads i tale, samt hvordan vi kan give arbejdspladserne redskaber til at få talt om, hvordan man håndterer partnervold. Du kan jo også have en kollega, der udsætter sin partner for vold?

 

Anonym kvinde, 20 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg også har været udsat for vold, i mit tilfælde var det seksuel vold.

Jeg var med to veninder på ferie i udlandet, hvor vi blev venner – troede vi – med nogle entertainere på vores hotel. På et tidspunkt gik jeg med mine veninder på stranden, da vi mødte en af dem i selskab med en anden mand.

Vi blev bange for den ukendte mand, da han ikke lagde skjul på, hvad han havde lyst til. Vores entertainer-ven udnyttede dette og tvangskyssede mig for angiveligt at overbevise den anden mand om, at vi var "hans piger". Han pakkede tvangen ind i, at "han passede på os", og jeg tænkte ikke nærmere over det – jeg var nærmest taknemmelig til at begynde med.

Lidt senere på turen kom jeg til at være alene med ham. Det var ikke meningen, men jeg tænkte ikke over, at der kunne ske noget.

Han overskred alle mine grænser. Han brugte psykisk vold til at holde mig på værelset og ikke skrige efter hjælp. Jeg drikker ikke alkohol, og derfor ved jeg også med garanti, at jeg ikke lagde op til noget. Pas på derude, vold kan have mange forskellige indpakninger...

Anonym kvinde, 40 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg mødte for nogle år siden en fyr. Han havde en anden trosretning end min, men jeg opfattede ham ikke som meget religiøs.

Han sagde og gjorde alle de rigtige ting. Efter nogle måneder flyttede han ind hos mig og mit barn fra et andet forhold. Vi havde været kærester i et år, da vi blev gift.

Efter vi var blevet ægtefolk, ændrede han sig markant. Han begyndte at tjekke mine mails, sms'er, Google-login og opkald. Han havde et ekstremt behov for at vide, hvor jeg var, hvem jeg var sammen med, og hvis jeg ikke svarede hans opkald med det samme, ignorerede han mig eller kaldte mig alverdens skældsord, når jeg kom hjem.

En dag blev han så gal, at han trykkede mig op af soveværelsesdøren og slog efter mit hoved. Heldigvis ramte han ved siden af, og døren gik i stykker.

Når han havde behov for sex, skulle det være ”nu”. Hans finesse var at holde mig rundt om halsen og klemme til. Ofte så hårdt, at jeg hvæsede for at trække vejret.

Hver dag havde han behov for at fortælle mig, hvor dårlig en mor og kone jeg var, og hvor billig en tøs, han mente, jeg var. Jeg begyndte at tænke, om det virkelig var mig, den var galt med?

En dag kom han hjem og sagde, at han dagen forinden var blevet gift med en anden, og at vi nu skulle dele ham en uge hver. Jeg var mundlam. Jeg sagde, at vi skulle skilles. Han mente i stedet, at vi skulle have et "familiemøde". Jeg søgte skilsmisse på baggrund af utroskab. Da han fandt ud af det, blev han rasende. Han smadrede halvdelen af lejligheden og låste mig ude på badeværelset, mens han gennemgik min telefon og computer. Efter en time lukkede han mig ud og kaldte mig for en kælling, luder, dårlig mor osv. 

Jeg er stærk, har klaret mig økonomisk og uden hjælp. Jeg har ingen angst, stress eller depression, heldigvis. I dag er jeg ved at tage en ny uddannelse, og jeg har et job, som jeg elsker, og en ny kæreste. 

Kæmp, hvis du tør det, og lev, mens du gør det.

Anonym kvinde, 39 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg troede, at jeg havde mødt manden i mit liv, da jeg var 20 år. Jeg prøvede på at få vores forhold til at lykkedes i næsten to årtier. Uden held, uden tillid til egne evner – og til sidst med et nedbrudt selvværd.

Han gjorde kur til mig i tre måneder, og jeg faldt pladask for ham. Jeg var helt høj af kærlighed, de søde ord, sms’er, telefonsamtaler, at han dansede med mig, når vi var i byen. Vi blev kærester, og jeg var så glad. 

Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se de små tegn, men dengang var jeg forblændet.

At han pludselig ikke ville danse med, når vi var i byen, efter vi blev kærester. At han i stedet var ligeglad med mig under byturen og efterlod mig alene. Hvis jeg var ked af det, fik jeg en kold skulder, et hånligt grin og et “hvad tuder du over?” Når jeg fik kram og trøst, kunne jeg mærke alt det, jeg savnede.

Da vi fik børn, tiltog mine migræneanfald, og når jeg måtte lægge mig på grund af smerter, lod han børnene komme ind til mig, så jeg ikke kunne få hvilet. Sidenhen har jeg fundet ud af, at han også sagde til børnene, at jeg ikke gad være sammen med dem.

Når han blev gal, endte det ofte med, at han talte rigtig grimt til mig. Bagefter lod han ofte som ingenting. I det daglige var hans fokus altid på ting, han ikke mente fungerede, små ting, men som stille og rolig nedbrød mig og gjorde, at jeg ikke følte, jeg kunne finde ud af noget selv.

Derfor var tanken om at gå fra ham også ødelæggende, for jeg kunne jo ingenting. Gennem hele forholdet har jeg følt, at det var mig, den var gal med. At jeg ikke var god nok, at jeg misforstod tingene.

Når jeg fik nok, ændrede han adfærd. Var sød og kærlig, som da jeg mødte ham. Nok til, at mine parader faldt, og jeg tænkte, at det nok bare var mig, der var forkert på den.

Efter små tyve år indså jeg, at det ikke var mig, den var gal med. Mine børn havde det på det tidspunkt rigtig, rigtig skidt, og det gik op for mig, at det var deres reaktion på et yderst usundt miljø, og at de kun ville få det bedre, hvis jeg gjorde det forbi.

Han har været modbydelig at blive skilt fra, og han har brugt de værst tænkelige midler, løjet, brugt børnene mod mig, fortalt mig gang på gang, at jeg ikke kunne klare mig selv.

I dag går det bedre, men jeg og mine børn har stadig en del at arbejde med. På trods af, at psykisk vold er blevet strafbart, har systemerne i det offentlige ikke fulgt med. Fokus er stadig samarbejdet, men man kan ikke samarbejde med en narcissist.

Så indser du, at du lever med en hverdagspsykopat, så kom væk i en fart. Har du børn, så luk ned for alt, hvad du kan, og hjælp dig selv og dine børn. Sæt dig ind i, hvordan sådanne mennesker fungerer, og få hjælp til at elske dig selv.

Find mennesker, som har stået i samme situation, for det kan være svært for andre at forstå, hvis de ikke har oplevet det.

Læs de første 27 vidnesbryd her: 

”Han slog mig i mørket, mens jeg holdt vores nyfødte barn”: Læs 15 kvinders vidnesbyrd om vold

”Mit fine bryllup var med hvid kjole - og blå mærker på hele min krop”: 12 kvinder om den skjulte vold