– Jeg har fået nyt arbejde, sagde min veninde forleden, da vi var fire piger samlet omkring et julebord med fiskefileter og flæskesteg.
– Det har jeg også, fortalte en anden.
I timerne efter fortsatte snakken om, hvad vi hver især havde opnået på arbejdsmarkedet siden sidst, vi havde set hinanden, og hvad vores mål var for studierne og karrieren i 2017. Det var uden tvivl en god snak, hvor alle kunne byde ind, men der var også et skjult element af konkurrence i samtalen, som gjorde, at vi aldrig kom helt ind under huden på hinanden.
LÆS OGSÅ: "Regeringen har ødelagt min bardomsdrøm om at blive det, jeg inderligt ønsker og altid har kæmpet for"
Selvom det var en hyggelig aften og i det bedste selskab, jeg kan ønske mig, kom jeg til at reflektere over noget, da jeg lå i min seng senere den aften: Jeg spekulerede på, hvad det er i vores kultur, der gør, at vi har så vanvittigt travlt med at fortælle vores omgivelser, hvor meget vi har at se til. Hvor mange nye jobtilbud, vi har fået. Hvor mange timer vi arbejder over. Og hvor mange bolde, vi præsterer at have i luften – næsten helt uden at blive udbrændte?
Det er tæt på umuligt at give et entydigt svar på, men én ting er sikkert: Vores vanvittige præstationskultur komplicerer det ellers så specielle bånd, der burde være mellem veninder. Når det hele kommer til at handle om, hvem der løber afsted med sejren som den største succes, glemmer vi at fokusere på, hvordan vores veninder i virkeligheden har det. Mig selv inklusive.
Jeg mener ikke, at problemet ligger i, at vi har svært ved at glæde os på hinandens vegne, for det tror jeg nu godt, vi kan finde ud af. Problemet er, at vi med 'se-mig-kulturen' i venindeflokken, bevidst eller ubevidst, lægger et unødigt pres på hinanden, i en tid hvor vi i forvejen bliver mødt med meget høje krav fra konkurrencesamfundet. Når venindetiden, der burde være vores pusterum i en presset hverdag, ligeledes bliver et sted, hvor vi føler os utilstrækkelige, kan det føre til, at vi ubevidst skubber hinanden tættere på kanten – og i de værste tilfælde ud i stress, angst og andre psykiske problemer.
Det er sikkert ikke alle i min generation, der oplever de samme ting, som jeg har beskrevet. Men efter at min svigerinde hen over sildemaden til årets familiejulefrokost kunne fortælle, at den skjulte konkurrencementaliteten på karrierefronten er mindst lige så udbredt blandt hendes veninder, synes jeg alligevel, at det var værd at sætte ord på mine tanker. Især fordi jeg er af den overbevisning, at fænomenet er mere omfattende end som så.
Hvordan skruer vi ned for vores hang til at konkurrere, så vi ikke fremover skal samle hinanden op fra gulvet, fordi vi alle sammen er blevet stressende og udbrændte?
Det åbenlyse svar er, at vi må starte med os selv. Og det har jeg besluttet mig for at gøre. Fremover vil jeg, i stedet for at spørge: "Hvordan går det på arbejdet?", prøve med: "Hvordan har du det egentlig?". Jeg vil forsøge at ændre samtaleemnet, hvis der går for meget karriere og hønekamp i den. Og sidst, men ikke mindst, vil jeg fortælle mine veninder, at de skal passe på sig selv, hvis det lyder som om, at de har for mange ting at se til, i stedet for kun at rose dem for deres toppræstationer. Livet er andet og meget mere end spidse albuer og en flot karriere.
Lad os sammen gøre noget for, at tiden med veninderne fremover bliver det pusterum, hvor vi netop ikke skal præstere eller fremstå som en succes, men kvalitetstid, hvor vi kan nå hinanden som mennesker.
LÆS OGSÅ: "Jeg tager Ritalin hver gang, jeg skal forberede mig til eksamen"
LÆS OGSÅ: "Jeg brugte apps til at lave om på min ansigtsform, gøre min talje mindre og mine tænder hvidere"
LÆS OGSÅ: 10 frisurer fra 00'erne som forhåbentlig aldrig vender tilbage
