Nybagte forældre bekymringer
SPONSORERET indhold

10 ting som nybagte forældre er bekymrede for

Hvordan ved man, om en nyfødt baby får nok at spise? Og skal navlestumpen virkelig lugte så grimt? Få sundhedsplejerske Dorte Fischers top-10 over de spørgsmål, som giver nybagte forældre flest bekymringer.

Af:: Pernille Høyrup Foto: Getty Images
31. aug. 2020 | Børn | Vores Børn

OBS: Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 3. april 2017. Efter aftale med sundhedsplejerske Dorte Fischer er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.

Som novice ud i forældreskabet gælder det virkelig om at stå godt fast, for aldrig før er nyslåede forældre blevet bombarderet med så mange informationer som i dag – og ofte modstridende informationer. 

"Ofte er nybagte forældre lidt usikre på forældrerollen, og når den anbefaling der kommer fra én ekspert samtidig modsiges af en anden, så kan det være svært at gennemskue, hvem man skal læne sig op af, og hvem man reelt kan bruge som rollemodeller," forklarer Dorte Fischer, der har 25 års erfaring som sundhedsplejerske.

"Samtidig ligger det lidt i tidsånden, at man skal være stærk og klare alting selv, og at livet helst skal kunne tage sig perfekt ud, og det harmonerer ikke altid, med den usikkerhed mange forældre føler, når de bringer nyt liv ind i verden. Derfor er det ofte en kæmpe lettelse for forældrene at få besøg af sundhedsplejersken første gang, og hun så siger: Prøv at kigge på jeres barn og tro på jeres egen intuition."

Ifølge Dorte Fischer kan nybagte forældre med fordel skrue ned for deres søgninger på Google den første tid på barsel. Ved at søge svar i cyberspace finder man ofte worst case senarier og forfærdelige historier, der skaber angst og usikkerhed frem for viden og afklaring.

"Forældre skal blive bedre til at aflæse barnets behov og tro på deres egen dømmekraft. I virkeligheden er der ikke den store grund til bekymring, hvis de har øjenkontakt med baby , der ligger og hyggepludrer, hvis baby spiser og har våde tissebleer og i det store hele virker glad og tilfreds."

LÆS OGSÅ: 11 tips: Sådan overlever du den første tid som nybagt mor

Er man i tvivl om noget, så er det en god ide lige at rådføre sig med mormor eller farmor – eller en god veninde, som man er tæt på og er tryg ved.  Og man er også altid velkommen til at give sundhedsplejersken et ring, faktisk må man ringe lige så meget, man vil, og der findes ingen dumme spørgsmål.

Her er top-10-listen over de ting, som vækker størst bekymring hos nybagte forældre

1. Er mit barn normalt?

Noget at det første forældre bekymrer sig om er, om baby er sund og rask. Efter ni måneder i maven, kan der så være noget galt, som ikke kunne ses på scanningerne? Når familien lander i hjemlige omgivelser granskes baby for alvor, og selv små afvigelser i farven på huden eller en lille dut på øret kan give grund til bekymring, og det er en god ting, for som oftest får forældrene ro i maven omkring det allerede efter første besøg af sundhedsplejersken. 

2. Får baby nok at spise?

Særligt i begyndelsen kan det være svært at finde den rette rytme mellem søvn og måltider. Især hvis amningen er en udfordring, skal baby lægges til ca. en gang i timen for at stimulere mælkeproduktionen. Måske vil barnet ikke tage fat, mor kan få brystbetændelse og sår på brystvorterne, og brysterne kan være frygteligt spændte og ømme.For nogen tager det fem dage, før amningen fungerer – for andre tager det 2-3 uger. Går der længere tid end det, skal man måske overveje, om barnet skal have flaske i stedet.

For mange kvinder er det en stor sorg, hvis ikke de kan få amningen til at fungere, og der er det vigtigt at holde fast i, at måltiderne skal være en god oplevelse både for mor og barn, og selvom man ikke ammer, kan man sagtens opnå samme tætte kropskontakt med baby ved at putte med barnet hud mod hud, mens det får flaske. Våde tissebleer og regelmæssig afføring er en god indikator på, at barnet får nok mad.

3. Hvor meget skal et spædbarn sove?

Spædbørn skal gerne sove 15 – 20 timer i døgnet – nogen sover endnu mere, men man skal være opmærksom på, at de ikke sover for mange timer i træk uden at få mad. Nogen babyer skal vækkes og have mad ca. hver 3. time (og oftere i begyndelsen, hvor brystet skal stimuleres, for at mælken kan løbe til). Der kan mor godt føle, at hun ikke laver andet end at sidde og amme. Omvendt skal mor også have fred og ro ind imellem – og brystvorterne et velfortjent hvil.

LÆS OGSÅ: Søvnbehov: Så meget skal dit barn sove

4. Må navlen lugte grimt?

Babys navle kan godt se lidt uhyggelig ud, og den skal altså rådne, lugte og have lov til at falde af helt af sig selv. Er der meget snask omkring navlen, kan man godt forsigtigt vaske den med mild, neutral sæbe, men det er bedst at lade den klare arbejdet selv.

Nogen begynder at klippe huller i bleen for at gøre plads til navlestumpen, med det resultat at fnuller fra bleen ryger ind i såret. Navlen kan sagtens holde til, at bleen river lidt i navlestumpen og i såret, så der er bedst bare at vente på, at stumpen falder af, og såret heler. Det er uhyre sjældent, at der går infektion i såret, men sker det, skal man selvfølgelig kontakte lægen.

LÆS OGSÅ: 10 tegn: Sådan spotter du en mor, der lige er vendt tilbage fra barsel

5. Hvor meget skal jeg stimulere mit barn? 

Et helt lille spædbarn har ikke brug for ret meget andet end kropskontakt, mad og søvn. Når barnet er mæt og vågent, kan du sidde med barnet i ca. en ammelængdes afstand og lade baby fokusere på dit ansigt – små babyer elsker ansigter. Snak gerne med baby, og lad barnet kigge væk og holde pauser ind imellem. Læg også baby på maven – enten med dig som underlag, på puslepladsen eller på sofaen, så baby lærer at løfte hovedet. Mange er nervøse for at lægge spædbørn på maven, men det er godt for motorikken.

6. Skal babylort have dén farve?

En god indikator på om baby får nok næring er, om afføringen ændrer farve over tid. Er man ikke klar over det, kan man godt blive forskrækket over at se, at afføringen går fra sort til grønlig for så at blive gul. Er du i tvivl, kan du i de fleste babybøger finde et farvekort over den fækale udvikling hos baby.

7. Hvordan sikrer man sig mod vuggedød? 

I dag sker vuggedød heldigvis uhyre sjældent, fordi forældre er gode til at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at børn ikke må sove på maven, at der ikke må være for varmt i rummet, og at der ikke må ryges indenfor.

En anden ting man skal være opmærksom på er samsovning. Hvis baby sover i samme seng som forældrene, skal der helst være god afstand til mor og far, så ikke baby pludselig får en voksendyne over luftvejene. Man kan evt. bruge en lift eller en babynest i sengen, så baby har sin egen seng i sengen.

Andre er bekymrede for, om baby kan blive kvalt i gylp, hvis ikke de bliver bøvset ordentlig af under amning om natten, og det sker simpelthen ikke. Babys reflekser kan fint få gylpen op, uden at det er til gene for luftvejene.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver det en succes at sove sammen med din baby

8. Må man røre babys bløde punkt?

Nyfødte børn har bløde punkter på hovedet, de såkaldte fontaneller (det er små huller mellem kranieknoglerne, der er dækket af en sej membran). Rigtig mange forældre er nervøse for at røre baby babys bløde punkter, men det er der ingen grund til. Du kan roligt stryge dit barn på hovedet, vaske hår og hovedbund og børste barnets hår. Faktisk må du også gerne blidt frottere punkterne med et håndklæde, da det sætter gang i blodcirkulationen og modvirker arp. Babyer kan tåle langt mere, end man tror.

LÆS OGSÅ: 10 børnesange, der burde komme med en advarsel

9. Hvordan undgår man fladt baghoved?

Generelt er der en stor bekymring for, at baby skal få fladt baghoved eller skævt kranium, men i den første tid, vil baby automatisk vende hovedet til enten højre eller venstre side. Udfordringen med fladt baghoved opstår først, når baby begynder at sove på ryggen. Har dit barn en favoritside, eller drejer det f.eks. altid hovedet hen mod lyset, så husk også at dreje hovedet til den anden side ind imellem. Og når baby er vågen, så træn det med at lægge på maven, da det styrker muskulaturen og fordeler presset på det bløde hoved. 

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du fladt baghoved

10. Udvikler mit barn sig, som det skal? 

Det er måske en bekymring, der først kommer snigende lidt senere, men til gengæld varer den ofte ved rigtig længe. Selvom børn gerne skal følge deres egen kurve mht. højde og drøjde, så er det vigtigt at holde sig for øje, at børn også er forskellige. De skal nok nå det, de skal nå, og selvom de måske ikke kan gå, når de er ti måneder gamle, så skal de kan de noget andet, og de skal nok lære det.

Anbefalet til dig