Babys søvn
SPONSORERET indhold

10 trin til mere søvn

Sig farvel til skrækkelige puttescenarier og nætter med gråd, irritation og utallige opvågninger. Her får du sovecoachens 10 råd til rolige aftener og søvnfyldte nætter.

Af: Rikke Dinnetz, Vores Børn, april 2010
09. aug. 2010 | Børn | Vores Børn

1. Giv et drømmemåltid

Når baby er cirka seks måneder, har den ikke længere fysisk behov for mad om natten. Vil du i dit morhjerte være sikker på, at det ikke skyldes sult, når dit barn vågner, så giv det et ‘drømmemåltid’ sent om aftenen, indtil baby er syv til ti måneder.

Tag barnet op, mens det sover, og lirk forsigtigt brystvorten/flasken ind i mundvigen. Kild eventuelt kinden blidt for at stimulere sutterefleksen. Hold baby lidt oprejst bagefter, så den kan bøvse.

LÆS OGSÅ: Løsningen på 5 klassiske søvnproblemer

Når du giver maden, mens barnet sover, og ikke fordi det vågner op, undgår du, at det forbinder det at vågne med at få mad.

2. Væk med hovsa-løsninger

Gør dig bevidst om, hvilke hovsa-løsninger du bruger. Det kan være at amme i søvn, gå rundt med baby, holde i hånd eller et ritual, hvor dit barn skal nulre dit hår.

Opsamling af vildfarne sutter er også en klassiker, der kan få dig ud af fjerene mange gange på en nat. Det er okay at give dit barn en sut én gang, når I siger godnat. Men saml den ikke op, når den bliver smidt over bord eller tabt.

LÆS OGSÅ: 5 tip til gode suttevaner

Giv i stedet en hjælp, du kan trappe ned. (Se trin 7 og 8).

3. Over i egen seng

Lad dit barn sove i egen seng på eget værelse. Også hvis det har feber; et feberramt barn bliver for varmt mellem dig og far. Det er vigtigt, at dit barn opfatter sin seng som et behageligt og trygt sted.

Er der modstand mod sengen, så leg lidt i den i løbet af dagen. Læs godnathistorien, mens dit barn ligger i sengen, og du sidder ved siden af.

Sengen skal dog også være kedelig – fjern pynt som uroer og sengerande med motiver.

4. Den rette timing

Put så vidt muligt på samme tid hver aften, gerne ved syv-halvotte-tiden. Hold øje med dit barns ‘sovevindue’, som er det tidspunkt, hvor du ser træthedssignaler.

Det kan være, at dit barn mister interessen for at lege, kigger væk, gnider øjne og ører eller bliver pylret. Så er det med at få børstet bisser og skrubbe i seng.

LÆS OGSÅ: Vælg den rigtige bamse

Misser du et sovevindue, får dit barn ny energi (second wind) eller bliver overtræt. Og så kan det nærmest være mission impossible at få det til at sove.

5. Hav et fast putteritual

Et godt putteritual starter med at komme ned i gear og signalere, at dagen er forbi. Hop ikke rundt i sofaen lige inden sengetid. Sluk for tv og computer, og hyg jer med at tage nattøj på og børste tænder.

Putteritualet skal være det samme hver aften. Læs godnathistorie det samme sted, syng den samme godnatsang, og lad for eksempel barnet ‘puste lyset ud’, inden I siger godnat.

Genkendelighed skaber tryghed.

6. Lyt til barnets signaler

Ofte går putteritualer i fisk, fordi det er grænseoverskridende ikke bare at give vores børn det, de beder om.

Men hemmeligheden er at give så lidt hjælp som muligt, så barnet selv lærer at falde i søvn. Når du har sagt godnat, så observér og lyt til dit barn.

Mærk efter i maven, inden du iler til undsætning: Er dit barn utrygt og ulykkeligt? Så gå ind til det. Vil det bare have dig? Så vent lidt.

7. Trøst ved sengen

Hvis dit barn bliver ulykkelig, når du siger godnat, så trøst det i sengen. Er det svært, så brug metoden ‘tag op-læg ned’. Den går ud på at tage dit barn op, når det græder, og lægge det ned, i det sekund det holder op.

Det vil du sikkert skulle gøre rigtig mange gange den første aften. Det er vigtigt, at du står stille, og at du har et roligt kropssprog.

LÆS OGSÅ: 39 tip til trøst

Undgå øjenkontakt og unødig snak. Det er okay, med stille stemmeføring, at sige ‘shyyy’ eller ‘mor er her, men du skal sove’.

8. Gå ud af værelset

Når du har brugt ‘tag op-læg ned’ et stykke tid, begynder du at gå ud af værelset, når barnet er trygt. Hvis barnet begynder at græde, så gå ind til det – og ud igen, i det øjeblik det er trygt. Bliv ikke siddende.

Når du går ind til barnet, så undgå øjenkontakt, og sæt dig ved siden af sengen. Hjælper det ikke, så læg for eksempel en hånd på dynen. Men giv hele tiden så lidt hjælp som muligt, og trap den ned, når du kan.

Når der er sagt godnat, skal der ikke være noget sjov at holde sig vågen til. Men hvisk ikke inde i stuen. Det er trygt for dit barn at høre jeres stemmer.

9. Stå tidligst op klokken seks

Beslut dig for, at det tidligst er morgen klokken seks. Reagér på samme måde, når dit barn vågner om natten/morgen, som du gør, når du putter det – uanset om klokken er to eller fem.

Det kan være sejt, men er du vedholdende, vil dit barn rette ind efter det. Brug eventuelt ‘gå ud-gå ind’-metoden, men kun hvis du vurderer, at barnet har brug for dig.

LÆS OGSÅ: Op klokken 5 – Få dit barn til at sove lidt længere

Ellers kan du forstyrre unødigt. Nogle gange kan et ‘shyyy’ inde fra dobbeltsengen være nok til, at barnet lægger sig til at sove videre. Er dit barn ulykkeligt, så brug ‘tag op-læg ned’.

10. Vær tydelig og konsekvent

Det er vigtigt, at dit barn mærker en rød tråd gennem det, I gør om aftenen og natten. At jeres reaktioner altid er de samme.

Skifter du taktik, bliver dit barn smækforvirret og tænker ‘det må være farligt at sove, siden der er postyr’.

Er du konsekvent, ved dit barn, hvor det har dig. Det er trygt, at mor og far tager styringen. Bevar roen, og vær kærlig og tydelig. Tro på, at dit barn mærker, at du er der for det.

Kilde: Sovecoach Jeanette Wegge-Larsen, se mere på Sovecoach.dk