Av, min mave! – fra amning til skemad
SPONSORERET indhold

Av, min mave! – fra amning til skemad

Tom ble og grædende baby. Det sker ofte, at babyer får maveproblemer ved overgang til flaske eller skemad.

Af: Katrine Krebs, Vores Børn, maj 2008
02. jul. 2009 | Børn | Vores Børn

Waahhhh. Wahhh! Baby græder, trækker benene op under sig og bliver helt rød i hovedet. Efter overgangen til skemad bliver der længere og længere mellem bleer med stort, og som forældre bliver I mere og mere bekymrede.

Både læger og sundhedsplejersker kender til, at det fylder meget i småbørnsfamilier, når barnet har forstoppelse. Den lille er ofte utrøstelig, og intet synes at hjælpe. Både overlæge Anders Pæregaard og sundhedsplejerske Anne Rørbæk kommer dog med nogle gode råd.

Børn med forstoppelse fylder en del på hospitalernes børneafdelinger, og Anders Pæregaard vurderer, at ganske mange børn får problemer, når de bliver introduceret for skemad.

LÆS OGSÅ: Opskrifter: let mos og grød til baby

„Vores hypotese er, at nogle småbørn lærer at holde afføringen tilbage, når de får hård mave. Hvis de gør det gennem længere tid, er afføringsrefleksen ikke så effektiv mere,” forklarer Anders Pæregaard, der mener, det er vigtigt at sætte ind med behandling, hvis børn har hård og knoldet afføring, og de græder, når de skal af med den.

En ond cirkel

„Det er tydeligvis noget, der præger hele familien, fordi symptomerne ikke bare er hård mave, men at barnet græder og er bange for afføring. For når der endelig kommer noget ud, er det ubehageligt. Og en ond cirkel er startet.”

Den mest effektive behandling er at bruge lægemidlet Lactulose ved forstoppelse. Og du skal ikke være bange for at bruge meget af det.

„Ved langvarig forstoppelse er det nødvendigt med langvarig behandling. Det er noget pjat at tro, tarmen bliver doven af det,” siger Anders Pæregaard.

Når de fleste bleer er tomme, og den smule, der kommer, er små hårde kugler, kan synderen – foruden skemad være modermælkserstatning. Brystmælk stimulerer naturligt tarmens indhold af gunstige bakterier, der er med til at holde afføringen syrlig og lind, og ammebørn har derfor sjældent problemer. Men modermælkserstatning kan for nogle børn give problemer med fordøjelsen.

LÆS OGSÅ: Råd mod forstoppelse

„For flaskebørn kan det hjælpe at skifte mærke i modermælkserstatning. Nogle er lettere fordøjelige end andre. Desuden kan lidt kogt vand være en god idé. Der er intet energi i det, så det tager ikke appetitten, men giver ekstra væske til systemet,” siger Anne Rørbæk.

Mavemassage

Generelt mener hun, det er en god idé at vænne sig til at tilbyde børn vand imellem måltiderne. Men ikke sukkervand.Hverken læge eller sundhedsplejerske har tiltro til, at zoneterapi, babygymnastik eller varmepuder kan afhjælpe forstoppelse. Derimod anbefaler de massage på maven, som kan virke afslappende og dermed hjælpe til at få gang i maven. Til gengæld er de ikke enige, når det gælder et gammelt husmorråd.„Du kan forsigtigt røre med en vatpind omkring numsehullet, så det bliver stimuleret, og så kommer afføringen ”blob”. Det er ikke noget, vi ligefrem anbefaler, men der er så mange, der gør det, og det er okay,” mener Anders Pæregaard.Anne Rørbæk er dog ikke tilhænger af tricket med vatpinden! „Det er en funktion, barnet skal kunne selv. Hvis barnet har hård mave, kan du smøre lidt vaseline på for at blødgøre endetarmsåbninger. Det er min anbefaling, men jeg ved godt, at forældre gør, hvad de selv synes,” siger sundhedsplejersken.

Måske er det bare en prut

Før du begynder på Lactulose og vatpinde, skal du dog huske, at baby også kan have ondt i maven, uden at der nødvendigvis er tale om forstoppelse. Den lille kan sagtens presse godt igennem og græde lidt, uden at det skyldes noget alvorligt.„Ind imellem fejlfortolker forældre det som mavesmerter, når den lille baby græder og trækker benene op under sig. Men det kan være lidt luft i maven, der er irriterende, og gråden er barnets eneste måde regel hjælper det bare at lægge barnet til brystet,” siger sundhedsplejerske Anne Rørbæk.Overlæge Anders Pæregaard er børnelæge med speciale i mave-tarmsygdomme. Han minder om, at fordøjelsen fylder meget hos spædbørn.LÆS OGSÅ: Det må baby spise„De første måneder bruger babyer primært tiden på at sove, spise og lave, så det er meget naturligt, at de bruger mange kræfter på det. For eksempel at de pruster og bliver røde i hovedet, når de laver afføring,” siger han. Kun hvis det er små, hårde kanonkugler, der kommer ud, skal du være på vagt.

Gradvis overgang

Du kan heldigvis forebygge lidt. Den store synder er mavens tilpasningsevne ved overgangsmad, og derfor kan en planlægning af barnets kost i de allerfleste tilfælde forebygge, at barnet får rigtig hård mave.

„Generelt handler det om ikke at gå for hurtigt frem, når du laver kostændring for dit barn. Hvis du ammer, skal du helst lave en gradvis nedtrapning af brystmåltider og dermed gradvis optrapning af flaske eller skemad. Det er mest hensigtsmæssigt for både mor og barn,” uddyber Anne Rørbæk.

Hun mener, det er vigtigt, at vi hele tiden ser på vores børn, og hvad de er parat til, frem for at have for travlt med kostforandringerne.

Anders Pæregaard opfordrer desuden til, at børn får et godt forhold til det at komme af med det, de nu skal. Når de en gang selv skal til at sidde på potte eller toilet, er det godt tilbage med numsen, fodstøtte for afslappet siddestilling og masser af tid. Indtil da kan du bedst hjælpe din baby med at vælge den rigtige mad og modermælkserstatning. Og husk, at vand imellem måltiderne er en god vane at få indført tidligt.