Søvn
SPONSORERET indhold

Babys særlige søvn

De første 14 dage har den lille knapt øjnene åbne, men de næste måneder sover baby, som vinden blæser. Der er ingen faste sengetider og lure, du kan planlægge ud fra. Løsningen er at hjælpe baby i gang med gode sovevaner om dagen.

Af: Karen Greve, Vores Børn, februar 2009
28. apr. 2010 | Børn | Vores Børn

Har du også læst, at nyfødte sover mellem 16 og 20 timer i døgnet? Og derefter sendt bogen direkte i brændeovnen? Fordi dit barn tydeligvis ikke har læst det kapitel og aldrig snupper mere end 25 minutter ad gangen om dagen og kræver mad med et par timers intervaller om natten.

Der er ikke noget galt med hverken dig eller baby, det er ganske enkelt umuligt at komme med faste retningslinjer for de helt små.

“Der er ingen regler i begyndelsen. I gennemsnit sover de omkring 18 timer, men det betyder jo, at nogle børn kun sover 10 timer i døgnet, mens andre sover 22,” siger sundhedsplejerske Anne Brødsgaard.

Børn har, ligesom voksne, forskellige søvnbehov og er svære at få mast ind i et skema.

Det, du skal være opmærksom på, er dit barns trivsel. Hvis dit barn er veltilpas og glad på 12 timers søvn i døgnet, jamen, så må du indstille dig på en kvik, vågen baby (der hurtigt får lært en masse, fordi han ikke spilder tiden med at sove). Trasker du derimod jævnligt rundt med en vranten baby, så skal han have hjælp til at sove længere stræk ad gangen.

Hvor lang er en lur?
Babyer sover anderledes end du og jeg. Vi veksler alle mellem let søvn, dyb søvn, drømmesøvn og lettere REM-søvn (REM står for rapid eye movement). Voksne har 25 procent REM-søvn, hvor vi er lette at forstyrre og vække. For nyfødte babyer fylder REM-søvnen derimod 50 procent. Dit barn grynter, knirker og græder i søvne. Han bevæger armene i spjæt og plirrer med øjnene.

Det er meget let at komme til at vække barnet i denne søvnfase og meget svært at vide, hvornår du skal trøste.

Du skal prøve at lære dit barns søvnige knirken at kende, så du ved, hvornår den lille bare giver sig lidt i søvne, og hvornår han er vågen og beder om din hjælp. Nogle børn skal man lade være, andre har brug for beroligelse for at kunne sove videre. Hvis baby græder, så du ikke er i tvivl, efter for eksempel 20 minutter, så kan du godt forsøge at forlænge luren lidt.

“Du skal være sikker på, at dit barn er mæt, tør og ikke har en bøvs siddende på tværs. Men herefter kan du stryge barnet langsomt på ryg eller mave, du kan vugge eller køre lidt med barnevognen, stryge med hænderne over panden og næsen på barnet og hele tiden udstråle ro,” siger Anne Brødsgaard.

Er du træt, baby?
I den første tid vågner dit barn som regel, fordi sulten plager – igen. Nyfødte har brug for mælk med korte intervaller. Mere end to-tre timer går der ikke mellem måltiderne i begyndelsen. Den lilles mavesæk kan ikke rumme så meget mad ad gangen, og der skal noget til, når man skal vokse så hurtigt, som babyer har for vane. Det bedste, du kan gøre, er at indstille dig på et par begyndermåneder, hvor det meste flyder, og samtidig gøre en indsats for at forberede en god rytme.

Sundhedsplejersken råder til, at du for at få hold på en fastere søvnrytme først og fremmest lærer din babys små bitte træthedssignaler at kende.

“Det gælder om at få barnet lagt til at sove, præcis, når han viser tegn på træthed. Den lille kan vende hovedet væk, gabe, køre hånden rundt i øjnene, og så skal baby helst lægges til at sove fem minutter efter,” opfordrer Anne Brødsgaard.

I begyndelsen falder dit barn måske ofte i søvn ved brystet eller flasken. Det er helt i orden. Du skal ikke prøve at vække barnet igen, men når I har rundet de første par måneder, er det en god idé, at din baby indimellem falder i søvn uden mad.

Læs videre på næste side>>

Rytme i sigte
Det er lettest at hjælpe barnet til at sove længere stræk om formiddagen. Her er de fleste små mennesker meget søvnige. Vær tålmodig. I starten skal du måske berolige i et kvarter, for at baby sover 10 minutter mere, men efterhånden sætter vanen sig, og den lille vågner ikke så hurtigt mere. Som regel kan du godt lære ham, at det er rart at være udsovet.

Den bonus, du og baby tålmodigt arbejder hen imod, er omkring de tre måneder typisk to lange lure. En formiddag og en eftermiddag plus en kort lur sidst på dagen eller om aftenen.

Det sidste er lidt afhængig af, hvornår natten begynder i jeres familie. En del babyer kan være vågne og opmærksomme om aftenen, mens andre dratter om med hønsene ved 18-tiden. Der er ikke noget, som er mere rigtigt end andet, så længe barnet er så lille.

For din egen skyld anbefaler sundhedsplejersken dog at gå i gang med et simpelt og kort putteritual ved et nogenlunde fast tidspunkt lige fra begyndelsen.

“En lille sang og godnat til bamsen kan være en god vane og hjælpe barnet, når han forstår mere af det hele omkring de seks måneder.”

Hjælp! Min baby …

  • Vil kun sove på arm

Det er okay i de første uger efter fødslen. Tryghed og kropskontakt giver tillid til verden. Senere er det fint, hvis du sørger for, at baby ikke altid falder i søvn på armen. Om dagen er det oplagt, at du putter baby i vugge eller barnevogn et par gange, mens det om aftenen kan være nødvendigt med en tryg favn.

  • Har vendt døgnet rundt

Dit barn kender ikke klokken, så du må lære ham om nat og dag. Natten skal være kedelig. Snak ikke med ham, og undgå at tænde for meget lys, mens du skifter. Du skal ikke vække baby i løbet af dagen. Det hjælper ikke. ‘Opdragelsen’ skal ske om natten. Det kan være helt nødvendigt med hjælp fra far eller andre, så du selv får sovet lidt.

  • Sover kun 20 minutter ad gangen

Nogle børn powernapper – og det kan være anstrengende for deres forældre. Hvis dit barn virker træt og uoplagt, så vælg en lur i løbet af dagen, hvor du er sikker på, at baby er mæt og træt, og forsøg så at forlænge luren ved at berolige med en hånd, en vuggende bevægelse eller en sut.

  • Falder i søvn ved brystet

I begyndelsen falder mange børn i søvn efter et måltid. Det er okay. Efterhånden vil dit barn blive mindre udmattet af suttearbejdet og kunne holde sig vågen bagefter. Så længe du sørger for, at dit barn også indimellem falder i søvn i vuggen eller barnevognen.