Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Legegruppe
Foto: Getty Images Skal Mariannes dreng presses til at deltage i klassens legegruppe?

Legegruppe

Brevkasse: Skal min stille dreng presses til at deltage i legegruppe?

Hverken min søn eller jeg har overskud til at have klassens legegruppe på besøg. Hvad stiller jeg op?, spørger en læser i Hendes Verdens brevkasse.

SPØRGSMÅL: Forleden var vi til et møde i min drengs nye klasse. Her blev jeg mødt af en forældregruppe, som alle havde meget klare holdninger til, hvordan klassens samvær bør se ud. Selvom jeg protesterede, så blev det besluttet, at børnene skal være i tvungne legegrupper, hvor de skal hjem på skift og besøge hinanden. Jeg er meget imod det. Vi har ikke overskud til at have en masse børn på besøg, og samtidig har jeg et meget stille og privat barn, som har brug for at være alene, når han endelig har fri fra skole og fritidshjem. Jeg vil ikke bare melde ham ud af fællesskabet, men vil heller ikke presse ham til samvær, som han ikke har lyst til. Hvad pokker stiller jeg op?

Mvh. Marianne

LÆS OGSÅ: Sådan får dit barn succes i skolen 

SVAR: Jeg kender godt problematikken fra mine egne børns klasser. Da jeg mødte konceptet ”legegrupper” første gang i min ældste søns klasse, syntes jeg, det lød genialt. En måde at hjælpe børnene til gode relationer/venskaber med flere forskellige børn og forhåbentlig også bidrage til, at de børn, der måske havde lidt sværere ved at finde nogen at lege med, fik en plads i fællesskabet. I praksis har det dog vist sig at være lidt mindre lyserødt. Engagementet har i hvert fald ikke været overvældende i nogle af mine sønners klasser – hverken hos børn eller forældre. Måske fordi lange skoledage for børnenes vedkommende – og lange arbejdsdage for forældrenes – ikke levner det store overskud nogle af stederne til samvær, der kræver en ekstra indsats i og med det er ”tvunget”. Jeg er heller ikke sikker på, at legegrupperne i vores tilfælde har gjort synderlig forskel for klassens eller det enkelte barns trivsel, men jeg kender dog andre, som har oplevet netop det.

Mine egne halv-fesne erfaringer med legegrupper til trods, vil jeg dog hoppe på og bakke op igen, hvis der er flertal for at etablere dem i min datters 0. klasse også. Når nogen tager initiativ til at styrke fællesskabet, synes jeg, man skal give det en chance. Så mit råd til dig må være, at du prøver at finde en måde at gøre netop det på, uden at du ligefrem skal gøre vold på dig selv og dit barn. Henvend dig direkte til legegruppe-juntaen med forslag om, at I holder det simpelt – børnene med hjem fra skole, hvor de får et stykke frugt eller en (købe)bolle, leger to timer og hentes umiddelbart inden aftensmad. Det er til at overskue for værterne i stedet for at skulle lave mad til hele flokken og underholde dem i mange timer, hvis ikke legen glider som smurt (og det gør den jo ikke altid i konstruerede grupper). Hvad angår din bekymring for om legegrupper er i dit stille og private barns tarv, synes jeg, du skal opfordre ham til at deltage, når der inviteres – skubbe blidt til ham også fordi det måske kan være fint for ham at udfordre sine grænser lidt – men kan du mærke, at han slet ikke magter det, synes jeg da, at du skal melde afbud. Måske ender det så med, at han bare er med hver anden gang og hygger sig med det. Og hvem ved, måske viser du dermed også vejen for andre forældre – for der skulle jo gerne være plads til alle i fællesskabet, både dem, der orker det hele, og dem, der har overskud til lidt mindre.

Held og lykke med det 

Tine Thøgersen
Chefredaktør, 41, tre børn og et lille hus i forstæderne.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Brevkasse, Skolestart og Venskaber