Danica Curcic: ”Jeg ventede i lang tid med at tro på det og sige det højt”

Danica Curcic har som de fleste andre gravide gået til fødselsforberedelse for at lære de bedste teknikker til at spænde af, trække vejret og mindske smerterne under fødslen. Og der er én ting, hun har undret sig gevaldigt over.

"Til fødselsforberedelsen bliver man kun præsenteret for billeder, hvor en mand står og holder om sin højgravide kvinde, der kigger kærligt op på ham. Det er også smukt, men det kan vel også se ud på alle mulige andre måder? I hvert fald kan det se ud på alle mulige måder, når jeg ser på min vennekreds. Hvad hvis man er to kvinder, der venter barn? Hvad hvis man er to mænd? Hvad hvis man er alenemor? Efter min mening er det udtryk for en manglende sensitivitet eller forståelse for, at kernefamilien jo kan se ud på alle mulige måder i 2022."

Danica er højgravid, og hun har termin lige omkring den dato, hvor hun er aktuel i filmen 'Ønskebarn'. Her spiller hun en 36-årig fertilitetslæge, der har store problemer med at blive gravid, og som føler, at tiden er ved at løbe fra drømmen om et barn.

På et tidspunkt får hun adgang til et befrugtet æg fra en anden kvinde, og hun skal tage stilling til, om hun vil krydse en etisk grænse for at blive gravid, inden det er for sent. Danica har med sine 37 år selv mærket, hvordan det biologiske ur begyndte at tikke højere og højre, da hun passerede de 30 år. Samtidig begyndte omgivelserne også at give tydeligt udtryk for, at nu var det da vist snart ved at være tid, hvis hun skulle være mor.

"Fertilitet er et sårbart emne, og det er på en måde alt for let for mig at tale om det nu, hvor jeg sidder her og er gravid. Men jeg kunne da helt klart mærke presset og frygten i forhold til, om jeg overhovedet kunne blive gravid, da jeg rundede de 30 år. Jeg kender så mange, der har gået i fertilitetsbehandling, så det er klart, at tankerne kommer, efterhånden som tiden går. Samtidig er det meget eksistentielt at skulle tage stilling til, om man overhovedet er klar til, at ens liv bliver forandret på den måde, som det jo gør, når man får et barn. Mange af mine veninder har fået børn de senere år, og jeg har helt klart sammenlignet mig med dem og måske også længtes lidt efter det selv."

Hvor længe har du tænkt, at du gerne ville have børn?

"Jeg har altid tænkt, at jeg ville have børn, men det er nok først de sidste to-tre år, at jeg er nået frem til, at nå, nu skal det nok også snart være, hvis jeg vil."

Du har følt, du har haft god tid?

"Ikke nødvendigvis, nej, men som mange andre i 30’erne nok godt kan genkende, så har jeg da lige fået nogle tjek. Er der overhovedet nogen æg? Er jeg fertil? Det har jeg fået undersøgt nogle gange, siden jeg blev 30. Jeg har også tænkt over, om jeg overhovedet kunne forestille mig et liv uden børn, og jeg har tænkt over, hvorfor jeg egentlig gerne vil være mor. Det har jeg brugt meget tid på. Især frygten for infertilitet og tanken ”når jeg det til tiden” har desværre fyldt meget. Samtidig oplevede jeg også at få mange kommentarer om børn, så snart jeg rundede de 30.

Det, synes jeg, til tider har været ret grænseoverskridende. ”Aj, skal du da ikke snart have barn?”. Eller at folk spørger ind til ens alder for så at sige: ”Nå, men så skal du da også til at komme i gang”. Som om man aldrig selv havde tænkt den tanke. Jeg har hele tiden haft lyst til at udfordre det, når folk har sagt sådan til mig. Jeg er sikker på, at de mener det godt, men mange glemmer, hvor utroligt sårbart og privat et emne det egentlig er. Man skal huske på, at man ikke kender folks situation eller historik. Det kan være, man spørger et menneske, som har kæmpet for at blive gravid i årevis, eller som måske slet ikke ønsker et barn."

Har du nogensinde adresseret det? 

"Ja, få gange, men som regel har jeg ikke sagt noget og har bagefter tænkt: Fuck, hvorfor sagde du ikke noget? Der er ligesom en skabelon, man forventes at følge. Et pres, som selvfølgelig hører til mange ting i livet. Men der er jo en grund til, at vi mennesker gør, som vi gør – eller ikke gør – og jeg synes, at vi skal blive bedre til at udvise påpasselighed overfor sådan nogle sårbare emner.

Jeg kommer til at tænke på noget i en helt anden boldgade også. Jeg købte det her kolonihavehus alene, da jeg ikke var i et forhold, og der var rigtig mange, der sagde, nå, okay, køber du bare sådan lige et hus helt alene? Som om man kun kan købe et hus, hvis man har mand og børn. Det er som om, at hvis tingene ikke kommer i den ”rigtige” rækkefølge, så kan det skurre lidt i folks ører."

Huset, som Danica købte for seks år siden, er et skønt kolonihavehus, som bugner af sjovt og anderledes indbo, der blandt andet stammer fra hendes serbiske baggrund. Men der er ikke andet end hendes flotte, store mave, der afslører, at en baby snart flytter ind.

"Især i starten af graviditeten var jeg meget overvældet emotionelt. Realiteten ramte mig, og jeg tænkte meget over, hvilke konsekvenser det havde, at jeg ventede et barn. Der kom rigtig mange tanker op i forhold til, om jeg var det rigtige sted i mit liv i forhold til at sætte et barn i verden. Kan forholdet holde til det? Hvad med min egen frihed? Mit arbejde? Hvad med verdenssituationen og den galopperende klimanedbrydning? Hvordan kommer fremtiden til at se ud? Kan jeg byde et barn det?

Fordi det pludselig blev en realitet, kom hele min eksistens op til revision. Jeg har aldrig tvivlet på min egne evner som mor. Det har jeg en grundlæggende tro på, at jeg godt kan finde ud af, og jeg vil jo gerne have et barn. Men det var alt det udenom. Og der har været en masse tanker om, hvorvidt jeg har udlevet de værdier, jeg ønsker at give videre. Og hvis jeg ikke har, om jeg så kan nå det? Jeg ved, det er irrationelt, for rolig nu altså, jeg kommer jo også til at transformere mig og vokse med det barn. Heldigvis er jeg samtidig blevet overvældet af en utrolig kærlighed og glæde, som jeg beroliger de andre tanker med."

Ja, pludselig er barnet der, og så er det bare sådan!

"Ja, det er det. Men selvom jeg er så langt henne nu, så..."

Hun kigger sig omkring i køkkenalrummet. 

"Jeg har helt klart ventet til sidste sekund med at få babyting ind i hjemmet. Jeg har lånt og arvet en masse fine ting fra mine søde veninder, og samtidig jeg har måske også følt mig lidt lammet i forhold til, hvor meget man – især på de sociale medier – bliver bombarderet med omkring råd og ting, der er vigtige at købe. Hele den store babyindustri. Så jeg prøver at ta’ den med ro. En ting ad gangen. Det vigtigste for mig er at blive ved med at skabe kontakt til det lille væsen, så meget jeg kan. Jeg glæder mig meget til at møde hende."

Danicas familie kommer oprindeligt fra Serbien, men flyttede til Danmark, da Danica var et år gammel. Meningen var, at familien skulle være her nogle år på grund af farens arbejde, men som følge af borgerkrigen i hjemlandet endte de med at blive boende.

Hendes egen datter kommer også til at få en opvækst med flere kulturer, for Danicas kæreste og faderen til hendes barn er den amerikanske skuespiller Darren Pettie. Parret mødte hinanden i Canada i 2016, da de spillede over for hinanden i tv-serien 'The Mist'. Han har været bosat i Los Angeles og er i gang med at flytte til Danmark.

"Jeg er stolt af, at min datter også får muligheden for at vokse op med flere kulturer. Jeg ved, hvor vigtigt det har været for min egen forståelse af verden, at jeg har haft den serbiske baggrund. Det er en gave, jeg er stolt af, at vi kan give videre. Darren har rødder i the deep south af USA, han er vokset op med tonsvis af kærlighed, men også i et område med meget fattigdom og ulighed. Og måske også med nogle holdninger, som han ikke selv deler. Men alt det gør ham til et meget sammensat menneske, og det har givet ham en dyb forståelse og dyb empatisk sans for mennesker fra alle samfundets lag. Og det er en utrolig vigtig værdi at give videre."

Hvilke tanker har du gjort dig om, at din datter kommer til at vokse op med flere forskellige kulturer?

"Jeg ved, at der er en længsel, når man lever med den todelte kultur. På den måde er det lidt interessant, at jeg med Darren har haft et langdistanceforhold kørende, hvor der på en måde er en indbygget længsel også. Og også en masse praktiske udfordringer.

Men samtidig er der noget utroligt værdifuldt i hele tiden at have bevidstheden om, at der er en stor verden omkring en. Folk, der lever på fuldstændig andre måder og med andre kår. Det har mit serbiske ophav helt klart lært mig meget om. Min datter kommer til at vokse op med tre sprog og tre kulturer, og det er smukt, synes jeg. For mig bliver det også en genopdagelse af mine egne rødder, og jeg tænker blandt andet over, hvilke serbiske børnesange jeg vil synge for hende."

Hvilke tanker gør du dig om jeres kommende lille familie og dig selv som mor?

"Jeg gør mig rigtig mange tanker om, hvordan jeg gerne vil have, at min familie skal se ud. Hvad familie betyder for mig. Jeg har helt klart et kontrolmenneske i mig, og det at få et barn er bare det ultimative slip. Eller den ultimative hengivelse. At være gravid lærer mig meget om blødhed og blidhed. Over for mig selv især.

I forhold til det kropslige har jeg altid trænet virkelig hårdt. Det har været en drivkraft for mig at svede og kæmpe derudaf. I min graviditet har jeg skullet lære at læne mig tilbage og blive blød og give mig hen til den store kropslige og mentale forandring, det medfører. Det er rart. Men det er også bare nyt og ukendt. Der kommer en masse tanker om mine egne mønstre, om forholdet til min egen familie, og om hvordan jeg selv er blevet opdraget. Hvad savnede jeg, og hvad ville jeg elske at give videre til mit eget barn?"

Hvilke mønstre er det, du tænker over?

"De mønstre, der har at gøre med tilknytning og intimitet især. Jeg tror, vi alle kan genkende, at der er ting fra vores barndom, som vi ville ønske, at vores forældre havde gjort anderledes. Sådan har jeg det også, men på samme tid har alle de ting jo været med til at gøre mig til det menneske, jeg er i dag. Jeg ved, at mine forældre gjorde deres bedste, med alt det, de kom fra. Og kærlighed var der masser af. Jeg tror, at noget af det vigtigste, man skal huske sig selv på, er, at vi alle er mennesker, der kommer til at fejle, men at vi også kommer op igen. Vigtigst er at være bevidst om det og at kunne sætte ord på det hele. Og tilgive sig selv og hinanden på vejen."

Hvad vil være vigtigt for dig at give videre?

"Hmmm, nu skal jeg have en datter, og jeg vil virkelig gerne skabe et rum, hvor der er plads til alle følelser. Hvor der er plads til, at hun kan være præcis, som hun er, og jeg vil gøre alt for at skabe god grobund for, at hun kan mærke og følge sin egen intuition. Jeg har selv haft udfordringer med at tro på min egen mavefornemmelse og med at stå ved min egen sandhed. Arbejdsmæssigt har det ikke været svært, men privat er der helt klart en pleaser i mig, der gerne vil sørge for, at folk omkring mig har det godt. Jeg har været optaget af, hvad andre mennesker synes, og jeg har haft svært ved at sætte grænser og stå ved dem. At blive mor er den ultimative øvelse i at lære at stå ved mig selv og i at turde sige ja og nej. Og stå ved det."

Da Danica for et par år siden nåede frem til beslutningen om, at hun nu var klar til at få et barn, gik tingene imidlertid ikke helt som planlagt.

"Jeg havde en ufrivillig abort i 10. uge sidste år. Selvom det ”kun” var den ene gang, det skete, så var det voldsomt. Jeg kan huske, at jeg tænkte over, hvor ulideligt og hårdt det måtte være for dem, der er i et svært fertilitetsbehandlingsforløb, og som går igennem det gang på gang. Selvom jeg kun var 10 uger henne, så er det jo trods alt mange uger, hvor man kan mærke, at der sker noget med ens krop og sind, og det er stadig et følelsesmæssigt tab.

Samtidig skal man forholde sig til kommentarer som: ”Op på hesten igen, du blev jo gravid, det er jo fantastisk, bare prøv igen”. Ja, ja, men det ændrer ikke på, at det er en sorg. Folk mener det sødt, og selvfølgelig var det fantastisk at finde ud af, at jeg godt kunne blive gravid. Men selvom det var tidligt i forløbet, var det stadig et tab af et barn. Bagefter fandt jeg ud af, at det er hver tredje kvinde, der oplever en ufrivillig abort. Og det gik op for mig, hvor mange omkring mig, der også har oplevet det. Det bliver der bare ikke talt så meget om."

Ved du, hvorfor det skete?

"Nej, der var ingen, der kunne sige det. Og så kommer alle de destruktive tanker frem i lyset: Trænede du ikke også lige lovlig meget, mens du var gravid? Spiste du ikke lidt rigeligt sukker? Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, om det havde været min egen skyld, at jeg mistede det. Jeg ved godt, at det er irrationelt, men det var jo min krop, så det måtte være noget, jeg havde gjort."

Så du afsøgte, hvad det kunne være?

"Ikke engang afsøgte – det kom bare. Fuck, hvad har jeg gjort? Var det fordi, barnet kunne mærke, at jeg måske ikke var helt klar rent mentalt? Havde jeg følelsesmæssigt præget det lille æg? På en måde havde det været nemmere, hvis jeg havde fået at vide, at der havde været en kromosomfejl."

Var du bange for at prøve igen?

"Ikke bange, men jeg ventede helt klart i lang tid med at tro på det og sige det højt."

Hvornår turde du for alvor tro på det anden gang?

"Det er stadig lidt abstrakt, synes jeg."

Hun griner højt og kigger ned på sin mave. 

"Nej, altså, så snart jeg mærkede liv, skete der noget. Det er vildt at tænke over, at jeg bærer rundt på en anden sjæl. Et lille væsen, der kommer ud med sin helt egen personlighed. Jeg glæder mig helt vildt."

OBS. Denne artikel er første gang udgivet i ALT for damerne 48 i 2022.