Dilemma: Min datter giver altid op
Datteren vil gerne gå til alle mulige aktiviteter, men så kommer der altid lige noget i vejen. Læs panelets svar.
Dilemma: Hjælp, min datter giver altid op!
Min datter giver hele tiden op, når hun starter på en fritidsinteresse. Klaver, karate, svømning, blokfløjte, dans…. Så er det ikke sjovt nok, ikke så spændende som hun troede, læreren er dum ? hun er for træt lige netop den ugedag. Hvad skal jeg gøre? Skal hun ikke lære glæden ved at blive god til noget? Og at være lidt vedholdende?
Svar fra panelet
Anne-Grethe Bjarup Riis:Jamen, selvfølgelig skal hun lære at være vedholdende. Hvis man melder sig for en sæson, så gør man den færdig ? medmindre læreren er en idiot, selvfølgelig. Nu ved jeg jo ikke, hvor gammel hun er, men hvis hun er de her 7-8 år, så tror jeg, at forældrene skal tænke i at give datteren nogle små afrundede succesoplevelser, som at give hende nogle ansvarsområder derhjemme.
En fast maddag om ugen giver hende dejlig positiv pay-off på det, hun har præsteret ? og det vokser hun af. I det hele taget skal hun inddrages og gives medbestemmelse.
Brian Mikkelsen:Som udgangspunkt mener jeg, at vi som forældre skal stille krav til vores børn om at holde fast og være vedholdende ? det gælder jo også i forhold til skolearbejde og senere arbejdsliv. Selv om fritidsaktiviteter er noget, man deltager i for sin fornøjelses skyld, så forpligter de. I det mindste for den periode, man har tilmeldt sig.
Dels lærer børnene noget om forpligtelser, dels forhåbentlig også ? som du selv er inde på ? at det kan være sjovt at øve sig og engagere sig. Det er altid svært at træne en færdighed op, men når man er blevet god til noget ? som for eksempel at spille klaver ? så har man fået en gave for livet.
Troels Mylenberg:Din datter er nok meget normal, i hvert fald hvis hun er under 18. Faktisk tror jeg på, at man er heldig, hvis man som barn lige finder præcis den fritidsinteresse, som man holder ved. Det handler om mange ting, ikke mindst tilfældigheder, veninder etcetera.
Din datter virker rigtig god til at prøve ting af, men måske er løsningen at sætte en tidsgrænse. Hvis hun vælger at gå til trampolinspring efter sommerferien, så skal hun blive ved indtil efterårsferien, for eksempel. I øvrigt er det i mine øjne et sundhedstegn, at hun ikke lige faldt for blokfløjten…
Karen-Marie Lillelund:
Det der med at lære børn glæden ved at blive rigtig god til noget for eksempel blokfløjte det er vist kun lykkedes for ganske få som Michaela Petris mor. Så jeg foreslår, at du i stedet lærer hende at være vedholdende. Og det lærer du hende kun ved selv at være det.
Sørg for, at hun ikke melder sig til 20 ting om ugen og hold så fast ved, at hun skal møde op, så længe sæsonen varer. Nogle gange må du så være den onde, onde forælder, der siger, at hun skal af sted, selv om hun er træt, men det er den slags, man har forældre til. Held og lykke!
Emilia van Hauen:Jeg gik selv til mange forskellige sportsgrene som barn, indtil jeg blev gymnast, og det sagde ?bing!? Nogle gange må mange søge længe, før man finder det rigtige match. På den anden side tror jeg, det vil være fornuftigt at lave en klar aftale med hende om, hvor mange gange hun minimum skal gå til det eller hvor længe, så hun oplever glæden ved at blive bedre. Og så må du ikke rokke dig en tomme. Uanset hvilke argumenter hun kommer med. Der er alt for mange unge, der aldrig lærer at overvinde sig selv ? og det er ris til egne baller, når de bliver ældre.
Peter Aalbæk Jensen:På et tidspunkt ? så skal hun altså tvinges til at fortsætte….
Anne-Mette Rasmussen:Det er i orden, at børn prøver lidt forskellige aktiviteter. Man kan jo ikke altid være sikker på, at det kommer til at gå så godt med den fritidsinteresse, man nu er begyndt at dyrke. Men i dette tilfælde synes jeg dog, at det er blevet lidt for let bare at opgive. Når barnet begynder på en ting, må forældrene også forklare, at man skal gøre noget ud af det, ? arbejde for sagen.
Det er ikke sikkert, at det er let den første gang, men barnet skal vide, at hvis man øver sig og lægger sine kræfter i det, man nu er gået i gang med, så skal det nok lykkes. Så får man netop glæden ved at blive god til noget. Lad være med at surfe rundt mellem de forskellige tilbud. Så lærer barnet ikke at blive vedholdende.
Natasja Crone:Der er ikke noget så røvkedeligt som at være vedholdende og stædig over for noget, som man slet ikke interesserer sig for. Måske skulle I finde ud af, hvad hendes veninder går til. Det er sjovere at følges og have noget sammen med de andre. Så hvis alle veninderne går til hiphop, kan det være, det kan fange alene af den grund.
Og med hensyn til det vedholdende ? så kan I godt opmuntre lidt, hvis det handler om, at hun ikke synes, hun er god nok. De fleste børn tror jo, de kan svømme i det sekund, de er klædt om og er klar i hallen. De glemmer tit, at de er der for at lære det. Ligesom alle de skuffede 0.-klasseelever, der slet ikke fatter, de ikke kan læse efter en uge i skole. Så der kan I godt prøve med noget stædighed, hvis det bliver et problem.
Står du også midt i et dilemma, så kontakt panelet på: panelet@juniormag.dk