Børn løber
SPONSORERET indhold

Ny anbefaling: Børn ned til 10 år skal kunne få juridisk kønsskifte

I dag skal man være 18 år, før man kan foretaget en juridisk kønsskifte, men den alder bør sænkes, mener Det Etiske Råd.

Af: Cille Lewinsky Foto: Getty Images
09. mar. 2021 | Børn | ALT.dk

Børn ned til 10 år skal kunne få lavet et juridisk kønsskifte.

Det mener Det Etiske Råd, hvor 16 ud af 17 medlemmer anbefaler, at alderen sænkes. Blandt dem anbefaler 14 ud af 17, at grænsen for juridisk kønsskifte sænkes til 10-12-årsalderen.

I dag skal man være 18 år, før man kan få foretaget et juridisk kønsskifte, der indebærer en ændring af kønsbetegnelsen, af personnummeret og eventuelt fornavnet, men ikke nødvendigvis med kønskorrigerende behandling.

Det Etiske Råd lægger vægt på, at en ændring af det juridiske køn hænger sammen med en ”større diskussion om normer for køn og kønsidentitet”, skriver de blandt andet i anbefalingen og understreger, at det skal være med til at styrke rettighederne og mulighederne for LGBTI-personer i Danmark:

”Vi lever i en brydningstid hvad angår selvforhold og køn, og den bredere diskussion spiller derfor ind på bedømmelsen af spørgsmålet og gør, at det kan betragtes som alt – fra en uproblematisk ændring af det sidste ciffer i en praktisk registerordning, til en del af et politisk motiveret opgør med fundamentale biologiske kategorier.”

Desuden lægger de vægt på, at det også vil gøre det lettere for de børn og unge, der ikke kan identificere sig med det køn, de har fået ved fødslen, at møde omverdenen. De vil i højere grad undgå at skulle forklare sig, blive mødt med mistro eller opleve chikane, fordi de skiller sig ud fra deres jævnaldrende.

”Børn og unges kønsubehag, følelsesmæssige erfaringer og forståelser af, hvad der er vigtigt for kønsidentiteten, kan næppe siges at være mindre relevante, blot fordi de er mindreårige. At åbne for en grad af selvbestemmelse tillader således, at mindreårige kan blive hørt, og at deres ønsker om personlig integritet og en sammenhæng mellem selvopfattelsen, og hvordan man fremtræder, kan respekteres.”

Etisk Råd har taget stilling til spørgsmålet om at sænke alderen på juridisk kønsskifte på opfordring fra Folketingets Ligestillingsudvalg.

Anbefalet til dig