Bag skyerne dokumentarfilm scroll-down
Foto: Katrine Sahlstrøm (Good Company) Peter er en af børnene, der kommer på Good Grief. Han er 6 år og forældreløs. Moren døde i en bilullykke og faren af en overdosis, men som Peter siger, så tog han "noget rigtig dårlig medicin". Nu bor Peter sammen med sin mormor og onkel.

Ny dokumentar om børn i sorg: ”Man skal huske, at man ikke kan gøre sorgen værre”

Sorg er svært at tale om - både for voksne og børn. Men vi bliver nødt til at tale højt om den del af livet, vi alle helst undgår, men ingen undslipper. Det mener instruktøren bag den nye dokumentarfilm Bag skyerne, Katrine Philp. Hun har fulgt en gruppe amerikanske børn og unge i sorg, der gennem støttegrupper og leg er sammen om at miste.

Af Cille Lewinsky
Børn Vores Børn

”Jeg forstår ikke, hvorfor folk kommer og spørger, om jeg er okay. Jeg kan jo ikke finde på at sige nej. Jeg svarer altid ja. Hvad ville folk gøre, hvis jeg sagde nej?”

En dreng sidder sammen med tre andre børn og tegner.

Havde man slået lyden fra det levende billede, ville det ligne en hvilken som helst fritidsordning, hvor børn finder ligesindede at lege med, men her omkring bordet med farveblyanter og papir, er der også plads til spørgsmål, der normalvis ikke hører et børneunivers til.

For drengen har mistet. Og det samme har de andre børn om bordet.

De er sammen om sorgen og sammen om den ensomhed, som mange børn og unge oplever, når de mister et familiemedlem. Sammen om at gøre den del af livet, vi alle helst gerne undgår, men ingen undslipper, naturlig – at tale om og være i.

Læs også: 10 gode råd: Sådan taler du med dit barn om sorg

Det er en del af filosofien bag Good Grief – en frivillig organisation i New Jersey, USA, der hjælper børn og familier i sorg gennem støttegrupper og leg – og som den danske instruktør Katrine Philp har fulgt over et år i dokumentarfilmen Bag skyerne, der får premiere den 26. januar på DR.

Her følger vi børnene og familierne på Good Grief og kommer særligt tæt på 6-årige Peter, 5-årige Mikayla og søskendeparrene Nora, 10 år, og Nolan, 9 år, og Kimmy og Nicky, 8 år.

Foto: Katrine Sahlstrøm (Good Company) | 10-årige Nora og 9-årige Nolan er søskende og har mistet deres far til en overdosis. De bor sammen med deres mor og lillebror, som moren har med en anden mand. De elsker at lege i haven med nabobørnene og rider begge to.

Alle er de midt i deres sorgproces. Hvor grin og gråd afløser hinanden uden betænkningstid, og ingen spørgsmål eller emner er for skamfulde, tabubelagte eller utilnærmelige til, at man over sandkassen med R.I.P og kiste-figurer spørger: ”hvordan døde han?”.

”Det er en følelse af at kunne trække vejret i sådan nogle miljøer,” siger Katrine Philp til ALT.dk.

”Og det er også det, jeg gerne vil med filmen. Jeg vil gerne have, at vi siger: Hey, nogle gange skal vi lige tale om de her ting. Vi skal ikke hele tiden tale om døden, men nogle gange er det en lettelse.”

Reaktioner på sorg hos børn og unge

Ked-af-det-hed.

Vrede – også i leg og kontakt med jævnaldrende.

Større svingninger i humør/sindstilstand.

Søvnforstyrrelser; mange tanker ved indsovning, urolig søvn, mareridt.

Somatiske klager – det kan fx være hovedpine, mavepine, kvalme, ondt i brystet.

Ændringer i sociale relationer, polariserede reaktioner, enten over-aktiv eller isolerende.

Regression; at børn for en tid vender tilbage til tidligere udviklingsstader. Fx igen gerne at ville mades, puttes, holdes om eller sove sammen med den overlevende forælder.

Gentagelse af hændelse omkring dødsfald – i leg (at lege hændelsen igennem) og i samtale/spørgsmål (at de bliver ved med at vende tilbage til, hvad der skete og spørge til det).

Utryghed – som kan skabe øget behov for forudsigelighed; hvad skal ske og hvornår.

Kilde: Det Nationale Sorgcenter

Dokumentere sorgen

Katrine Philp taler af erfaring.

For selvom den 42-årige instruktør hverken er 6-årige Peter, der har mistet begge sine forældre, eller 5-årige Mikayla, der har mistet sin far til et hjertestop, er hun stadig et ”barn, der har mistet”.

I vinteren 2018, få måneder inden optagelserne skulle begynde på Bag skyerne, fik Katrine Philps far konstateret kræft. En uhelbredelig form, han ville dø af.

”Han var 78 år, så han var ikke ung, men det kom stadig som et chok, fordi han var frisk, supersporty og spiste sundt. Jeg var slet ikke klar på det. Jeg havde ikke forestillet mig, at det var ham, der skulle få den dødsdom,” siger hun.

Farens sygdom fik hende til at overveje, om dokumentarfilmen skulle droppes, om det ville blive for hårdt, men hun besluttede sig for at fortsætte. Og i januar 2019 – tre måneder efter farens død – flyttede hun med sin mand og to børn til USA for at færdiggøre det projekt, hun var påbegyndt om sorg – midt i sin egen.

”Jeg havde en trang til at komme væk fra det hele. Flygte lidt fra alle de følelser og ind i den sorg, jeg selv havde. Det var jo naivt tænkt; at så rejser man til USA, og så forsvinder det hele. Det gør det bare ikke, slet ikke, når man laver en film om sorg,” siger hun.

”Det hele smeltede sammen – både filmen og mit privatliv. Jeg har to børn, som også var i sorg over at miste deres morfar, og jeg havde alle børnene og familierne på Good Grief, så vi var i sorgens verden hele det år.”

Foto: Katrine Sahlstrøm (Good Company) | 5-årige Mikayla bor alene med sin mor, efter hendes far døde af et hjertestop. Her besøger de mormoren og tager selfies med hende.

For Katrine Philp blev filmen hendes ”terapeutiske rejse”. Hun kunne med ét sætte sig ind i den sorg, børnene stod i, og oplevede, at det rum, som Good Grief gav de amerikanske børn – og hende – mulighed for at være i, kun blev endnu vigtigere at dokumentere.

”Det at få lov til kun at arbejde med det, som fyldte hele min krop fysisk op, når jeg vågnede om morgenen og gik i seng om aftenen, har hjulpet mig helt vildt i min egen sorgproces,” lyder det fra instruktøren.

”Jeg følte virkelig, at vi mærkede det nærvær, som er på Good Grief, og det her fællesskab. Det er meget fællesskabet, man mangler, når man mister – og det, der gør, at nogle kan føle en enorm isolation og ensomhed.”

Døden er stadig et tabu

I Danmark mister lidt over 5.000 børn og unge hvert år en mor eller far. Det svarer til, at 14 børn og unge dagligt mister en mor eller far. Og cirka 1.000 børn og unge mister hvert år en søster eller bror.

I en undersøgelse fra 2015, som Børn, Unge & Sorg står bag, fremgår det, at 56 procent af de adspurgte danskere mente, at døden ”i høj grad” eller ”i nogen grad” er et tabu i samfundet. Samme budskab pointerede Preben Engelbrecht, direktør for Det National Sorgcenter, også i et debatindlæg i Altinget sidste år, hvor han skrev, at de ”mærker konsekvenserne af dødens tabu” i deres arbejde med de efterladte.

Fakta om børn, unge og sorg i Danmark

I Danmark er der 47.740 børn og unge i alderen 0-27 år, som har mistet én eller begge forældre. 

5272 børn og unge (0 – 27 år) mister årligt en far eller mor. Svarende til ca 14 børn og unge der mister hver eneste dag. 

Hvert år mister 782 børn under 12 år deres mor eller far. 21 af disse børn mister både deres mor og far. 

928 børn og unge (0 – 27 år) mister hvert år en søster eller bror. Svarende til over 2 børn og unge der hver dag mister en søster eller bror. 

26.000 skolebørn oplever hvert år, at en far eller en mor bliver indlagt med en livstruende sygdom, dvs. i gennemsnit 12-16 børn på hver skole

Omkring 11.000 børn under 6 år oplever hvert år at miste en forælder, eller at der opstår livstruende sygdom hos mor eller far. 

Kilder: Det Nationale Sorgcenter, Kræftens Bekæmpelse

Og netop det med at bryde tabuet omkring døden og tale åbent om den er Katrine Philps ønske med Bag skyerne, der foruden selve filmen også indeholder undervisningsmateriale til landets folkeskoler.

”Jeg tænker, at jo mere der bliver talt om det i skolerne, idrætsforeninger osv., jo mindre berøringsangst, vil der være, og jo mere vil folk også synes, at det er naturligt at tale om,” siger hun og håber, at filmen kan bruges som udgangspunkt for skolelærer, pædagoger og resten af os til at tale mere og bedre om døden.

”Forestil dig at stå som skolelærer og opleve et barn på 8 år, der har mistet en mor. Hvad gør du? Det er også af respekt for deres arbejde, at jeg synes, vi skal være bedre klædt på. Vi har et enormt ansvar,” lyder det fra instruktøren, der mener, at vi i Danmark bør gribe sorgbehandlingen an på nye og flere måder, blandt andet ved at inddrage legen som et redskab, ligesom de gør på Good Grief.

Foto: Katrine Sahlstrøm (Good Company) | Børnene på Good Grief sender en hilsen til himlen med de tændte lanterner. Her står navnet på den eller dem, de har mistet.

Tavshed er det værste

I det hele taget har Katrine Philp lært meget om at sørge gennem børnene på Good Grief. Hun har blandt andet fundet ud af, hvor vigtigt det er som efterladt at tale – højt og ærligt – om sin sorg. Ikke at skulle pakke den ind, som drengen følte sig nødsaget til.

”Sorg er en naturlig del af livet – og Good Grief lærer heller ikke børnene, at de kurerer dem fra sorgen. Den vil altid følge én, og det er noget, man lærer at leve med,” siger hun.

Samtidig har Katrine Philp dog også måttet konstatere, at selv efter alt var ”blevet sagt” mellem hende og faren, har det hverken været nemt for hende eller omverdenen at italesætte den efterfølgende sorg.

”Da min far døde, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle forklare min 5-årige dreng, hvad der så skulle ske med ham,” siger hun og begynder at gengive, hvordan hun forklarede sønnen om kisten, der ikke måtte åbnes, men skulle køres væk, og om asken, der skulle stryges ud:

”Jeg havde gået rundt om den varme grød, selvom jeg var i gang med at lave filmen på Good Grief. Og selvom jeg vidste, at det var meget bedre at fortælle, hvad der skulle ske, så turde jeg bare ikke selv.”

Foto: Katrine Sahlstrøm (Good Company) | Hos Good Grief bruger de legen til at tale om sorgen. Blandt andet her i sandkassen, hvor børnene taler om døden, mens de "leger" begravelse.

Det var en form for ”beskyttelse”, tror Katrine Philp, overfor sig selv og sønnen. Og en frygt for hans mange spørgsmål. Men efter hun havde fortalt ham, hvad der skulle ske med morfar, var hans reaktion langt fra som ventet.

”Okay”, sagde han bare. Og jeg tænkte: ”Okay, var det bare det..?”

På samme måde tror hun også, at vi – som omverden – prøver at ”beskytte” mennesker i sorg ved at undlade spørgsmål som: Hvordan har du det? Men tavsheden er den værste, forklarer hun. Det erfarede hun selv.

”Jeg var slet ikke klar over, hvor hårdt sådan noget ville ramme,” siger hun.

”Det var ikke mange gange, jeg oplevede det, men de få gange, jeg oplevede det, var så hårde. At der er nogen, der ikke adresserer, at man har mistet, eller anerkender det ved en hånd på skulderen eller ved at sige: ”Jeg har hørt, hvad der er sket. Det er jeg ked af”. Man behøver ikke gøre så meget, men i den lille anerkendelse ligger der enormt meget kærlighed. Og i det øjeblik, hvor man ikke oplever den, er der noget, der krakelerer lidt i én.”

Sådan taler du med børn og unge i sorg

 Vis, at du er til rådighed.

Vær ærlig om forløbet – lyv ikke om, hvor afdøde er henne, bekræft at han/hun er død.

Sæt ord på, hvad du selv tænker om hændelsen, hvordan du også selv mærker sorg – i afmålte og alderssvarende termer; ’jeg er også ked af det’, ’jeg savner også’, ’jeg kan også blive vred’.

Hjælp med at vigtige voksne i barnets/den unges liv er informeret; børnehave, skole, SFO.

Giv plads til, at der også stadig må føles glæde, at noget sagtens kan være rart til trods for det skete.

Husk, at sorg varer meget længere, end vi regner med. Selv flere måneder (og også år) efter tabet kan det være rart at få lov at tale om afdøde.

Mind den afdøde; se på billeder sammen, tænde lys, høre musik som afdøde holdt af.

Få flere gode råd til, hvordan du kan tale med børn om sorg her.

Kilde: Det Nationale Sorgcenter

 

Man skal også have det sjovt

Derfor er det Katrine Philps ønske, at vi bliver bedre til at række ud til dem, der skulle have behov for det.

Både til dem, vi elsker, og dem, vi kender mindre godt. Selv har hun altid arbejdet ud fra devisen: Er du i tvivl om, om du skal tage til en begravelse, skal du gøre det.

På samme måde skal du altid tage kontakt til andre, hvis du er i tvivl.

”Det værste er sket,” som hun siger.

”Og man skal huske, at man ikke kan gøre sorgen værre. Du kan måske kun lette den lidt ved at sige, at du er der. Der er nogen, der kommer i klemme, hvis ikke man taler om den – og hvis man står et sted i sit liv, og man har et overskud, så skulle man måske bruge det på nogen, der står i en krisesituation.”

Og så er der lige en sidste ting, børnene med deres farveblyanter og tegnepapir bør minde os alle om:

”I alt det her sorg og død, så fylder livet bare enormt meget. Det er også vigtigt at være i livet og legen – og den leg er enormt vigtig for mig – og skulle være en del af filmen, fordi livet skal leves af dem, der er tilbage. Det skal leves fuldt ud, og man skal også have det sjovt,” siger hun.

Om dokumentarfilmen Bag skyerne

Bag skyerne kan ses fra den 26. januar 2021 på DR2 kl. 21.00 og på dr.dk.

Dokumentarfilmen har vundet flere internationale priser, blandt andet hovedprisen SXSW (South by Southwest) og Unicef-prisen i Japan.

I forbindelse med filmens premiere udgives der også et stort undervisningsmateriale til folkeskolen, som skal hjælpe med at uddanne en ny generation, som måske kan blive mindre berøringsangste i forhold til sorg og døden.

Materialet er udarbejdet i samarbejde med Røde Kors, Børn, Unge & Sorg, DFI samt Landsforeningen Liv og Død og kan findes på Røde Kors hjemmeside. Se mere her.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg og Børnepsykologi
Tilbage til toppen