Mor-rollen
Selv efter seks børn og 18 børnebørn, føler Eva Smith at små babyer kalder på hendes omsorg. Foto: Frederikke Heiberg

Eva Smith: Dengang jeg blev mor ...

“… kunne det aldrig falde mig ind at bede min mand passe børnene”

Faktaboks

71 år, dr. jur. og professor i straffeproces. Har været formand for Det Kriminalpræventive Råd og er medlem af Retsplejerådet og Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg samt formand for Københavns Retshjælp. Desuden flittig safundsdebattør.

Gift med Ole Asmussen og mor til Marchen, 36 år, Rune, 38 år, Ida, 41 år, Michael, 44 år, Cathrine, 46 år og Tore, 48 år. Bonusmor til Ulrik, 45 år og Anne-Katrine, 47 år. Bedstemor til Bille, 2 år, Keynan, 2 år, Arthur og Magda, 2 år, Frida, 5 år, Jonah, 6 år, Nomi, 6 år, Karl, 8 år, Mads og Jacob, 9 år, Liva, 10 år, Sophie, 10 år, Leo, 14 år, Troels, 15 år, Alma, 16 år, Hjalte, 19 år, Loke, 21 år og Nicolai, 22 år.

Alenemor
Det var ikke planlagt, da jeg fik Tore som 21-årig. To år efter kom Cathrine, men deres far og jeg blev skilt, da børnene var et og tre år. Jeg traf en ny mand stort set med det samme og blev gravid. Men forholdet gik i stykker, inden Michael blev født, og så var jeg alene med tre små børn. Fædrene var ude af billedet – de to ældstes far rejste tilbage til USA, hvor han kom fra, og med Michaels far lavede vi et rent brud, inden han blev født.

I dag kan jeg se, at det var forkert. Men dengang … Den biologiske far blev ikke tillagt den store betydning. Mænd havde ikke noget forhold til små børn; skiftede dem ikke, gav ikke sutteflaske. Jeg tænkte, at jeg ville finde en ny mand, som ville blive en social far, som man mente var vigtigere end den biologiske. Jeg er klar over nu, at biologien spiller en rolle. Jeg burde have sørget for, at Michael så sin far.

Viljestyrke
Det var første gang i mit liv, at jeg skulle klare mig selv, også økonomisk. Jeg studerede og havde kun lidt SU, studielån og børnepenge. Jeg førte omhyggeligt regnskab og var stolt over, at jeg kunne give tre børn mad og få råd til at gå i Zoologisk Have engang imellem. Barsel var der ikke noget af. Fra Michael var 14 dage gammel, sov han i barnevognen ude foran vinduet, mens jeg var til manuduktion. Det gik forrygende godt, han var en nem baby. Men efter fem-seks måneder var han for stor til, at jeg kunne have ham med.

Jeg tænkte, at jeg måtte overtale kommunen til at betale for en ung pige til at passe de to mindste. Ellers måtte jeg droppe mine studier og finde et arbejde, så det var knald eller fald. Jeg var på kommunen, og 14 dage efter kom der et brev. Jeg gik rundt om det og turde ikke åbne det. Til sidst gjorde jeg det. De havde givet mig den unge pige. Jeg havde lyst til at løbe ned på gaden og omfavne alle mennesker og sige ‘hvor er I søde, at I bruger jeres skattepenge på en ung pige til mig, så jeg kan fortsætte mine studier!’.

LÆS OGSÅ: 4 mødre: “Et råd gjorde mig til en bedre mor”

Ansvar
Jeg har altid syntes, også efter at jeg fik en ny mand, at børnene var mit område. Min tredje og nuværende mand var ligesom jeg sammen med børnene hver weekend, men han skiftede dem sjældent, og det var store sager målt med den tids målestok, at han legede med dem til børnefødselsdage og spillede fodbold med drengene. Hvis et barn blev syg, kunne det aldrig falde mig ind at bede min mand blive hjemme eller tage barnet til lægen.

Naturligvis diskuterede vi, hvornår børnene var gamle nok til selv at cykle til skole og den slags, men jeg følte, at det i sidste ende var mit ansvar. Jeg ville slet ikke bryde mig om, at andre, selv ikke faren, skulle tage den slags beslutninger for mine børn.

Krav
Når jeg kigger på mine børnebørn, tænker jeg, at der i dag er store krav til det at være forældre, især for kvinderne. Du skal være en god mor, have en karriere og se godt ud, dit hjem skal være flot, og børnene skal gå til en masse og køres til alt. Det må være anstrengende, og jeg tror ikke, jeg ville have fået seks børn i dag. Dengang var det mere afslappet – vi har for eksempel aldrig haft et smukt hjem.

På det lokale loppemarked kendte de os, for vi kom og købte en ny standerlampe hver fjortende dag. Børnene skulle have lov at tumle, og så gik den i stykker. Vi gik heller ikke op i økologi og bestemte råvarer. Så længe der var lidt frugt og grønt i huset, var det fint. Børnene havde en maddag hver, og fra de yngste var femseks år, lavede de mad til os andre. Jeg hjalp dem med at skære flutes over, de lagde pålæg på, og så var der landgangsbrød.

LÆS OGSÅ: Lone Hertz: Dengang jeg blev mor …

LÆS OGSÅ: Bente Scavenius: Dengang jeg blev mor …

Udvikling
Jeg synes ikke, det var hårdt at have små børn i så mange år. Den største glæde var at se deres fremskridt, at følge dem blive til bevidste og selvstændige små mennesker. Jeg kan se det nu med mine yngste børnebørn på to et halvt – de lærer noget nyt hver dag. Og så husker jeg det som fantastisk at være den åbenbare, centrale person i mine børns liv. De lyste jo op i et smil, når jeg kom ind i et rum. Det er måske egoistisk, men det er en utrolig følelse at fylde så meget i et andet menneskes liv.

Instinkt Selv efter seks børn og 18 børnebørn giver det et lille stik i mig, hver gang jeg ser en af mine døtre eller svigerdøtre sidde med en nyfødt. De der helt, helt små børn kalder på al min omsorg. Jeg kan slet ikke stå for dem. De har ingen rigtig personlighed endnu, men alligevel er de så afsindig søde.

Tilbage til: Minder: Dengang jeg blev mor

Se, hvad vi ellers skriver om: Baby, Kærlighed, Mor, Udvikling og Familieliv