Familieliv
Der er ofte kø til toilettet, når man bor i en lille lejlighed og er en hel del familiemedlemmer som hjemme hos Kristina og Claus. Foto: Maria Sattrup

Fandt sammen efter konens død: “Det har hjulpet os, at vi var venner i forvejen”

Kort efter Claus' kone døde, fandt Kristina sammen med ham. Det har været en stor opgave med fordømmende blikke at skulle overtage rollen som mor - og det forsøger hun heller ikke.

Faktaboks

Giv tid – selv om forholdet til eks’en er slemt i starten, så bliver det bedre med tiden.

Vær sikker på din nye kæreste, og at det skal være jer to, før I kaster jer ud i familiespillet.

Accepter, at du aldrig får helt samme nærhed til dine papbørn som til dine egne.

Inden Kristinas veninde døde for godt seks år siden, sagde hun, at hun håbede, at hendes mand, Claus, ville finde én, der kunne tage sig af ham og børnene. ‘En som dig, Kristina.’ Måske hørte skæbnen efter, for kort efter fandt Kristina sammen med Claus.

Faktaboks

Kristina Balle-Jensen, 36 år, redaktionssekretær og blogger på Bombaybooksogbaby.blogspot.com. Mor til Patrick, 10 år og Mia, 15 mdr.

Claus Jensen, 50 år, ejendomsfunktionær. Far til Jonas, 16 år, og Sebastian, 20 år og Mia, 15 mdr.

Bor i treværelses lejlighed i Virum.

Sådan organiserer de sig: Jonas bor hos Claus og Kristina, mens Sebastian er flyttet hjemmefra. Patrick bor her hveranden uge og deler værelse med Mia.

– Vi mødte forargelse, og nogle venskaber holdt ikke, fortæller Kristina.

– Men Claus og min venindes forhold var nærmest ikke-eksisterende, længe før hun døde. Vi ventede dog flere år med at flytte sammen, så børnene havde plads til at sørge, fortæller Kristina.

Børnene tog det pænt. Kristinas søn, Patrick, kendte allerede Claus som den seje vicevært, der gav en tur på havetraktoren. Claus’ drenge kender Kristina, for hun hjælper med deres lektier.

– Selvfølgelig kan de blive irriterede på mig, men når far skulle finde en ny, er de glade for, at det var mig. Jeg tror, det er gået så let, fordi de kendte mig, og det ikke var en tilfældig dulle, siger Kristina.

Jeg bliver aldrig deres mor

Kristina er varsom med at indtage den tomme plads efter drengenes mor. Når en mor dør, bliver hun sat op på en piedestal, som ingen kan nå, mener Kristina. – Det vil jeg heller ikke. Jeg er en ven, som de kan betro sig til. Ikke en reservemor. Claus tager sig af opdragelsen, og jeg forsøger at blande mig udenom. Kristina gør mange af de praktiske ting som at smøre madpakker og hjælpe med lektier. Og hun ved, at hun har påtaget sig en stor opgave. – Jeg ville nok have overvejet det en ekstra gang, hvis jeg ikke havde kendt dem. To børn og sorgen efter en mors død er ikke en let opgave, men man er jo ikke herre over sine egne følelser.

En lille solstrålehistorie

For halvandet år siden kom Mia til verden, uplanlagt, men velkommen. Drengene har taget godt imod hende, men Kristina tænker ofte på, at Mia har mor og far hele tiden, mens Patrick må nøjes med en syv-syv-ordning. – Han mangler altid enten mor eller far, og det har jeg dårlig samvittighed over. Hans far har også været meget bitter på mig, så vi kunne ikke tale sammen. Men i dag er Patrick bare så velfungerende, så jeg tror ikke, det har sat dybe spor, siger Kristina. Hun mener faktisk, at deres familie er en lille solstråle-historie her syv år senere. – I dag taler vi godt sammen, og vi kan tage sammen til skole-hjem-samtaler og holde fælles fødselsdage med klassen. Vi bor ved siden af hinanden, så Patrick kan rende frem og tilbage, og det er jeg taknemmelig for, siger Kristina.

Ingen ekskone, der blander sig

Kristina er overbevist om, at det fungerer så godt, fordi hun og Claus kendte hinanden i forvejen, og børnene ikke skulle forholde sig til fremmede voksne.

– Jeg tror også, at det har gjort det nemmere, at der kun har været én eks at forholde sig til. Det har jeg det skidt med at sige, for jeg savner jo min veninde, siger hun.

Alt er dog ikke fryd og gammen på adressen, der kun har tre værelser, et køkken og et badeværelse. Der er nemlig ingen uger uden børn, og nogle gange kan Kristina ikke finde sig selv midt i kaosset og køen til toilettet.

– Hvis vi ikke havde så godt et forhold til hinanden, ville det aldrig gå. Men nu skal vi se på hus, og jeg har en optimistisk forestilling om, at de små gnidninger vil forsvinde, når vi får mere plads.

LÆS OGSÅ: “Det har været svært for mig at acceptere, at jeg aldrig kan blive hans første hustru eller føde hans første barn”

LÆS OGSÅ: Bliv lykkelig med dine, mine og vores børn

LÆS OGSÅ: "Mine børn har fået det næstbedste”

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Kærlighed, Sorg og Tumling