Far
SPONSORERET indhold

Far-klumme: Du har brug for en hypnose

Lad Adam Duvå Hall hypnotisere dig, så du slipper for dårlig samvittighed – og en masse bamser og dingenoter.

Af:: Adam Duvå Hall
07. jan. 2015 | Børn | Vores Børn

Drop den dårlige samvittighed. Bare. Drop. Den. Ahhh. Sådan. Glem alle forventninger fra familie, venner og samfund. Luk øjnene, og lyt til dit barns lykkelige og harmoniske pludren. Og hvis du er gravid: Stil flødeisen fra dig, og læs videre. Sådan. Fint. Du har et lille barn eller et på vej. Du er omringet af velmenende mennesker (og firmaer), der alle har netop dét tip eller den ting til salg, der skal lette din hverdag.

Grødopskrifter, sovetider, tøj, den bedste klapvogn og den mindst giftige solcreme. Du takker pænt og prøver at få styr på de hundrede mentale post-it-sedler, der fylder din hjerne. Forventningernes opslagstavle er overfyldt med gode intentioner. Træk vejret dybt et par gange. Fint. Lad os rydde lidt op i presset og svinge øksen over det groteske forbrugsræs, vi alligevel ikke kan vinde. Klar?

Brug for flere bamser?

I køen i babyforretningen tæller du til ti. Om lidt vil du nemlig føle dig som den værste forælder i verden, når ekspedienten spørger, om I ikke hellere vil have den lidt dyrere, men også MEGET sikrere model. Hold fast.Ved mærkedage såsom fødselsdag, dåb og så videre: Meld klart ud omkring ønsker. Har vi brug for flere bamser? Nej. Mangler vi virkelig flere plastikdimser, der kan larme og blinke og alligevel løber tør for batteri om to timer? Nej. Føler vi os sikrere på barnets tarv ved at akkumulere mere tyl eller fodboldtøj? Okay, så. Børn er jo langt hen ad vejen ligesom hunde. Giv dem en pind og et sted at tømme ryggen. Det er sgu ret enkelt. Kan du mærke, at du bliver lettere?

Keep it simple, stupid

Hjemme hos os begår vi den brøler, at vi indimellem giver vores lille dreng alt for mange valg. Vi tror, at fordi vi giver ham både Lego, bongotrommer OG en billedbog med gårdens dyr at lege med, så får vi lige fem minutters ro. Fejl. Nogle gange, ja temmelig ofte faktisk, vil han for eksempel bare gerne studere en brødkurv. Med munden. Men den kan jo også være en sjov hat eller en fin frisbee. Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til tøndebånd og tørre tæsk. Men måske vi kunne gøre både os selv og barnet en tjeneste ved at holde det lidt mere enkelt? ‘Kill your darlings’ og ‘keep it simple, stupid.’ To værktøjer, vi bruger i radio og på tv, der måske med fordel kunne med lånes ud til børnepleje.

Ryd op

Vi er ikke dårligere forældre, fordi vi sparer lidt på de valg, vi tilbyder vores børn. Tværtimod. Om et barn vil lege med den gule, blå, store eller lille traktor er ikke nødvendigvis en luksus. Barnet bliver ikke gladere af at skulle vælge imellem ærter eller majs. Slet ikke i en alder, hvor åndsniveauet er lige under goplestadiet.

Det burde hedde: ‘Så er der majs. Og når du er færdig, så kan du lege med din traktor.’ Om lidt, når jeg knipser, så går du ind på dit barns værelse og fyrer halvdelen af skrammelpladsen. Du kan eventuelt sende et par sække ned til den nærmeste velgørenhedsorganisation – så er der nemlig dobbelt op på god samvittighed. 5, 4, 3, 2, 1. Knips! Og selv tak.

LÆS OGSÅ: Far-klumme: ‘Bhar’ er den heldigste i verden

LÆS OGSÅ: Mindfulness: Kom tættere på dit barn

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Stå fast, kære mor!